Værnsfælles

10 ting, der får dig dumpet til session

Læsetid: 2 minutter

Hvis du er én af de mange, raske mænd, der ikke orker værnepligten, og som har ignoreret invitationen til Forsvarets Dag i flere uger, så kommer her et hint:

Du gør det forkert, dit skvat!

Det handler ikke om at undgå session, det handler om at trække frinummer eller blive erklæret uegnet til session.

På den måde slipper du for bøder og politiet, og du kan glemme alt om den værnepligt, som du selvfølgelig sagtens kunne klare, men du har vigtigere ting at tage dig til, ikke?

Her er Feltspadens guide til, hvordan du dumper session:

  1. Hold dig vågen natten inden. Gå med den ene fod på fortovet og den anden på vejen i mindst seks timer. Drik en liter gin og tab en donkraft over dine knæ.
  2. Lær en håndfuld spanske ord udenad. Hvæs dem ud, hver gang du bliver spurgt om noget. Bliver det kommenteret, ved du ikke, hvad de snakker om. Slå dig selv i ansigtet og sig, at du straffer dig selv, fordi du ikke ved, hvad de snakker om.
  3. Få en tatovering på overarmen af et hjerte med teksten ‘Jeg elsker Bjarne’. Advarsel: Den virker på alle andre end Livgarden.
  4. Sig, at du interesserer dig meget for nepotisme og gerne vil lave en ph.d. en dag.
  5. Spis en håndfuld MDMA-piller, 45 minutter før du ankommer. Hvis du er heldig, erklærer lægen dig død.
  6. Skriv med den forkerte hånd i intelligenstesten. Insistér på at bruge farvekridt. Tegn en flodhest som underskrift.
  7. Tag en guitar med og syng Tina Dickow. Bliv ved, indtil du hører et ladegreb.
  8. Når lægen griber om dine nosser, siger du drømmende: “Lidt længere ned, far. Det er dejligt.”
  9. Læs højt fra en af Carsten Jensens bøger. Det koster en hård olfert og et blåt øje, men det er en sikker vinder.
  10.  Du kunne også bare tage til session og trække et nummer, som måske er et frinummer, og hvis det ikke er, så siger du højt og tydeligt: “Jeg vil være militærnægter!” Det er ikke engang et smart trick, det er sådan systemet er indrettet, og hvis du først har forstået det nu, så har du ingen bekymringer – du skal nok dumpe den session.

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Født i 1976 i Jelling. Blev udsendt til Helmandprovinsen i 2012 som delingsfører for 35 afghanske soldater i Camp Shorabak. Det var hans første og eneste udsendelse. Han taler aldrig om det.

I 2014 overså en dyseskytte sin højrebegrænsning i terrænet ved Borris. Brisantgranaten sprang otte meter fra Kaptajn Pjevs. Hans højre øre har siden været tavs. Indtil sin opsigelse underviste han på Kampskolen i aftrækkerteknik med middelmådig succes.

Kaptajn Pjevs bor i dag i Køge, hvor han sælger støvler, høreværn og barduner fra en ladcykel bag stationen.

Email: pjevs1976(a)gmail.com

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.