Han har det lidt svært, Lasse Quist.
Han har det svært med, hvor nemt han har tilpasset sig et liv i det civile.
Den 39-årige tidligere kampsoldat – med fire ture til Helmandprovinsen bag sig – har, med sine egne ord, ingen problemer what so ever.
Han er ærlig talt forbløffet over, at alle de mange gange, hvor han har slået mennesker ihjel, ikke har kastet bare nogle milde post traumatisk stress-symptomer af sig.
Bare en lille smule angst for eksempel.
“Men jeg sover skønt, har aldrig mareridt,” siger den tidligere soldat og trækker på skuldrene.
Ikke en skid
Lasse Quist havde på en måde troet, at der ville ske noget med ham, når han slog ihjel.
At han nok aldrig ville blive den samme igen.
At han nok ville få nogle ar på sjælen.
At noget ligesom ville rasle løs i hjernen på ham, og at han for altid ville huske de mennesker, han skød.
“Jeg troede, jeg ville vågne op. Badet i sved. Med de her ansigter printet ind på nethinden,” siger han og ryster på sit sunde hoved.
“Der sker aldrig en skid; jeg sover bare.”
Hundemad
Lasse Quist var for eksempel helt sikker på, at han ville blive plaget af især én oplevelse.
En tidlig morgen i Helmand skød Lasse en bevæbnet mand.
Han så ham falde om i sandet.
Og fem minutter efter så Lasse, hvordan en afghansk hund begyndte at æde den døde mands ansigt.
Lasse Quist føler slet ingenting, når han fortæller om det.
Ikke det mindste.
Det skete bare.
“Jeg har aldrig været mere i ro med mig selv. Jeg har endda et okay forhold til min kone og børn,” siger Lasse og fortsætter med at fortælle, hvor nice det var at være i krig med sine kammerater.
Hvor mange fede ting, de oplevede sammen.
Og hvor sjovt de havde det i pauserne mellem alle ildkampene.
“Krig er noget nær det sjoveste, jeg har prøvet,” griner Lasse og bliver afbrudt af Feltspadens udsendte:
Det er for meget nu, Lasse…
“Jaja, jeg ved det godt.”
