Anmeldelse: “Vi har kun den krig, vi selv laver sjov i” 


Læsetid: 2 minutter

Litteraturen er fyldt med unge mænd i krig.

I den forstand er der intet nyt under solen i overkonstabel Sebastian Pløkkers debut, Hele lejren griner.

Men herfra centrumvender solen.

Og forstanden.

Man skal ikke mange sider ind, før det står klart, at selvom det er upassende at grine, er det helt umuligt at lade være.

Bogen består af 21 historier, der meget præcist viser, hvad der sker, når soldater keder sig i krig.

Der er konstablen, som får fyldt sin FAB i Irak med indholdet fra tre pulverslukkere, imens han er på vagt.

Der er sergenten, som kryber i seng med et brøl, fordi vognkommandøren har gemt tre camelspidere i soveposen.

Og hængt et kamera op i loftet.

Og der er historien om sygehjælperen, som halvvejs på en patrulje i Helmand opdager, at kun de fire første patroner i hvert magasin er skarpe.

Resten er løse.

Og mens gruppen krampegriner på taget af et compound, sidder man som læser og tænker:

“Det’ sgu groft, alligevel.”

Skattekort i støvle

Hele lejren griner er en samling skørt genkendelige historier om livet i en krigszone, hvor alt er på spil – også fornuften.

I en tid hvor det er svært at grine af krig, tager bogen bajonetten i den anden hånd og stikker den durk i maven på sig selv og raller sig igennem en halv kliché:

“Vi har kun den krig, vi selv laver sjov i.”

Som da en konstabel i Helmand stripser hele QRF’ens hjelme til et telt i Camp Price.

Da alarmen går, opstår der tumult.

Efter støvet har lagt sig, og alle endelig sidder på bilerne, er én hjelm forsvundet, og teltet er revet i småstykker.

Den samme konstabel nupper en nat sin gruppeførers fragvest, hjelm og Oakley-briller og graver det hele ned i et hjørne af lejren Armadillo.

Da sergenten bliver vækket to timer senere for at gå patrulje, ligger der et skattekort i hans ene støvle.

Kortet er endda brændt i hjørnerne.

Vrider skulderen af led

Sebastian Pløkker skriver godt og lige ud af posen, men til tider er historierne utroværdige.

I en ni sider lang fortælling med titlen FUT får en dansk deling kampsoldater tilsendt boksehandsker fra Danmark til Camp Price i Helmand.

De arrangerer en turnering i støvet bag velværdsteltet.

Hele lejren er tilsyneladende klar over, at danskerne “tæver løs på hinanden for at holde sig i form.”

To får hjernerystelse.

En anden vrider skulderen af led.

Kampene bliver først stoppet, da en sygeplejerske fra felthospitalet hiver fat i kompagnichefen, som i øvrigt selv står og klapper ved ringsiden:

“Det kan da ikke være meningen, at vores soldater skal smadre hinanden inde i lejren!”

Usandsynligt? I den grad.

Underholdende? 100 procent.

Tårnspiller

Det samme gør sig gældende i historien Vagten har magten.

En kompagnichef beordrer sin folk til at bemande det nordlige tårn i Camp Danevang, Irak.

De skal stå der døgnet rundt.

Selvom Camp Danevang ligger midt inde i Shaiba Log Base og dermed er omringet af britiske soldater.

Vagten bliver dog sløjfet af den selv samme kompagnichef efter kun 24 timer.

Han har opdaget, at soldaterne konkurrerer om, hvem der kan nå at spille pik flest gange i tårnet.

Det er morsomt, tæt på åndssvagt, men også meget svært at tro på.

Troværdigheden er dog helt på plads i den sidste historie, hvor en dansk operation i Afghanistan beskrives i detaljer.

Danskerne har kæmpet det meste af aftenen, da de graver sig ned for natten og kalder FADSUM.

Det står hurtigt klart, at to delinger mangler ammunition.

Og her pranker bataljonschefen sine folk godt og grundigt, da han kalder op og fortæller dem, at de må undvære bønner til riflerne, fordi der skal spares på brændstoffet.

Det’ kongesjov læsning.