Anonym officer: Ingen kvinder i min kampenhed


Læsetid: 2 minutter

 

En kompagnichef for en enhed i Jylland fortæller anonymt, at han ikke vil have kvinder i sit kampkompagni, fordi det ”ødelægger et kompagni indefra.”

Feltspadens udsendte møder kompagnichefen i Oksbøllejren, hvor han sidder bag rattet i en parkeret GD, imens hans kompagni er ved at lægge deres våben på kammer efter en uges øvelse.

”Lad mig først slå fast: Det handler ikke om kvinderne. De kan sagtens være dygtige nok til det her job. Det handler om mændene.”

Kompagnichefen har valgt at dele sin holdning til kvindelige kampsoldater, fordi det ifølge ham er en velkendt sandhed, ingen tør sige højt. Han gør det dog anonymt, fordi den slags holdninger har det med at blive ”misforstået og resultere i fyringer.”

Kompagnichefen har tre udsendelser bag sig, en til Irak og to til Afghanistan, og det er især under udsendelserne, at det kan skabe problemer at have kvinder i kampenhederne, mener kompagnichefen:

”De mandlige soldater vil på et tidspunkt begynde at kæmpe om de få kvinder, der er. Det er ligeså grimt som på et værtshus klokken fem om morgenen. De tænker kun med pikken.”

Har du eksempler på det?

”I Irak havde vi en kvindelig soldat, der ikke kunne sidde og nyde det gode vejr uden at hendes mandlige kolleger påtalte, hvor gode hendes bryster så ud i den udleverede T-shirt. Nogle af dem stillede sig endda op foran hende og stirrede, indtil hun gjorde dem opmærksom på, at de skyggede for solen.”

Det sker, at de kvindelige soldater bliver kærester med en kollega, og selvom det ofte stopper de andre mænds kommentarer og stirrende blikke, kan det også skabe problemer. En af kompagnichefens værste eksempler er fra Camp Price i Helmandprovinsen:

”Vi havde en situation, hvor en kvindelig konstabel blev kærester med en sergent fra en anden deling, og det havde jeg intet imod, men kvindens ekskæreste var befalingsmand i saniteten, og han blev jaloux. En uge efter blev kvindens nye kæreste såret under en ildkamp, og her nægtede ekskæresten simpelthen at køre ud og hjælpe ham.”

Forsvaret har i årevis forsøgt at få flere kvinder i uniform, og i dag melder flere kaserne, at de har hele delinger med kvindelige soldater i værnepligten. Nogle bliver efterfølgende ansat, fordi kvinderne ”bidrager til et bedre arbejdsmiljø og sagtens kan leve op til kravene,” som der står i en redegørelse fra Forsvarsministeriet.

Den anonyme kompagnichef har intet imod kvindelige soldater. Det er udelukkende i kampenhederne, hvor soldaterne lever primitivt, langt fra civilisationen og i flere måneder i træk, at problemerne opstår, mener han.

Men hvorfor ikke opdrage mændene i stedet for at nægte kvinderne adgang til kampkompagnierne?

”En abe er en abe er en abe,” sukker kompagnichefen og peger over mod to mandlige konstabler, der netop er kommet ud fra våbenkammeret, og som nu jagter hinanden med en kost, imens de hujer og på skift råber: Skal du have den i fissen!