Politik

Breaking: Stevnsfort genåbnes som værn mod Rusland

Læsetid: 4 minutter

 

Med forsvarsforliget i januar tilførte politikerne 12,8 milliarder til Forsvaret frem til 2023. Det er den første forøgelse af Forsvarets budget siden Tredveårskrigen.

Forliget betyder 500 flere værnepligtige, en halv milliard til øget cybersikkerhed, en brigade på 4000 professionelle soldater og flere pølsehorn til artilleristerne. Det trænger de til.

Det hele handler om Rusland.

Men dybt nede i forliget, i en note på side 31, gemt under en gul post-it med den mystiske sætning ‘Hold nu kæft, Jesper’, helt nede i bunden af arket og lidt til højre – dér ja – står der skrevet med blyant:

“Stevnsfort skal genoprettes, som det var engang.”

Under jorden med far

Under Den Kolde Krig var Stevnsfort en brik i Danmarks og NATO’s forsvar. Halvøen Stevns lå i allerforreste frontlinje, hvis der udbrød krig mellem øst og vest.

Derfor byggede man Stevnsfort, og i 40 år var det underjordiske bunkeranlæg bemandet døgnet rundt. Klar til krig.

Hovedarmeringen bestod af to pansertårne med 150 milimeter kanoner, der kunne række 23 kilometer. Men fortets vigtigste opgave var som kommando- og radarstation.

Siden 2008 har det været et velbesøgt museum, hvor familiefædre på skift har trukket deres koner og børn modvilligt med ned under jorden og belært dem om kold krig og lovet dem en is for ikke at brokke sig over, at det minder om lektier.

Men nu er Rusland igen aktuel og farlig.

Derfor vil Forsvaret lukke museet og genetablere forsvarsværket. Til glæde for både koner og børn og Danmarks sikkerhed.

Statsministeren smiler

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er dog ikke meget for at uddybe planerne på Stevns, da Feltspaden møder ham:

“I dag nøjes russerne ikke med at spionere. Vi ser, at de går direkte efter at forvolde skade,” siger han og tygger i sine briller, så man kan se, at han har tænkt længe over det.

Men hvad med Stevnsfortet?

“Hold nu kæft, Jesper!”

Jeg hedder Pjevs…

“Jeg læser bare, hvad der står,” mumler Claus Hjort og peger ned i sine papirer og løber baglæns ind på sit kontor og lukker døren.

Man kan høre ham råbe derinde:

“Styrkelsen af Forsvaret er nødvendigt i lyset af den forværrede sikkerhedspolitiske situation!”

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er en smule mere meddelsom:

“Vi kan ikke vende det blinde øje til de stigende trusler mod vores land. Vi skal klart signalere, at vi har viljen og styrken til at forsvare os selv,” siger han og tænder en cigaret for at fejre, hvor dygtig han er til at mene noget, som ingen er uenig i.

Her mener du Stevnsfortet, ikke?

Claus Hjort kommer forpustet ud fra sit kontor med duggede briller og rækker Lars Løkke en stak papirer og sætter en pegefinger midt på et ark og nikker til statsministeren, som smiler og siger:

“Hold nu kæft, Jesper.”

Det gamle personel

I følge Feltspadens oplysninger vil Stevnsfort indenfor de næste seks måneder bemandes af det oprindelige, men nu pensionerede personel, fordi der ikke er andre, der ved, hvordan det gamle materiel virker.

Forsvarschef Bjørn Bisserup udtaler:

“Målet er klart, men midlerne rækker ikke altid. Derfor har vi valgt en løsning i tråd med målsætningen om at tilbyde muligheder til seniorborgere, der hellere vil give et nap med end gå rundt i en kolonihave på pension,” siger han tydeligt tilfreds med, at han fik ordet ‘målsætning’ med i avisen.

Gustav Henriksen var radaroperatør og sengevæder i Stevnsfort i 60’erne. Den nu 71-årige pensionerede gartner har det svært med udsigterne til endnu engang at skulle finde uniformen frem og bevæge sig 18 meter ned under jorden for at arbejde.

“Den klippe er skidekold i vinterhalvåret. Jeg fik først varmen i ’91,” siger han og sætter sig prustende ned i en havestol.

“Har de fået elevator?”

Du kan sikkert godt blive båret derned…

“Hold nu kæft, Jesper.”

 

 

 

 

 

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Født i 1976 i Jelling. Blev udsendt til Helmandprovinsen i 2012 som delingsfører for 35 afghanske soldater i Camp Shorabak. Det var hans første og eneste udsendelse. Han taler aldrig om det.

I 2014 overså en dyseskytte sin højrebegrænsning i terrænet ved Borris. Brisantgranaten sprang otte meter fra Kaptajn Pjevs. Hans højre øre har siden været tavs. Indtil sin opsigelse underviste han på Kampskolen i aftrækkerteknik med middelmådig succes.

Kaptajn Pjevs bor i dag i Køge, hvor han sælger støvler, høreværn og barduner fra en ladcykel bag stationen.

Email: pjevs1976(a)gmail.com

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Feltspaden på Instagram

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.