Kaptajn Pjevs anmelder veteran-musical: “Man bliver jo nærmest lykkelig”


Med Get Some! (just a little bit) har Folketeatret Affutage sat en ny standart for, hvad en musical om veteraner kan i Danmark.

Det er historien om overkonstabel Flemming “Hell” Hansen, som efter en mission til Helmandprovinsen vender hjem til sin fødeby Ringe på Fyn.

Det er både med en lettelse over at være i live og et sørgmodigt hjerte, at Flemming “Hell” Hansen vender tilbage.

For han har allerede besluttet at forlade Hæren og forfølge drømmen om at blive cykelsmed med egen butik.

Voksne med balloner

Året er 2010.

Danmark har netop fået sin første veteranpolitik, og det har den lille by Ringe taget alvorligt.

Flemming “Hell” Hansen når lige akkurat at smide rygsækken i entréen, inden borgmesteren, Anne Kent, trækker krigsveteranen med ud på gaden og ned mod biblioteket.

Langs Vestergade og op ad Algade står hele byen klar på begge sider af vejen.

Børn med flag. Voksne med balloner. Gamle mennesker med og uden ledsager fra kommunen.

De vinker og klapper og bryder ud i korsang; et cover af Aretha Franklins Respect:

“All I’m askin’. Is for a little respect when you get home (just a little bit).”

Kommunale knus

På biblioteket kravler borgmesteren op på hylden med reserverede bøger og holder en dybfølt tale:

“Kære Flemming. Du har ydet en ekstraordinær indsats på Danmarks vegne. Og derfor er det helt på sin plads, at vi kigger på, hvordan vi som samfund kan gøre det endnu bedre for sådan en som dig.”

Borgmesteren udnævner herefter Flemming “Hell” Hansen til æresborger i Ringe og løber ud til scenekanten.

I en pulserende rabat-rap, der drives frem af avangart percussion på krigslitteratur, fortæller borgmesteren om alle de tilbud og rabatordninger, Flemming har gjort sig fortjent til:

“Du får halv pris på Rynkeby-juice. Gratis kommunale knus. 20 procent på kaffe. Og du behøver aldrig blaffe,” brøler borgmesteren, imens en sponsorbil triller ud fra bagtæppet.

En Mercedes GD 270 indhyllet i et stort, rødt gavebånd.

Folketeatret Affutage har ikke kun blik for det, alle veteraner sukker efter.

Det er også en fornøjelse at se den ydmyge Flemming “Hell” Hansen modtage gaveregnen:

“Tak, men jeg gjorde jo bare mit arbejde,” siger han, inden lyset går ud, og scenen skifter.

Cykelsmeden ser fremad

Da Flemming går i lære som cykelsmed, opstår der en splittelse mellem Flemmings nye liv og fortiden som soldat.

Det bliver til en fortælling om at være fanget mellem to kulturer, hvor hverken soldaten eller cykelsmeden er tilfreds.

Soldaten savner sine kammerater. Cykelsmeden vil bare gerne se fremad.

Det understøttes suverænt, når de tekniske effekter med surroundlyd og levende krigs-animationer på forskudte bagskærme får universet til at folde sig ud med billedstærk identitets-magi og et uendeligt forsvindingspunkt i en horisonten fuld af rabatkuponer og gratis adgang til Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

Det hele bliver afbrudt elleve gange af borgere i Ringe, der stikker hovedet ind i cykelværkstedet for at sige tak til Flemming.

“Tak for din indsats.”

Man bliver jo nærmest lykkelig som publikum.

Feuer Frei

Get some! (just a little bit) er en musical, hvor alt spiller.

Den er flot fortalt, og det moderne blik for veteraners store behov for nedsatte priser og klapsalver fra fremmede mennesker løfter elegant fortællingen ind i nutiden.

Forestillingen kan ses frem til 30. april.

Veteraner har gratis adgang, får 13 % rabat ved køb af Monster og bliver klappet ind i salen til tonerne af Rammsteins Feuer Frei.