Astrid Nordhal gik tidligt i morges en tur i skoven ved Gammel Rye i Østjylland.
Her stødte hun på det, hun selv beskriver som en overkonstabel.
“Da jeg kom hen til rydningen, kommer der et stort vilddyr luntende. Det brøler vredt og begynder at grave et stort hul i skovkanten,” fortæller Astrid, der har kæderøget Prince 100 hele formiddagen.
Med bitter mine
Astrid Nordhal står bomstille som en statue. Hun ved, at hvis først hun sætter i løb, så sætter dyret også i løb.
Derfor tager hun ét stille skridt tilbage, hver gang overkonstablen kigger den modsatte retning.
Men da hun tager det tredje skridt, kommer hun til at knække en gren i skovbunden.
Vilddyret vender sig om og stirrer på Astrid. Med dovne bevægelser og bitter mine nærmer dyret sig.
Astrid kan se den kaffeplettede uniform og den slaskede tunge, som er misfarvet af Monster og daggammel kaffe.
“Den lægger sig på maven og mumler noget, som jeg ikke kan høre, og så kaster den røg og forsvinder.”
Herefter samler Astrid Nordhal sig og går stille hjem.
Hun ser ikke overkonstablen igen.
Måske et andet vilddyr
Astrid Nordhal skriver med det samme et opslag på Facebook. Hun vil advare andre om, at der er en overkonstabel løs i Gammel Rye.
Men det er kun nogle få, som tror på Astrid.
De fleste er sikre på, at det var et meget farligere dyr, Astrid stod ansigt til ansigt med.
Et stort flertal mener, at Astrid Nordhal har mødt en overkonstabel af første grad.
En OKS-1.
Den tungeste konstabel, der findes. Det mest bitre brokhoved i de danske skove.
Smittefaren er enorm.
Tålmodigheden er ekstremt lille.
Pølsevogn ribbet
Men det stopper ikke her.
Midtjyllands Avis skriver, at Heinos Pølsevogn i sidste uge blev ribbet for Monster og kogte, røde pølser af et “stort og svedende møgdyr.”
Det skete tæt på det sted, hvor Astrid Nordhal så det store dyr.
Helt præcist 830 meter derfra.
En OKS-1 kan sagtens bevæge sig så langt. Især hvis den kan lugte mad.
“Jeg tør slet ikke tænke på, hvis det er sådan en, jeg har mødt,” siger Astrid Nordhal, som beskriver sig selv som mere angst end nogensinde.
Feltspaden følger sagen…