Gamle LMG-skytter er nemme at genkende.
De er skæve i ryggen, og de begynder alle samtaler med en anvisning:
“Du skal tale i dét her øre!”
Det hyler for meget i det andet.
De har to andre ting tilfælles: De har ar på hænderne fra hurtige pibeskift, og de er en uddøende race.
Den sidste patrulje
I 2014 udfasede Forsvaret det lette maskingevær M/62 som patruljevåben.
Nu sidder maskingeværet kun monteret på pansrede biler og kampvogne; gemt væk i en affutage med en storhedstid bag sig.
En tid med tabte, vundne og uendelige krige.
En tid med brølende bygeild fra skyttehuller i Tyskland, Somalia, Afghanistan, Irak, Pakistan og 29 andre steder fyldt med bevæbnet ballade og døde fjender i bunkevis.
LMG M/62 er elsket i krig for det samme, som den er hadet for på øvelser:
Den er tung, den er voldsom, og den sviner groft både foran og bagved flammeskjuleren.
Machinengewehr 42
I 1942 lyder der en besynderlig, fræsende lyd i de tyske skove.
Våbenfabrikanten Johannes Grossfuss har skabt et nyt maskingevær, der både skyder hurtigt og lyder brutalt.
Geværet bliver kaldt Machinengewehr 42, et legendarisk våben, som de næste mange år saver Europa midt over.
Nazisterne er tilfredse, og amerikanerne er ved at skide i bukserne.
De producerer små film til deres kampsoldater, som lige om lidt skal sendes over Atlanten og lige ind i tyskens hule.
Det er en slags psykologisk forberedelse, som skal give soldaterne et køligt overblik, hvis de ser mundingsglimt fra en MG42:
“Keep calm and surrender!”
Nazismus sind bad
Den historie kender du nok, ligesom du helt sikkert kender fabrikken Reinmetall, som senere modificerer maskingeværet og kalder det MG3.
Tyskland taber Anden Verdenskrig, og i de kommende år henvender en lang række lande sig til den ødelagte nation.
Det samme gør Danmark.
30 forskellige lande føler behov for både at tage afstand fra Tysklands frygtelige handlinger og se lidt nærmere på deres lette maskingevær.
“Nazismus sind bad, very bad, aber haben Sie still maschinengewehr på lager?”
“Natürlich, gut und günstig,” skriver tyskerne tilbage på en passiv-aggressiv koldkrigs-facon.
I 1962 ender maskingeværet i hænderne på danske soldater.
Der er en del brok blandt konstabler i begyndelsen:
“Den er sgu da ikke let!”
Men efter et par timer på skydebanen er alle ellevilde med at skyde 1200 skud i minuttet og lave levende hegn om til savsmuld.
“1200 skud,” siger de og regner lidt på det.
“Det’ kraftedeme 20 i sekundet!”
Tusindkrænkeren
Blandt danske soldater hedder den Nazisaven.
I Sverige siger de Tusindkrænkeren.
Tyskerne selv kalder den Hitlersäge.
Projektilerne finder vej gennem piben med en hastighed på 820 meter i sekundet.
Den vejer 11,6 kilo med støtteben og kræver altid ekstra ammunition, for den har det bedst med bygeild.
Den er båndfødet, luftkølet og bruger 7.62 i sko.
Hvad den mangler i præcision, henter den hjem på attituden.
LMG M/62 er med på Balkan, det sidder på bilerne i Irak, og det bliver slæbt med, smidt i stilling og brugt flittigt i Afghanistan.
Skytter synker sammen
I foråret 2002 begynder Forsvaret at lede efter et nyt maskingevær.
Ledelsen har hørt rygter om, at det lette maskingevær slet ikke er let.
Det tager 40 år, før den besked når til tops i systemet.
“Det vejer mere end 10 kilo,” skriver en forbløffet sagsbehandler i en mail.
Der blev iværksat en undersøgelse, der skal finde ud af, om det virkelig kan passe, og hvem der har løjet.
Den mest opsigtsvækkende sætning i rapporten lyder:
“Maskingeværsskytter synker i ryggen. De bliver i gennemsnit to centimeter lavere for hvert halve år.”
Ledelsen tager imod de nye oplysninger med skepsis, men går alligevel den lange vej ned til de menige og løfter en maskingeværsskytte i fuld udrustning.
Bagefter bliver en note tilføjet undersøgelsen:
“Skytternes udrustning vejer 45 kilo eller mere. Det gør ondt i hele kroppen, allerede inden patruljen har forladt lejren. Nogen har løjet, og det var ikke os!”
Lorte Spasser Våben
Kort efter indkøber Forsvarets Materielkommando et nyt våben, som skal erstatte maskingeværet.
Kaliberen er 5.56, og de kalder det LSV; let støttevåben.
Det er let for alvor denne gang, lover ledelsen.
LSV M/04 er et almindeligt gevær iført tupperware, spinkle støttefødder og 100 skud i en tromle, der kun virker i tørvejr med vinden i ryggen og en nusseklar oliefinger.
Det er et våben, som vil være alt på én gang.
Den vil skyde finskyttefint på afstand og fræse fjender midt over på klodshold.
Den kan ingen af delene, og de danske soldater døber den hurtigt “Lorte Spasser Våben”.
Til gengæld vejer den det halve.
Nazisavens afløser
I dag går danske maskingeværsskytter patruljer med LMG M60 E6.
Det er femte generation af et amerikansk maskingevær, der blev berømt i Vietnam, inden amerikanerne tabte stort og solgte ud af deres grej.
Vi har tydeligvis talent for at købe våben fra folk, der ligger ned.
Det vejer tre kilo mindre, skyder halvt så hurtigt, og der kan skiftes pibe uden at brænde nallerne.
“Det er en god afløser,” siger soldaterne først.
“Men vi savner lyden,” siger de så.
De savner den særlige raspen; den fræsende fryd.
De savner Tusindkrænkerens brølende bygeild.
De savner lyden af nazisavens sang på Jorden.
De savner det her:
