“Da jeg var soldat, lærte jeg…”


Læsetid: 2 minutter

Da jeg var soldat, lærte jeg, at de fleste krigsfilm er fyldt med fejl. At forkortelsen ENDEX betyder weekend og tørre bukser. Jeg lærte at tænke, taste og tale – i den rækkefølge.

Jeg lærte, at der er fordele ved at tage på Hold 1 i en krig; der er næsten ingen officerer og derfor ganske få dumme regler. Jeg lærte, at der findes to slags officerer: Dem, der går efter toppen, og så dem, man har lyst til at drikke en øl med.

Jeg lærte, at hvis jeg kan se fjenden, så kan han også se mig. Jeg lærte at sove i en pose, spise fra en pose og skide i en pose. Jeg lærte at lægge drop på mig selv fredag morgen efter en bytur. Jeg lærte, at selvom jeg rent faktisk er syg, så føles det altid som en lille forbrydelse at ringe til senior og melde sig syg.

Jeg lærte, at smerte kun er en svaghed, der forlader kroppen. At planen holder – indtil første møde med fjenden. Jeg lærte, at ham, der hedder 5, bestemmer, men at ham, der hedder 65, bestemmer over 5, og at ham, der hedder 79, bestemmer over 65.

Jeg lærte også, at det ikke altid burde være sådan.

Jeg lærte at fryse for alvor. At være sulten for alvor. At være træt for alvor. At vagten har magten, skyggen er din ven, og jeg lærte at holde fokus. Dét er de gode til i Hæren. Det er ét skridt ad gangen og næsen i sporet all day long derinde.

Jeg lærte at få tåregas i halsen. At grave stående skyttehuller i en frossen skov. At spise mad, der knaser af sand, og jeg lærte, at Danmark har verdens kraftigste håndgranat, og jeg fandt aldrig ud af hvorfor.

Jeg lærte, at der findes to slags sergenter: Dem, der er gode til at bestemme, og så dem, der godt kan lide at bestemme.

Jeg lærte at æde Beef Jerky, at hængsle både højre og venstre, at ryge smøger i et tomt hylster fra et TMG, og jeg lærte at vente; vente på skydebanen, på forsyninger, på chefen, på fjenden, på mørket og på fredag.

Jeg lærte at løbe rundt i Urkok Bjerge og skyde med løs ammunition i det, der må have været Danmarks dyreste rollespil, og jeg lærte alle de forkortelser, Hæren er fyldt med, og jeg kan dem endnu: BSO, PMV, LMG, KSN, KANÆVEJFOSKI, FALKUSE og KTK.

Det sidste betød Kage Til Kaffen.

Jeg lærte, hvordan man løber fem kilometer efter en nat på Blue Bell i Varde fuld af shots og dårligt strip. Jeg lærte, at der findes to slags konstabler: Dem, der taler om hvor seje de er, og så dem, der bare er det.

Jeg lærte, at MUG ikke altid er en dårlig ting. At man aldrig kan få grej nok. At nok er nok, når chefen siger det. At hvis man har en NOK, så kan man se i mørke, og det kan man også med en pik i panden.

Peter Bo “Barske” Larsen, tidl. sygehjælper og GV1, JDR, Holstebro (2005-2011)