Hæren

Danmarks bedste rollespiller er en kampsoldat fra Slagelse

Læsetid: 3 minutter

Danish Roleplay Awards delte i går priser ud til landets bedste live-rollespillere i Odense.

Den 24-årige Ninna Jespersen vandt tredjepladsen for sin rolle som bødlen Piv under Midsommerslaget i Horsens i september.

Andreas Bach Jørgensen trak andenpladsen hjem efter en voldsom, men retfærdig præstation som vikinge-voldtægtsmanden Torben Tung i rollespils-scenariet Dalens Døtre i en skov lidt udenfor Grejs ved Vejle.

Førstepladsen gik til Nikolaj Høj, der til daglig arbejder som kampsoldat på Slagelse Kaserne.

Han er blandt andet kendt for sin rolle som talibaner iført falsk skæg og kjortel under et storslået samtidsrollespil i Vestjylland, der kaldes Missionsorienteret Uddannelse.

Ork i fint tøj

Blandt 500 troldmænd, vikinger, orker, riddere, konger og dronninger gik Nikolaj Høj i uniform og støvler op ad den røde løber og ind i Odense Congress Center.

“Jeg føler mig lidt på udebane,” sagde han og smilte beklemt til en ork i kjole og hvidt.

Den 34-årige kampsoldat gjorde sig sidste vinter bemærket som en såret afghaner under et stort og krævende rollespil i Urkok Bjerge.

Game-masteren var ingen ringere end troldmand og brigadegeneral Henrik Lyhne, der især er kendt for sine meget komplicerede og meget lange rollespil, som kan vare helt op til en uge.

I otte timer sad Nikolaj Høj op ad et egetræ med en bughulelæssion og ventede på, at de danske styrker skulle redde ham. Han blev i rollen, selvom alle soldaterne sad i Oksbøllejren og spiste kage på Kuffen.

Da spillet gik i gang igen midt på natten, havde Nikolaj Høj brug for rigtig lægehjælp til sine forfrysninger; fire dage efter lignede hans krop stadig et Kvium-maleri.

“Du er den mest dedikerede rollespiller, jeg nogensinde har mødt,” sagde jurymedlem Leif Ubbesen fra talerstolen og svang et træsværd over sit hoved, hvilket fik alle gæsterne til at rejse sig op og brøle i kor:

“Du skal med til Conquest of Mythodea!”

“Det er jeg nu ikke så sikker på,” svarede Nikolaj Høj og knugede om sin baret.

Dræbt med løs

Kampsoldaten har spillet hundredvis af rollespil i sin karriere.

I skovene omkring byen Finderup var han russisk spion i jeans, læderjakke og med østeuropæisk frisure. På Bornholm har han både spillet paniksslagen irakisk bonde og en vejsidebombe-bygger uden skrubler.

Det er dog rollen som talibaner i Brikby, som kampsoldaten vinder førstepladsen for. Efter fjorten dage i en kold kulisse klædt ud som de danske soldaters største fjende, blev Nikolaj Høj skudt ned med 41 løse skud fra et tungt maskingevær.

“Trods smertene blev Nikolaj Høj i rollen og faldt død om på fliserne ved Rådhuset på den fineste måde,” står der i juryens begrundelse.

Nikolaj Høj tog imod statuetten, en ridder i rustning, med ordene:

“Jeg har ærlig talt aldrig set mig selv som rollespiller. Vi kalder det jo momenter i Hæren. Men tak, det er fint at bliver anerkendt for de mange lange timer som fiktiv terrorist i de danske skove.”

Sammen med statuetten følger også et gavekort på 2.000 kroner til Faraos Cigarer i København.

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Født i 1976 i Jelling. Blev udsendt til Helmandprovinsen i 2012 som delingsfører for 35 afghanske soldater i Camp Shorabak. Det var hans første og eneste udsendelse. Han taler aldrig om det.

I 2014 overså en dyseskytte sin højrebegrænsning i terrænet ved Borris. Brisantgranaten sprang otte meter fra Kaptajn Pjevs. Hans højre øre har siden været tavs. Indtil sin opsigelse underviste han på Kampskolen i aftrækkerteknik med middelmådig succes.

Kaptajn Pjevs bor i dag i Køge, hvor han sælger støvler, høreværn og barduner fra en ladcykel bag stationen.

Email: pjevs1976(a)gmail.com

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Feltspaden på Instagram

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.