Værnsfælles

Den hundredårige, der kravlede ud af en lade i Utah og tog ladegreb på verden

forsvarsgalleriet.dk
Læsetid: 5 minutter

I dag på Feltspaden.dk – og udelukkende på Feltspaden, fordi kun Feltspaden har modet – vil vi fortælle historien om en overvægtig, gammel dame, du har brug for at kende lidt bedre.

Moderen over dem alle.

På den anden side af Atlanten kalder de hende Browning M2, og i røgfyldte våbenkamre bliver det hvisket som:

Ma Deuce.

Man skal ligesom sige det helt fremme i læberne:

… Ma Deuce. 

Herhjemme kalder vi hende TMG, fordi det er det, hun forvandler fjenderne til:

Tomat-Mos-Gylle.

Hun har ikke bare været i flere krige end dig, hun har været i flere krige end alle dine venner tilsammen.

Hun er moderen over alle maskingeværer, og i år kan hun fejre 100 års jubilæum som alle soldaters yndlingsmor.

John gunner op

Tæt på slutningen af Første Verdenskrig står den amerikanske general John ‘Black Jack’ Pershing i en kold skyttegrav et eller andet sted i Frankrig.

Han hører den lidt for velkendte lyd af små projektiler, der bliver mast flade på fjendes nye panser.

Smak, smak, smak!

Han drømmer om et våben, der kan være det samme, som de bedste mødre back in the States.

Hårdfør, viljestærk og bred om røven på den gode måde.

Våbenfabrikanten John Browning får ordren og går ud i sin lade i Utah, hvor han griber et maskingevær, som han tidligere har pillet ved i 1917.

Planen er at gunne det lidt op.

Alle hører jazz

John Browning er hurtig på fingrene, men bagud på tid.

Han bliver først færdig med den nye model, i cirka samme sekund som Første Verdenskrig slutter.

Verden ligger i ruiner, og nu er der ingen, som står og mangler en tung dame, der kan gå igennem ild, vand og panser.

Det hele er ligesom blevet tyndere og mere kind-til-kind, fordi alle hører jazz.

Kun en håndfuld M1921 – som maskingeværet hedder på det her tidspunkt – bliver solgt til U.S. Coast Guard, som håber på, at det vandkølede, 12.7-spyttende tunge drøn kan få fly til at dratte ned fra himlen.

Det er 100 år siden nu.

Bogstavelig talt.

Stiv dolk

Herfra går det stærkt.

Da Anden Verdenskrig begynder, findes der godt 11.000 eksemplarer.

Da Anden Verdenskrig slutter, bliver der taget ladegreb på over 2 millioner.

Undervejs er hun blevet modificeret et par gange.

Ladegrebet er for eksempel gjort nemmere at håndtere, og hun kan nu båndfødes både fra venstre og højre.

Hun er klar til kamp i alle stillinger på jorden, ombord på fly, skibe og pansrede biler.

Som en amerikansk v-mekker med stiv dolk konstaterer sidst i 40’erne:

“It supresses! It’s a sniper! It’s a sidearm for tanks! It’s the Browning M2 and it goes with literally everything.”

Die motherfucker die

Danske soldater får det tunge maskingevær i hænderne i 1950, og manualen er nem at forstå for de fleste:

Man skal bare holde aftrækket nede og sige: “Die motherfucker die.”

Det er det, der hedder en kort byge.

En del gamle, danske soldater har siden fortalt den samme løgnehistorie om, hvordan en led sergent tvang dem til at løbe fem kilometer med et TMG i affutage.

De fortæller altid med et smil, at det overhovedet ikke var særlig sjovt.

Det er ligesom historien om, hvordan en pumpet infanterist skød byger fra hoften i Borris og delte himlen i to.

Det er løgn det hele.

Men det er rigtig nok, at selv når man skyder med løs, føler man sig som en gud.

At mange tusind soldater hvert år brænder nallerne på piben.

Og de kan lide det.

Maskingeværet er præcist ud på 1.800 meter – både dag og nat.

Det kan skyde med fuldskarp, panserbrydende, panserbrand og sporlys, og alle skydeledere har gentaget sætningen:

“Maskingeværets primære anvendelsesområde er således bekæmpelse af køretøjer, ikke personel. Men det er hun fan’me også god til!”

Droner og robotter

The Kraut Mower, fifty-cal, TMG, Browning M2.

…. Ma Deuce.

Da Verdenskrigene sluttede, var hun der.

Da det sidste årtusind gik op i røg og et nyt begyndte, var hun der.

Når de fleste krige udkæmpes af droner og robotter, vil hun stadig være der.

Krige ændrer sig, men moderen over dem alle vil altid være her.

For det kan da godt være, at gode fædre viser vejen gennem modstanden, men gode mødre derimod, de knuser al modstand, så børnene kan løbe frit.

Der er kun én regel: Don’t mention the weight.

Mor går amok.

 

 

 

pssst….

…. 58 kilo med affutage.

 

NED!

 

forsvarsgalleriet.dk

 

 

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Født i 1976 i Jelling. Blev udsendt til Helmandprovinsen i 2012 som delingsfører for 35 afghanske soldater i Camp Shorabak. Det var hans første og eneste udsendelse. Han taler aldrig om det.

I 2014 overså en dyseskytte sin højrebegrænsning i terrænet ved Borris. Brisantgranaten sprang otte meter fra Kaptajn Pjevs. Hans højre øre har siden været tavs. Indtil sin opsigelse underviste han på Kampskolen i aftrækkerteknik med middelmådig succes.

Kaptajn Pjevs bor i dag i Køge, hvor han sælger støvler, høreværn og barduner fra en ladcykel bag stationen.

Email: pjevs1976(a)gmail.com