Dødens Pusterør siger småkag’


Læsetid: 3 minutter

De ældste kampsoldater kan fortælle historier om dysen.

Om dragonen, der fik blæst lårlommen af, fordi han lå dumt.

Om oversergenten, der slog dagsrekorden i kaliberskud og fik indre blødninger.

Og om konstablen, der temperede en brisantgranat forkert og væltede et sommerhus i Nymindegab.

Han blev døbt Villy Vådeskud, før røgen havde lagt sig.

Nyansatte kampsoldater har ligget vinkelret på kanonen med hvide knoer og spændte ansigter, første gang de med en forsigtig pegefinger har klemt om aftrækkeren.

De har vidst, at lige om lidt siger det småkag’, og de har frygtet, at de gamle historier taler sandt.

“Skuuud kommer!”

De største silhuetter

Dysekanon M/85 er Forsvarets kraftigste håndvåben.

Den måler 84 millimeter på tværs af orkanens øje og vejer 11 kilo officielt.

Uofficielt er de fleste dyseskytter enige om, at det så må være Danmarks tungeste 11 kilo.

Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse oplyser, at dysen kan ramme mål helt ud til 2.000 meter.

Det’ sgu langt.

“Men nogle silhuetter er jo større end andre,” forklarer styrelsen i en mumlende mail.

Å’key.

Dysekanonen blev opfundet af en amerikansk mortérskytte under Anden Verdenskrig.

Han skød skidt opad og tog derfor røret på skulderen, inden han forsvandt ud i mørket og sprang Tyskland i luften.

Det’ løgn, ja.

Men den rigtige historie er bare kedelig.

Tre svenske ingeniører ved navn Hugo, Harald og Sigfrid designede dysen.

De rullede det første rør hos Kungliga Arméförvaltningens Tygavdelning og sendte den i produktion i Carl Gustaf Stads Gevärsfaktori.

Og det var så her, den fik sit navn: Carl Gustaf.

Siden har Saab Bofors Dynamics overtaget produktionen, hvor den stadig bliver fremstillet den dag i dag.

Gab!

Svenske tilstande

De svenske soldater fik den udleveret i 1948, og forsyneren lagde den på kammer som Granatgevär M/48.

Men de menige tog den med på skydebanen som Stubröret; drænrøret.

Det’ rimelig præcist.

Dysekanonen er i bund og grund et jernrør med sigtemidler; en simpel cylinder med en aftrækker.

Men den er også et håndholdt, fleksibelt stykke multitool i verdensklasse.

Den kan brænde igennem en kampvogn og farve himlen sort over fjenden med brisantgranater.

Den kan få selv de største silhuetter til at forsvinde i en røgsky.

Den kan lægge en halv majsmark ned med et pileskud fra hoften og gøre nat til dag med en lysgranat i faldskærm.

Dødens Pusterør kalder Taliban den, og de er ligeså bange for svenske tilstande som resten af verden.

Men af andre årsager.

En ungarsk rambuk

Siden Carl Gustaf M1 blev samlet i 40’erne, er den blev modificeret, gjort lettere og mere præcis flere gange.

Den danske hær ejer cirka 700 tredjegenerations-dyser, og i mere end 40 andre lande slæber kampsoldater rundt på en M3’er, hvilket gør dysen til verdens eneste populære svensker.

Briterne kalder den Charlie G.

I Ungarn har de købt den nyeste model, M4, hvor den går under navnet: Faltörő KosRambukken.

De amerikanske dyseskytter kalder deres M3 for Goose.

Men det er mest, fordi det tager en halv ildkamp at råbe det officielle navn:

M3 Multi-Role Anti-Armor Anti-Personnel Weapon System.

Hærens caddy

Den suger ni kubikmeter luft, når granaten forlader mundingen med 290 meter i sekundet.

Alle dine sanser får et blæs, og du får et trælår hver eneste gang.

En lårkaka, som svenskerne siger.

Dysekanonen er et rekylsvagt våben, hvilket betyder at din skulder har det fint efter et kaliberskud.

Men prisen er en bagblæst, der kan flå fiberpelsen af en overkonstabel på et splitsekund.

Det er en meget udendørs aktivitet at skyde med dyse.

Og det er ofte et tomandsjob.

Skytten bærer kanonen og producerer hylstrer.

Hjælperen bærer tasken med granater, sigtekikkert, laserafstandsmåler, natsigte og ekstra batterier.

Og han giver skytten moralsk støtte og lange, gode kram i både stående og knælende skydestilling.

Dysehjælperen er kort sagt Hærens svar på en caddy.

En hula fra hoften

De ældste kampsoldater kan fortælle historier.

Om dragonen, der kaldte dysen en bazooka under en skydeperiode og fik en meget personlig briefing om amerikanske lortevåben.

Om overkonstablen, der nappede tre IED-udlæggere på 600 meter med en brisantgranat i Helmandprovinsen og fik ekstra is i Cookhouse.

Og om sergenten, der skød en hurtig hula fra hoften, snittede Kuf-vognen og satte ild til halvdelen af terrænet i Borris.

Han mistede retten til kage og kogte pølser resten af livet.

Men det er interne vandrehistorier.

I den brede offentlighed er dyseskytten en ukendt soldat.

Film og bøger er fulde af sygehjælpere, sergenter, kampvognsfolk, finskytter, piloter, jægersoldater og både gode og røvdårlige officerer.

Dyseskytten er totalt fraværende i populærkulturen.

Skytter og hjælpere har deres egen lille, lukkede kanonklub, hvor de som de eneste ved, om de gamle historier om dysen taler sandt eller ej.

Og de husker for evigt det legendariske smæk fra Dødens Pusterør.

Når målet er opdaget, afstanden er fundet, og dysen er lukket.

Når fænghætten bliver prikket ind, og granaten får en snurretur på 24 riffelgange og suser ud og siger farvel med et drøn.

“Bagblæst fri!”

Eller som svenskerne siger:

“Tillbaka-blåst frit!”

Australske soldater tømmer Carl Gustaf under en øvelse på Hawaii i 2014. Foto: Sgt. Matthew Callahan