Hun er en rullende kummefryser.
Hun sluger fuldvoksne kampsoldater og fragter dem tværs gennem skove, jungler og sandørkner, inden hun centrumvender og melder klar til næste rusketur.
Men hun smider snart rampen for sidste gang.
Forsvaret udskifter det legendariske bæltedyr med et kørende sommerhus, de kalder Piranha 5.
Den sidste M113 lukker lugerne i 2023.
Inden længe vil den sidste kører tænde og slukke for oliefyret og skrive “1-4” i kontrolbogen.
Og for allersidste gang vil en vognkommandør kigge i pakningsbestemmelserne og tænke:
“Signalflag… hvad fanden skal vi med dem?”
Green dragon
Det kan være en voldsom oplevelse at tæske gennem et panserspor for første gang i en M113.
Det gynger, rasler og ryster så meget, at det kilder i mellemkødet og summer i fingrene.
Alligevel er den pansrede mandskabsvogn M113 et af de bedste kørertøjer på en kampplads nogensinde.
Og det har den været siden 1960.
Den første vogn blev bygget i San Jose, USA, og blev drevet frem af en V8 benzinmotor fra Chrysler med lidt over 200 heste.
Den var lavet af aluminium, havde en kampvægt på 9,2 tons, og de amerikanske soldater var skeptiske.
Det virkede helt forkert at køre i krig i et kogekar af letmetal.
Amerikanerne donerede derfor deres nye mandskabsvogn til den sydvietnamesiske hær og fandt samtidig på udtrykket ‘crash test dummies’.
Den 11. juni 1962 blev M113 kørt i stilling for allerførste gang og fik dermed sin ilddåb under Vietnamkrigen.
Den lagde underskoven ned, brølede Viet Cong ud af deres huler, og det tunge maskingevær på toppen tyggede sig igennem dem, der stak af.
Det var vanvid på den gode måde, og sydvietnameserne var vilde med vognen.
Kort efter fik M113 sit første kælenavn; et mytisk navn til et bæst på bælter.
De kaldte den ‘Green Dragon’.
Et ynkeligt dyt
Siden har M113 været infanteriets foretrukne skovtaxa i over 30 krige og konflikter.
Mere end 80.000 gange er en bunke aluminium blevet trykket sammen til en M113, og der er produceret hundredvis af forskellige modeller verden over.
Den med TOW, den med kran, den med mortér og den til kommando med ekstra stor kopholder.
Der er G3’eren i både lang og kort. Og G4’eren, som først blev produceret til børnesoldater og siden fik vokseværk i kabinen, fordi Amnesty fandt det “upassende ud over alle grænser.”
Og så er der selvfølgelig den legendariske pansermaskinkanon med en rækkevidde på 1.500 meter, som lige akkurat kunne vrides rundt i en McDrive i Esbjerg.
Plus/minus et par blomsterkummer.
M113 blev indfaset i Danmark i 1964, og forsvaret har købt næsten 700 siden da.
Men hun er blevet lidt småfed med tiden.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse fortæller uden at blinke, at hun vejer 18 tons.
Tophastigheden er 65, og under hjelmen ligger en 10,6 liters V6 dieselmotor med seks gear frem og to tilbage.
Det er i sandhed en mandskabsvogn, der fortjener et mytisk kælenavn.
Men de danske soldater kaldte den bare ‘Dåsen’.
De så lige igennem panseret og opdagede straks, at hun godt nok er uerstattelig, men hun er også en lille kælling.
Hun har for eksempel verdens mest ynkelige dythorn.
Oliefyret gider ingenting, når det er koldt, men starter af sig selv i juni, og så vil det ikke slukke.
Og ligesom alle andre humørsyge dåser bøjer hun gerne dine ribben, hvis du er uopmærksom.
Men hun er også gavmild, hvis du er forsigtig.
Udstødningen fra oliefyret kan tørre våde handsker på 30 sekunder.
Og brænde dem af på 31.
Hellere død end afsiddet
Men én ting er selve dåsen, noget andet er de væsner, der opholder sig i den.
Køreren og vognkommandøren.
Et besynderligt makkerpar, som krigslitteraturen fuldstændig har overset.
To soldater, der købte løgnen om, at hvis bare de lod sig omskole, ville de aldrig komme på jorden.
‘Hellere død end afsiddet’, har flere af dem tatoveret på lænden.
Vognkommandøren er solbrændt i ansigtet og vinterbleg på benene.
Han har rysteskader i hænder og underarme efter evige byger med det tunge maskingevær.
Han har brandsår lige over støvlekanten, fordi infanteristerne nede i bilen har haft det sjovt med at sætte ild til hans bukser.
Køreren er lidt mere besværlig at beskrive; meget få har set ham tæt på.
Han hader at sove andre steder end på bilen, fordi natperiskopet har ødelagt hans dybtesyn.
Hvis han bevæger sig ud i et BSO, falder han over samtlige baduner.
I øvrigt er han nøgen under kørerdragten.
Besætningens arbejdsmoral beskrives rammende af en tidligere kører, der mindes tiden på kasernen i Holstebro sådan her:
“Det bedste var at spise kage, imens vi kiggede over på kampvognsfolkene, der rent faktisk lavede noget under 1-4.”
Hjul eller bælter
Men det er ikke kun besætningen, der kommer til at savne M113.
Det er meget større end det.
Afløseren, Piranha 5, er et hjulkørertøj, og der findes kun én ting, kampvognsfolk og panserinfanterister er rigtig gode til at råbe i kor:
“Hjulkørertøjer er lårt!”
Det er en slags religion.
Der kunne skrives lange bøger om, hvilken undervogn der skal tilbedes mest.
Men de faglige konklusioner ville udeblive.
Alle ville heppe på deres egen lille dåse; den bedste bongobus i skoven; den smukkeste panserfrau i verden.
Og så er vi lige vidt.
Men succes kan heldigvis ikke bare reduceres til hjul, bælter og religion.
Det er meget større end det.
Nøglen til en perfekt mandskabsvogn ligger i morfar-faktoren.
Det handler om, hvorvidt konstabler kan få en solid formiddagslur under taktisk kørsel, og det er virkelig en svær målgruppe at tilfredsstille.
Men M113 gjorde det.
Der findes soldater i den danske hær, som har sovet hele og halve liv væk i den vogn.
Ældre soldater ved, hvad jeg taler om.
Når rampen bliver hævet, låseklamperne klikker i, og bælterne dakke-dakker derudaf.
Når lydniveauet rammer de magiske 100 decibel, og man ikke længere kan høre, hvad man selv tænker.
Så falder pulsen, øjnene dratter i, hjelmen glider ned i panden, og alting forsvinder.
Det er den bedste søvn nogensinde.
Det er dåsens trumfkort.
Det er her, hun fortæller dig, at Piranha 5 ikke har en chance.
Og så hører du lyden af rampen, der falder, og du er vågen på et sekund, men du aner ikke, hvor du er.
“Sid af højre!”
Billedegalleri
(Fotos fra Forsvaret)
Dåseskjul: “Vi kører hende ud i skoven, hvor hun hører hjemme”
