Endelig blev det maskekrigernes tur


Foto: Kristian V. Brøndum
Læsetid: 4 minutter

I årevis har de ventet på et kemisk angreb.

Bare en lillebitte brise fuld af lugtfri Saringas.

De har håbet på en smitsom dis fra en biologisk bombe.

Bare to kilo fjendtlig fæces i Københavns vandforsyning, please!

De har siddet på stuerne på Skive Kaserne og set ‘Chernobyl’ på Netflix i fuld udrustning og sniffet antigaspudder i lange, desperate baner.

“Vi er født for sent, Larsen.”

“Kæft, det svier, Clausen.”

Gas på dåse

Siden de var små, har de forberedt sig på både pest og kolera og det, der lugter værre.

Hver evig eneste morgen har de tørtrænet nervegas, blistergas, psykogas, de flygtige og de varige, og den lille, harske CS-gas er hostet ud af dåsen, og det’ jo slet ikke nogen gas, men en svævende aerosol.

Det’ fakta!

Ingeniørerne elsker ABC-sangen, og de stopper aldrig, ikke før hele alfabetet er gennemfiltreret og hoppet helt i stykker i den fine, nye dragt ala multicam.

Det er længe siden, de jazzede første vers om og fløjtede:

“C, B, R, N – tag den!”

Ingeniørtropperne i Skive har utrætteligt gjort klar til kamp mod fremtidens A, B og C-våben og samtidig klemt ballerne sammen om fortidens fæle udslip fra sennepsgas, SARS, fosfor og gammastråler.

De har altid været klar til at rense denne verdens flygtige gasser med en duppeklud.

Se Syrien!

I årtier har ingeniørregimentet forsøgt at minde verden om, at verden lugter dårligt, og at ingenting er sikkert uden maske.

“Se Syrien,” sagde de.

Men alle gjorde ingenting.

“Se Irak,” sagde de også.

“Det’ bare gas,” sagde Saddam Hussein.

“Se, et brev fuld af miltbrand!” sagde de, og verden holdt vejret, indtil e-mail blev en ting, og frimærker forsvandt, og alle vendte sig mod ingeniørerne i Skive og sagde:

“Leger I stadig verdenskrig eller hvad?”

Sådan gik der mange år.

De heltemodige maskekrigere omringet af gaspartikler gled langsomt ud af den offentlige bevidsthed og blev til et sært sennepsminde fra en giftig tid.

Vupti omskolet

Men ingeniørerne har stået og gået og holdt fast i masken.

For ved stuetemperatur er både sennepsgas og historiens vingesus flydende.

Det’ fakta!

Kun én enkelt ingeniørsoldat er i tidens løb trådt skævt ud af geleddet og har brokket sig højlydt:

“Kommer der forfanden ikke snart noget, vi skal dekontaminere sådan for alvor?!”

Overkonstabel Hartvig hedder han, og han blev dengang vupti omskolet til hovedvagten og dømt ude af det gode beredskab.

Det var i 2009.

Minkkrigen begynder

11 år efter løber en kollega ned til overkonstabel Hartvig, der sidder bagerst i kantinen, modløs og underernæret.

“Der sker noget i Nordjylland. Det er nu!”

Hartvig er lige blevet færdig med en ansøgning til Station Nord, men nu vågner han.

Minkkrigen er begyndt.

Både personer, udstyr og måske endda køretøjer skal dekontamineres!

Over en million mink skal nedkæmpes som et led i en indsats, der skal inddæmme smitten fra Covid-19.

Det er ligesom pest, bare nu.

“Fucking hurra!” råber Hartvig og løber ud af kantinen og tværs over paradepladsen, hvor Dannebrog knejser smukkere end alle andre velskrevne klicheer, og så banker han en atropinsprøjte i låret, springer på en lastbil og råber:

“Klar! Kør!”

En nysprittet hånd

Det er CBRN- og GEO Kompagniets hidtil største opgave på dansk jord.

Det’ fakta!

Kompagnichefen, Bjarke Beck, råber en peptalk ud på radioen:

“Lad os så få brudt den smittekæde!”

Chefen holder en pause, overvejer sine ord nøje; tænker, taster, taler:

“Det her er det tætteste, vi kommer på en skarp indsættelse,” siger han og glemmer helt at sige slut.

Alle CBRN-specialister på Skive Kaserne ånder lettet op i masken og kører ud af hovedvagten, ud mod nye, giftige sejre på en semi-skarp mission.

Der er endelig brug for maskekrigerne igen.

Lad os give dem en nysprittet hånd.