DR’s korrespondent Philip Khokhar ærgrer sig over, at danske soldater passede på ham i Afghanistan. Det var svært at være kritisk, siger han til fagbladet Journalisten. Forsvaret tager konsekvensen og stopper de guidede ture med korrespondenter
“I finder selv hjem.”
Det bliver svaret fra Forsvaret, næste gang et hold journalister følger efter en deling soldater på patrulje.
“De må selv finde rundt i sandkassen fra nu af,” siger oberst Jens Lønborg, chefen for Forsvarets internationale operationer.
DR’s korrespondent Philip Khokhar boede et år i Afghanistans hovedstad, Kabul, og han retter i dag en skarp kritik af Forsvarets håndtering af journalister.
De par gange, han tog flyveturen fra Kabul til Helmandprovinsen, passede de danske soldater alt for godt på ham.
De viste ham alle de gode steder, gav ham vand og mad og pansrede køreture.
De lod aldrig Philip Khokhar være alene, og de forsøgte hele tiden at holde hans humør oppe ved at fortælle positive historier fra deres hverdag i krig.
Soldaterne holdt Philip Khokhar i live under de hårde ture, der kunne vare helt op til 20 dage.
“Forsvaret har forsøgt at tegne et billede af, at krigen i Afghanistan gik godt. At det gik fremad. Men det gik skidt, og det vidste jeg jo godt,” siger Philip Khokhar til fagbladet Journalisten og tilføjer til Feltspaden:
“Jeg turde bare ikke gå rundt alene.”
Han lod sig derfor embedde, som oversat til dansk betyder: Vatnissejournalistik.
Alene i Taleban-land
Men den slags er slut nu, fortæller oberst Jens Lønborg.
Det er alt for dyrt, alt for besværligt, og journalisterne brokker sig alligevel altid over, at de ikke kan bestemme ruten gennem minelandskabet.
“Vi sørger for fly, telte, mad og de må spørge os om næsten alt – og det er takken!” skriger obersten ned i de røde reglementer, der ligger opslået på skrivebordet foran ham.
“Journalister kan jo ingenting i krig. Vi skal hjælpe dem med alt. Det er som at gå på rypejagt med et fugleskræmsel.”
Obersten læner sig tilbage i kontorstolen og remser et par eksempler op:
Dengang Rasmus Tantholdt stak halen mellem benene og gik i flyverskjul, fordi en PMV-kører slap rampen lidt hurtigt.
Bum, sagde det, og så var Rasmus væk.
Eller dengang Bubber og B.S. ville besøge Camp Price, men efter 147 mails frem og tilbage fandt frem til, at det nok var en dårlig ide.
“De var bange for, at Bubber ville dø af skræk, hvis han så en camel spider,” siger obersten.
Så var der journalisten Karsten Kjær, der sammen med en fotograf gerne ville følge de danske soldater på patrulje i Helmandprovinsen i 2008.
Det måtte de gerne. Men hvis de blev skudt, måtte de selv klare førstehjælpen, indtil soldaterne fik styr på situationen.
Det ville journalisterne ikke. Forsvaret skulle ikke bestemme over dem.
Så de filmede hele deres dokumentar fra lejren over muren og lokkede et par soldater til at slæbe deres kameraer med ud på patrulje.
Sådan blev udsendelsen ‘Danskere i Krig’ til.
“Karsten Kjær ville jo nødigt miste sin kritiske sans,” griner Jens Lønborg.
De gode råd
Fremover bliver der ingen ture med journalister i missionsområderne. De er frie til at rejse, skrive og dø.
Hvis det er det, de vil.
Hvad forventer du, der kommer til at ske?
“Det kan du spørge journalisten Nagieb Khaja om. Han blev taget til fange i Gereshk, og han er endda afghaner,” siger obersten og åbner to flasker rødvin – for dem er der lige blevet råd til.
Baseret på oberst Jens Lønborgs erfaringer, har Feltspaden bedt ham give fire gode råd til nye krigskorrespondenter:
- Lav din research på forhånd. Det hedder bælter. Det hedder kampvogn. Det hedder sløring.
- Lav din egen mad. Spiser du lokalt, skider du grådkvalt.
- Vær fysisk parat. Du skal bære en mikrofon og fire batterier helt selv i 20 dage.
- Husk din kritiske sans og kig dig over skulderen. Vi er der ikke længere.
