Han går i stå.
Der er stadig ild i piben, men han siger ikke et ord. Mit spørgsmål har åbenbart punkteret noget i ham.
For to sekunder siden sad han veltilpas i lænestolen i et hjørne af stuen.
Nu er overskægget styrtet sammen. Munden er lukket.
Han var midt i en hektisk historie om svenske soldater i nød og nedgravede stillinger fyldt med serbere, der skød på de kampvogne, danskerne sad i.
Nu ligner han et menneske, som har mistet lysten til det meste.
Især et interview.
Han havde netop fortalt, hvor fantastisk en kampvogn af typen Leopard 1 er. At den med sine 43 tons kan buldre igennem det meste og æde 90 liter brændstof imens.
Han beskrev mørket over Tuzla, den tæskende lyd af bælter mod asfalt, og hvordan en granat slog asken af hans cigar i 1994.
Men så faldt det uheldige spørgsmål:
Er det dig, der har bygget den hule af hynder?
“Jeg henter lige kaffen,” siger han, da han har genfundet balancen.
Bjerge af papmaché
Lars Møller byder velkommen i gruset foran garagen med et håndtryk, der kan mærkes.
Den pensionerede oberst viser vej ind i sit gule murstenshus i Farum og kalder på schæferhunden, som nogle gange hedder Møffe, andre gange Buller.
Det er lidt forskelligt.
Han peger på en brun sofa uden hynder og beordrer gæsten ned at sidde.
Lars Møller er ikke en mand, man spøger med; man gør, hvad der bliver sagt. Det er, som om der hænger en ukendt, men grufuld straf i luften, hvis man nægter.
Han er heller ikke en mand, der sparer på tobakken. Piben bliver tændt, i samme sekund han sætter sig i lænestolen og placerer de hvide tennissokker på den brune puf.
Hunden lægger sig på gulvtæppet foran pejsen og lukker øjnene.
I et par sekunder er det kun tobaksrøgen, der bevæger sig i stuen.
Så peger Møller med piben.
I hjørnet står et spisebord dækket af et grønt lagen. Der er tydeligvis noget under.
Lars Møller rejser sig op, trækker lagnet af i en hidsig bevægelse og afslører et detaljeret miniaturelandskab, som han har arbejdet på siden 2002.
“Giv agt!” råber han ud over bordet, så hunden vågner med et spjæt.
I vagttårne bygget af æggebakker og ispinde står danske soldater på vagt med fingerbøl som hjelme og barske miner tegnet med tusch.
Plastiktræer står i klynger på bjergskråninger af papmaché.
Forrest i landskabet holder syv minikampvogne med stjernekastere stripset fast til kanonerne.
“Så kan man se, hvornår de skyder,” siger Møller med en stemme, der pludselig er mild.
På en bjergtop bagerst på bordet står en ensom observationspost med et lillebitte svensk flag og et miniskilt, hvor der med sirlige kuglepensbogstaver står ‘Tango 2′.
Lars Møller har bygget et terrænbord over Operation Bøllebank, og nu vil hunden lege med.
“Buller, ned!”
Et liv på flugt
Lars Reinhardt Møller har været chefen mange steder.
I Jydske Dragonregiment, på Hærens Kampskolen og i Danske Division. Han har været stabschef i Polen, Dronning Margrethe har givet ham et Ridderkors, og han har aldrig kunnet holde sin mund.
Hundredvis af gange har han kritiseret Forsvaret indefra og ud i medierne.
Det har han tit fået ros for, men aldrig af sine egne chefer.
På en hvidmalet murstensvæg i stuen hænger lange rækker af våbenskjolde med farverige kompagnimærker og mottoer.
‘Lykken står den kække bi’.
‘Altid beredt, altid klar’.
Og det gamle slagord fra Hærens Kampskole: ‘Mod det uendelige univers!’
Alle soldater får et skjold til væggen, når de kommer hjem fra mission eller forlader et kompagni.
De fleste har tre-fire stykker.
Lars Møller har 41.
Det er synlige beviser på en lang karriere i uniform. Men også 41 tavse vidner om et liv på flugt fra Forsvarets ledelse.
En evig jagt efter det smørhul i systemet, hvorfra der i fred og ro kan tygges drøv på verden, så der kan skrives flere bøger.
Møller har indtil videre skrevet ni.
Om snigskytter i krig, chefer i krig og kvinder i krig. Om at slå ihjel i krig, at sige farvel til krig og så – selvfølgelig – Operation Bøllebank.
Hul i hovedet
Vi lusker gennem stuen, henover gulvtæppet på strømpefødder og ud i køkkenet.
Møller giver sig til at lave kaffe.
Han peger på en brun dør, der står på klem.
“Derinde bliver alle beslutninger på chefniveau taget,” siger han og smiler så bredt, at overskægget vende opad.
Han nikker som tilladelse til at åbne døren.
Væggene i det smalle rum er fyldt med bøger om gamle krige, brune journalmapper, bunker af militære tidsskrifter, og på et skrivebord ved vinduet ligger fire piber på række.
De er ladt.
“Det bliver filterkaffe, sort,” kommer det fra køkkenet.
Han kan godt lide kaffe, Møller, og det skal denundenlynme ikke fortyndes.
Alt andet end sort kaffe er bras.
Caffe latte, cappucino, dem med sukker og den med soya.
“Det er hul i hovedet!” brager han.
Inden længe springer Lars Møller ud som børnebogsforfatter. Der ligger en kopi af det nyfærdige manuskript i en brun mappe på skrivebordet.
Det er en ide, som han har gået med længe, fortæller han, da han kommer hen i døren.
“Krig er noget mærkeligt noget. Det varer så længe, før man anerkender, at det fylder for meget. Men da jeg endelig fik skrevet den her, kunne jeg mærke, at det langsomt gav slip.”
Den nye bog handler om 11-årige Troels, der styrter på cykel og ikke kan finde sine forældre.
De er kørt i sommerhus uden at sige noget, og deres telefoner er løbet tør for strøm. Troels har slået sit knæ og savner et kram.
Resten af bogens 431 sider går med, at Troels er alene hjemme i fire dage, hvor han blandt andet spiser pizza i stuen og hopper i sengen.
Bogen har titlen: ‘Troels slår tiden ihjel – og lever med det’.
Den udkommer 10. december, hvor Lars Møller som det første skal læse højt for fire femteklasser på Kulturværftet i Helsingør.
Det har han modvilligt sagt ja til, selvom det er lige ved siden af Museet for Søfart.
“Lad os gå ind i stuen, mens kaffen løber,” siger han og lukker døren til kontoret.
Cykler i soveposen
Det er lige om lidt, at stilheden slår hul i hyggen. Om et øjeblik kommer det uheldige spørgsmål.
Men først skal Lars Møller sidde veltilpas i lænestolen og som så mange gange før tale om svenskerne i oberservationspost Tango 2.
Han skal fortælle om den granat, der puffede asken af hans cigar, og han skal råbe ad hunden, som tygger i gardinet.
“Møffe, nej!”
Er det dig, der har bygget den hule af hynder?
Det hjælper ikke at pege på den. Møller er allerede kravlet ind i sig selv.
Hans blik hænger dødt i luften, og hunden er frosset i en akavet stilling op ad sofabordet; den tør heller ikke røre sig.
Møller ligner en, der lige har opdaget et frygteligt sted i verden, hvor alt er bovlamt, og intet spiller.
Så rejser han sig op og henter kaffen. Hunden lister tøvende ud i køkkenet til ham.
“Kommer du der, Buller,” siger han derude.
To minutter efter står Møller i stuen igen. Med kopper, termokande og et stramt drag om munden.
Han sætter det hele fra sig på sofabordet og vender sig om mod hulen, som er lavet af plyssede puder, en plaid, to tæpper og alle hynderne fra sofaen.
Så tager han endelig hul på det:
“Jeg plejer jo at sove i en bivuak i haven,” siger han og slår over i en hvisken:
“Men jeg er blevet for gammel.”
Han fryser.
Det er det, der er galt.
Det er ligegyldigt, hvad han gør, eller hvad han pakker sig ind i.
Tæerne er iskolde. Kroppen ryster, og de stride hår i næsen stivner.
“Jeg ligger bare derude og cykler med benene i soveposen, og der sker ikke en disse.”
Han ville egentlig have slået bivuakken op i stuen; teltflagen med det grønne og sorte mønster, som han kender så godt.
Men Møllers hustru bryder sig ikke om pløkker i stuegulvet.
“Man skal vælge sine hynder med omhu,” siger han fjernt.
Kampe, mener du…
Han smiler.
“Jeg henter lige småkagerne.”
