“Han er iskold” – den sande historie om Pingo


forsvarsgalleriet.dk
Læsetid: 4 minutter

PINGO. Han fik kælenavnet i Frømandskorpset, og historien bag navnet har kronprins Frederik staccato-mumlet ud i medierne flere gange.

Her i et interview til DR1 i 2010:

“Der gik hul på min dykkerdragt. Den blev fyldt med vand. Da jeg kom op på kajen. Syntes de andre. At jeg lignede. En pingvin.”

Feltspaden kan i dag fortælle, at kælenavnet Pingo har et helt andet ophav.

Det er samtidig historien om et menneske, der har narret os alle i 50 år.

Pingo af permafrost

“Den kronprins, vi kender fra medierne, er en maske,” siger den tidligere frømand Jumper, der i dag arbejder som livredder i en svømmehal i Ballerup.

“Mennesket kronprins Frederik – den sentimentale familiefar med sunde løbevaner og akavede talegaver – er en fiktiv person. Han findes ikke,” siger Jumper og sætter en alvorlig pegefinger i bordet; punktum.

Ifølge Jumper stammer kælenavnet Pingo fra det naturfænomen, der netop kaldes en pingo; en høj af is, dækket af jord og planter, som findes i områder med permafrost.

Der er græs på toppen, men kernen i en pingo består af ren is.

En pingo i Canada. De kan blive op til 90 meter høje. Kernen består af is.

“Kronprins Frederik er iskold, men han ser blød ud – ligesom en pingo. Derfor fik han det kælenavn,” siger Jumper.

En frygtløs varmedunk

Feltspaden har været i kontakt med flere personer, der tilsammen tegner et billede af et menneske, som lever et dobbeltliv.

En mangeårig, kongelig livvagt beskriver den unge kronprins Frederik som “frygtløs og usandsynligt god til at liste sig ind på folk.”

En kollega på officerskolen har set Kronprinsen kaste en håndgranat 88 meter fra et skyttehul ved Selager Lade.

En klassekammerat fra tiden på Krebs’ Skole på Østerbro i København fortæller, at Kronprinsen stoppede et slagsmål mellem en fuldvoksen rottweiler og en kvapset, brun labradorhund – alene ved at stirre på dem.

Da gik de i fjerde klasse.

Under Expedition Sirius 2000 var det Kronprinsen, der varmede slædehundene om natten. Han stod i 35 minusgrader og krammede dyrene i timevis i undertøj og uldsokker.

“Han frøs aldrig. Han gav aldrig udtryk for smerte. Jeg tror ikke engang, han sov. Han lod bare som om,” siger Michael Bank, der var med på slædeturen.

Han kom fra havbunden

I 1988 deltog kronprins Frederik i militærøvelsen BOLD GROUSE i Esbjerg.

8000 danske og britiske soldater skulle indøve mønstring af 150 mm halvbatteri og kolonnekørsel i myldretid og blæsevejr.

Øvelsen gik godt, ifølge de officielle rapporter. Men sygeplejersken Elisabeth Jakobsen husker de sommerdage for noget helt andet:

“Vi lå i Nordsøen, godt to kilometer fra Esbjerg,” siger hun og lukker øjnene og går i biografen inde i sig selv.

Motoren på fiskekutteren var gået i stå. Elisabeths far stod i bunden af skibet og sparkede løs på en cylinder i maskinrummet og råbte op om oliepriser.

Den 11-årige Elisabeth stod på dækket og så op på mågerne, der kredsede over skibets fangst.

Det blæste pludselig op.

“Dækket forsvandt under mine fødder, og så landede jeg i vandet. Lige ned i et stort net, der lå på siden af skibet. Jeg kæmpede med arme og ben, men til sidst var jeg viklet helt ind i nettet.”

“Så begyndte jeg at synke.”

1988. Kronprins Frederik under øvelsen BOLD GROUSE. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Et øjeblik efter blev Elisabeth Jakobsen grebet i vandet og løftet op.

“Det var, som om han kom fra havbunden. Han rykkede nettet fra hinanden med sine hænder og kravlede op på skibet med mig på armen. Han satte en finger tyssende for munden, inden han sprang tilbage i vandet,” siger Elisabeth og åbner øjnene.

“Så var han væk.”

Hun sidder lidt med hænderne i skødet.

“Der er aldrig nogen, der tror på mig, når jeg fortæller den historie.”

Nøglen til Blekingegade

Året efter – i 1989 – boede kronprins Frederik i en af de røde barakker i Oksbøllejren i forbindelse med sit ophold på løjtnantskolen.

Han boede på værelse fire.

Jesper Hørkram, som dengang var overkonstabel, boede på værelse fem.

“En dag stod døren åben ind til hans værelse, imens han var i bad,” siger Jesper og hælder nervøst en sjat kaffe i sin kop, folde.

“På skrivebordet kunne jeg se en tegning over Daells Varehus og hemmeligt stemplede papirer fra PET. Ved siden af lå en nøgle til en lejlighed i Blekingegade i København. Jeg forstod først sammenhængen, da banden blev anholdt tre uger senere.”

Hvorfor sagde du ikke noget dengang?

“Han er kongesøn. Min far var klejnsmed. Hvad skulle jeg sige? Desuden hang der en idolplakat af Ernst Jünger over sengen. Det skræmte mig helt ad helvede til.”

Det blå øje

I marts måned i år opdagede flere danske medier, at kronprins Frederik havde et blåt øje.

Til åbningen af et besøgscenter hos Food Nation forklarede Kronprinsen, at han snublede, fordi han kiggede på sin telefon, imens han gik på en trappe.

Det korte klip herunder er, ifølge den tidligere frømand Jumper, et af de bedste eksempler på, hvor dygtig Kronprinsen er til at fastholde det charmerende, mediegenerte ry, han har i befolkningen.

“Han er klar over, at han har dummet sig. Det blå mærke skal forklares,” siger Jumper.

“Og se så, hvordan han genert og næsten undskyldende trækker sin telefon frem og kommer med den her forklaring, at han faldt på en trappe. Det er jo verdens ældste, dårlige undskyldning.”

 

 

“Det er en dækhistorie, som ingen stiller spørgsmål til, fordi han er Danmarks kommende konge,” siger Jumper og kigger Feltspadens udsendte lige ind i øjnene – sådan rigtig hårdt – og siger:

“Kronprinsen er aldrig holdt op med at være elitesoldat. Han er en toptrænet, kølig kriger, der laver ting om natten, som magtfulde mennesker hjælper ham med at holde skjult for offentligheden.”

Hvorfor bliver du egentlig kaldt Jumper?

“Jeg faldt ud af en helikopter under en øvelse. Jeg drattede baglæns ud af sidedøren uden faldskærm i 45 meters højde og landede i en baghave i Køge. Jeg overlevede kun, fordi jeg ramte en trampolin.”

En trampolin?

“Ja, og jeg aner ikke, hvordan det lykkedes Pingo at stå på den græsplæne så hurtigt. To minutter efter stak han en hånd ned til mig. Skal vi tage en dukkert i Køge Bugt, Jumper? sagde han og greb en hveps i luften. Det har jeg så heddet siden,” siger Jumper.

“Det var forresten i samme uge, at Pingo fik sin temasang.”

Hvad mener du?

“Alle frømænd får både et kælenavn og en temasang. Jeg ved, at Kronprinsen hører sin hver morgen, når han pumper sig selv op til at spille rollen som en akavet, høflig, sportsglad tronfølger. Det er Foreigner med ‘Cold as ice’.”