I foreningen Velkommen Hjem var der i sidste måned årskonference.
Her diskuterede veteraner, erhvervsfolk og berømte danskere, hvordan evner fra militæret kan bruges til at tjene penge i det civile samfund.
Hella Joof tog ordet og læste to kapitler op fra hendes nye bog ‘Pjæcen om krig’.
I den slår hun fast én gang for alle, at soldater har superkræfter og masser af muligheder udenfor hegnet.
“Bare tanken om en tidligere befalingsmand i en dansk folkeskole får mig til at smile,” sagde filminstruktøren, skuespilleren og forfatteren, der har rekorden i at skifte mening flest gange i Mads og Monopolet.
Men det er ikke bare en tanke, Hella.
Befalingsmanden i folkeskolen findes.
Han er tidligere næstkommanderende i en infanterigruppe i Irak, gruppefører i Helmandprovinsen og idrætsbefalingsmand for 120 værnepligtige i Oksbøllejren.
Blandt soldater hedder han Knogle.
På Mølholm Skole i Fredericia hedder han bare Klaus.
Klaus Korsholm.
En kampvogn af ler
Feltspaden møder den tidligere oversergent i et lokale fyldt med pap, farveblyanter og små borde på række.
Der er billedkunst på skemaet, og de 29 elever får til opgave at pølse en kampvogn op i ler.
Det går hurtigt galt.
“Røgsugeren skal sidde en tredjedel fra blenderingen, Sofie!” råber han ned i hovedet på den 10-årige pige.
Klaus Korsholm smækker pegepinden ind på tavlen; midt på et stort billede af en Leopard 1A5.
“Den sidder der, Sofie. Der!”
Bål og bivuakker
Skoleleder, Bjarke Aagaard, har i flere år været træt af den langhårede og meget forstående tilgang til indlæring, der kommer ud af lærerseminariet.
Han søgte derfor en underviser med forstand på faste rammer og en taktfast tilgang til det at lære børn noget.
Skolelederen rettede sin opmærksomhed mod Hæren, fordi han ligesom Hella Joof mener, at befalingsmænd er det perfekte valg som undervisere i folkeskolen.
Især i de små klasser.
“Det har løftet elevernes trivsel markant,” siger Bjarke Aagaard på sit kontor og sætter en finger på persiennen, så han kan se det lille stykke skov bag skolen.
Klaus Korsholm okser rundt derude med et stort bundt grene, der om lidt skal bruges til bål og bivuakker.
Kim Jong-un trykker på knappen
Hjemkundskab skal altid foregå udenfor, mener Klaus.
Om så det hagler og sner.
Eleverne bliver trænet i at finde spiselige svampe, filtrere mosevand, pakke en rygsæk, flå en hjort og stå på vagt.
Alt, hvad der hører et rigtigt hushold til.
“Når Kim Jong-un trykker på knappen, vil mine elever kunne overleve uden strøm, vand og mor og far,” siger Klaus og vender sig rundt, da en af eleverne er løbet ind i et birketræ.
Drengen ligger på ryggen i en blå flyverdragt og græder.
Klaus Korsholm bliver stående.
Han trøster aldrig børnene, hvis de falder.
“De kan ligeså godt lære, at smerte er en tilstand, der forlader kroppen,” siger han og skruer låget af sit termokrus.
En pige i gummistøvler og zebrastribet regnjakke hiver i Klaus’ fleecetrøje.
Hun ryster.
Næsen løber.
“Jeg fryser,” hvisker hun.
“Det har du ikke fået tilladelse til,” hoster Klaus og peger op på et primitiv skur, de kalder Hovedvagten.
Den er bygget af rafter og sandsække henover tagryggen på skolebiblioteket.
“Du har vagten, Ida. Afsted!”
Ida tøffer ned mod rebstigen op til vagtposten og snupper et liggeunderlag med under armen.
Da hun kommer op på taget, folder hun liggeunderlaget to gange og stiller sig på det.
Det har Klaus lært hende.
Det isolerer og holder fusserne varme.
Så tager hun kikkerten op for øjnene og spejder efter terrorister på bibliotekets parkeringsplads.
Traumer i hjernen
Hele skolen fungerer bedre, og eleverne er langt mere effektive i timerne, fortæller skoleleder Bjarke Aagaard.
Han fisker en lille bog op fra en skuffe i skrivebordet foran ham.
Det er den sorte bog til dem, der er for silde mødt.
Den har været blank, siden Klaus Korsholm blev ansat.
Sygefraværet er samtidig faldet, og mobning er stort set udryddet.
“Ingen tør mobbe længere. Hvis Korsholm finder ud af det, råber han et traume ind i hjernen på dem,” griner skolelederen.
Kun en enkelt gang har Klaus Korsholm skabt problemer.
Fredagen før efterårsferien tilbageholdt han hele klassen i to timer, fordi Sebastians idrætstøj var væk.
Ingen måtte forlade skolen, før det tøj var fundet.
Det var Sebastians mor, der fandt det.
Hun ringede til skolen og fortalte, at tasken lå derhjemme på en kommode ude i baggangen.
Sebastian havde glemt det om morgenen.
Klaus Korsholm tvang Sebastian til at skrive ‘styr på stumperne’ 1000 gange på tavlen.
Bagefter blev hele klassen instrueret i at buhe ham ud af lokalet og kalde ham “dræn” i en uge.
“Der kom et par klager fra forældrene, og nogle af dem har siden taget deres børn ud af skolen,” siger Bjarke Aagaard og drejer rundt på kontorstolen.
Han smiler.
“Vi betragter det som collateral damage.”
Skolelederen peger på et kompagni-skjold, der hænger på væggen ved siden af våbenskabet på skolekontoret.
Træskjoldet er på størrelse med en stor hånd.
Det håndmalede kompagnimærke forestiller en sabel og et gevær, der krydser hinanden, og nedenunder træder en silhuet af en pansret mandskabsvogn frem.
Det er fra skolelederens tid som kaptajn i Jydske Dragonregiment.
Dengang han blev kaldt Torso.
Han ser op.
“Vi har planlagt det her længe.”
