Hvis ildkampe blev dækket af sportsjournalister


De danske drenge overlevede Talibans bagholdsperle, da gæsterne søndag aften vandt 7-1 i Helmandprovinsen.

Taliban havde det svært med danskernes høje pres, men hjemmeholdet viste høj moral og kæmpede til det sidste.

Selvom det var danskernes 21. sejr på stribe, er holdet stadig bagud på point, hvilket holdkaptajn Allan “Uglen” Jespersen var dybt utilfreds med efter kampen:

“De er mange flere end os, mand! Det er så pissesvært at se forskel på tilskuere og talibanere derude, og jeg er ret sikker på, at det tit er de samme mennesker.”

Finskytten missede

Danskerne begyndte kampen bedst.

Efter tre minutter var finskytten Kasper “Fiber” Hansen meget tæt på at bringe gæsterne foran med et headshot, som desværre strøg forbi.

Taliban lod sig dog ikke kue.

De bragte sig foran efter ti minutter med en velplaceret RPG i motoren på en PMV, som satte køreren og vognkommandøren ud af spillet.

Herefter tog danskerne initiativet uden dog at skabe de helt store chancer.

De havde svært ved at åbne det kompakte Taliban-hold, som i lange perioder holdt sig i defensiven, hvilket fik flere tilskuere til at forlade området i frustration over det kedelige spil.

Klumpspil fælder fire

Taliban bed sporadisk fra sig på kontra med et par langskud her og der, men det var danskerne, der havde overtaget.

Kort efter fik dyseskytten Martin Costella udlignet Talibans føring med et brag af et skud, der straffede Taliban for deres klumpspil ved at fælde fire mand og skade en enkelt.

Efter en times spil sad danskerne på føringen.

Johan Halse brød igennem i højre side og fandt en perfekt stilling til sit maskingevær.

Mikael “Humle” Lallesgaard tog én for holdet og tacklede tre talibanere med en håndgranat og en totenschlæger.

Dermed var opgøret vendt på hovedet.

Fordi vi har fly

Taliban forsøgte sig i den efterfølgende fase at koordinere deres angreb, men det druknede i et pinligt skænderi midt i målområdet.

Som kampen skred frem, trak Taliban sig længere tilbage, og det gav danskerne mulighed for at indskifte fly, som lukkede kampen med et drøn og knuste talibans sidste forsvar.

Efter kampen fangede vi finskytten Kasper “Fiber” Hansen i skyggen bag en PMV:

I kæmpede hårdt derude. Hvorfor tror du, I vandt?

“Fordi vi har fly. Og artilleri. Men mest, fordi vi har fly.”

Hvordan har du det nu?

“Jeg skal skide helt vildt.”

Du missede i begyndelsen af kampen, hvorfor gjorde du det?

“Nu tror jeg bare, vi skal se fremad, men selvfølgelig er jeg skideærgerlig over, at jeg smed det skud.”

Hvordan skal dagens sejr fejres?

“Planen er at køre ud i ørkenen og så bare vente, indtil chefen finder ud af, hvad planen er.”

 Kan jeg få et citat, som jeg senere må tage ud af kontekst på min blog?

“Snublefisse.”