Specialstyrker

Hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste håndplukker hackere til cyberlandsholdet

Læsetid: 3 minutter

 

Truslen fra hackere, der kan inficere eller ødelægge danske it-systemer, er høj og konstant.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) bliver dagligt bombarderet af hackere, der via snydekoder bryder digitalt ind i mails, operationsplaner og bestiller pizzaer på chefernes regning.

I tirsdags blev kaffemaskinen hacket, så den kun kunne lave cappuccino. For otte dage siden mistede Lars Findsen – selveste chefen i FE – hele sit facebook-feed, så der nu kun er reklamer for Djøfbladet og Candy Crush tilbage.

Problemerne har været apokalyptiske i FE.

Derfor forsøger efterretningsstjenesten nu at gøre fjender til venner. De vil opbygge et cyberlandshold med ti af Danmarks dygtigste hackere.

“Danmark bliver konstant udsat for cyberangreb. Der er brug for, at Danmark kan håndtere de angreb – og derfor støtter FE op om, at unge talenter kan udvikle deres it-evner,” skriver FE i en krypteret mail.

Baconchips og grænsebom

I slutningen af marts lagde FE en kode op på sin hjemmeside. Hvis den blev knækket, udløste det yderligere 22 opgaver.

Hvis de blev løst, blev man ringet op af en hemmelig agent, der under dække af at være en svensk rigmand tilbød 100.000 kroner for at få Kongehusets hjemmeside lagt ned i 48 timer.

Opgaven var bestået, hvis man sagde pænt nej tak, men skrev telefonnummeret ned.

201 personer løste alle opgaver og gik videre til finalen.

I finalen handlede det om at multitaske. Deltagerne skulle på seks minutter ændre baggrundsfarven på FEs hjemmeside fra ligegyldig grå til dansabel lilla, få grænsebommen i Sønderjylland til at vinke på kommando, købe 19 billetter til en udsolgt Thomas Helmig koncert og hacke sig ind i alle Kvicklys flaskeautomater og ændre panten på en dåseøl til 411 kroner.

Desuden skulle to liter Pepsi og fire poser baconchips spises, inden tiden var gået.

Snuppe onde penge

Efter finalen var der 51 deltagere tilbage. Men kort efter var feltet nede på 50.

Den 21-årige Olivia Dos Roffenholm valgte at trække sig, fordi hun hader Pepsi og i øvrigt “allerede har en aftale med russerne,” som hun formulerede det, inden hun stjal en håndfuld FE-kuglepenne og sprang på en budcykel.

De resterende deltagere går nu videre til en bootcamp, hvor de skal dyste om de ti pladser på cyberlandsholdet.

“Med et cyberlandshold viser vi, at hacking ikke kun er en russisk spion, der har fået adgang til mit Facebook-feed,” siger chef-FE Lars Findsen og holder en vigtig pegefinger ud i luften, der er helt tæt af wifi.

“Hacking kan også gøre godt. Tænde lys, hvor der før var mørkt. Snuppe onde menneskers penge og give dem til de gode. Sådan noget. Det er også hacking. Det skal man lige vende sig til.”

Hvem er de onde?

“Det bestemmer vi. Og vi begynder med dem, der ikke kan lide Pepsi.”

 

 

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Født i 1976 i Jelling. Blev udsendt til Helmandprovinsen i 2012 som delingsfører for 35 afghanske soldater i Camp Shorabak. Det var hans første og eneste udsendelse. Han taler aldrig om det.

Indtil sin opsigelse underviste han på Kampskolen i aftrækkerteknik med middelmådig succes.

Kaptajn Pjevs bor i dag i Køge, hvor han sælger støvler, høreværn og barduner fra en ladcykel bag stationen.

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Feltspaden på Instagram

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.