Værnsfælles

“Jeg er militar. Jeg spiser kun feltrationer”

Læsetid: 3 minutter

Jeg har altid godt kunnet lide hjemmelavet mad.

Da jeg var lille, elskede jeg, når min mor fik hele huset til at lugte af brasede kartofler, chili con carne eller frikadeller.

Men da jeg var 21, holdt jeg op med at spise hjemmelavet mad.

Jeg så dokumentaren ‘Hunting the Nightmare Bacteria’, og jeg blev klar over, at der var lidt mere end boller i karry.

De benløse fugle havde andre ting at gå på, so to speak.

I årevis havde jeg spist råvarer fragtet i lastbiler fra alle verdenshjørner, bragt hjem i cykelkurv og hakket sammen i et hjem med tre børn, en hund og et akvarie fuld af alger.

Den hjemmelavede mad var fyldt med bakterier, vira og mikroskopiske monstre.

Og så stoppede jeg, simpelthen.

Cheese Spread

Den ene dag stod jeg i mit køkken og hakkede løg, svitsede grønsager, kogte ris og stegte bøffer.

Den næste dag købte jeg en pose Mince Beef Hotpot på Grejfreak.dk.

Siden har jeg kun spist feltrationer.

Min favorit er den amerikanske MRE. Den, der hedder ‘Meatballs in Marinara Sauce’.

Der er også ‘Cheddar Cheese Spread’ i den feltration.

Det er super lækkert.

Mangler vitaminer

Jeg spiser kun mad, der er tilberedt i et sterilt laboratorium, allerhelst frysetørret og pakket vakuum.

Ud over, at det er langt mere hygiejnisk og rent, er der også andre fordele:

Det er nemt og hurtigt. Det kræver kun en lille smule vand, og så er der serveret.

For det andet kan jeg se bag på posen, præcis hvor mange kalorier jeg indtager på et måltid.

Uden rigtig sovs

Mange siger, at jeg kommer til at mangle vitaminer på lidt længere sigt.

Andre synes, det lyder røvsygt med et liv uden stegt flæsk med persillesovs lavet fra bunden.

Det møder jeg tit, og det er okay. Jeg er ikke ude på at omvende nogen.

Men der er alligevel én ting, jeg gerne vil præcisere:

Der findes militarer som mig, og så findes der miliganere.

Militarer spiser kun feltrationer, men fra hele verden, og vi drikker Monster og kulsort kaffe.

Miliganere spiser kun danske feltrationer, men kun hvis de ikke er testet på dyr.

Der findes faktisk også lakto-militarer.

De spiser alle slags feltrationer – undtagen dem med Cheddar Cheese Spread.

Men det bestemmer de selvfølgelig selv.

 

Camilla Lyne Brorsen, 27, lige nu bosat i skovene omkring Vejle Ådal. 

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Født i 1976 i Jelling. Blev udsendt til Helmandprovinsen i 2012 som delingsfører for 35 afghanske soldater i Camp Shorabak. Det var hans første og eneste udsendelse. Han taler aldrig om det.

Indtil sin opsigelse underviste han på Kampskolen i aftrækkerteknik med middelmådig succes.

Kaptajn Pjevs bor i dag i Køge, hvor han sælger støvler, høreværn og barduner fra en ladcykel bag stationen.

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Feltspaden på Instagram

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.