“Jeg kan åbne de fleste syltetøjsglas, og jeg har selv malet min våbenkælder”


Læsetid: 2 minutter

Jeg søger en kortklippet blondine med blågrønne øjne.

Hun skal helst være jyde, men så længe hun ikke har været i Livgarden, går det nok.

Jeg søger en fornuftig pige, der laver en mellemstærk chili con carne, og som ikke synes Hella Joof er Danmarks sjoveste menneske.

I øvrigt ser jeg helst, at hun kan bakke med en trailer.

Og at hun ikke er påståelig.

Jeg siger nej tak, hvis hun har kat, er bibliotekar eller mangler en kind.

Lidt om mig

Jeg bor for mig selv på et nedlagt landbrug syd for Køge.

Jeg kan åbne de fleste syltetøjsglas, og jeg har selv malet min våbenkælder.

Jeg er daglig leder af en privat skov på Stevns, hvor jeg fælder træer, dyrker krydderurter og tjener sorte penge på at sælge juletræer.

For syv år siden forlod jeg Hæren, og jeg er i dag omgivet af mennesker, der hverken kan komme til tiden eller løfte en kasse øl – om så deres liv afhang af det.

Jeg søger derfor en kvinde, der kender klokken, og som selv kan løfte de øl, hun har tænkt sig at drikke.

Jeg har været single i syv år, så jeg er nok lidt rusten, men jeg har lige set fire afsnit af ‘Girls’, så jeg ved nogenlunde, hvad kvinder gerne vil have.

Desuden er jeg frivillig brandmand.

Jeg tænker, før jeg taler, ryger før jeg spiser, og skider før jeg løber.

Jeg har intet imod, at min kommende kæreste er vegetar, så længe hun finder sig i, at jeg spiser ko mindst fire dage om ugen, og at jeg i øvrigt mener, at det alligevel er for sent at redde kloden.

Den kommer til at brænde op, uanset hvilke grøntsager jeg spiser.

Jeg håber, jeg finder en rigtig sød kæreste i programmet, men ellers tager jeg det som en oplevelse.

 

Simon “Knogle” Kastrup Larsen, 37 år, skovfoged