Jordskælv i Jylland: Lastbil fra Hjemmeværnet væltet


Læsetid: 1 minut

Midt- og Vestjylland blev her til formiddag ramt af et jordskælv.

Jordskælvet blev målt til 3,4 på richter-skalaen.

Omkring klokken 11 lød der en dyb eksplosionsagtig rumlen, og rystelserne kunne mærkes helt til Lemvig.

Epicenteret kan spores til en rundkørsel syd for Skive. Her sprang forhjulet på en lastbil fra Hjemmeværnet, hvilket fik bilen til at vælte.

100.000 liter kaffe og 2 millioner pølsehorn hamrede ned i jorden og fik asfalten til at revne i alle retninger.

Det er kun mågerne, der tør nærme sig krateret, som stinker af dej og sur filterkaffe.

Ingen kom til skade

Ifølge presseofficer i Hjemmeværnet Mik “Lillebror” Danielsen var lastbilen på vej til Antvorskov.

Her bliver der i denne weekend afholdt ‘Feltøvelse 2018’.

1000 hjemmeværnsfolk fra hele Sjælland, Bornholm, Lolland og Falster er samlet for at fylde sandsække, skyde med løs og træne kommandoråb under angreb af fjendtlig parallelparkering.

Det bliver man både sulten og tørstig af.

På anmodning fra Brigadegeneral Jette Albinus blev der derfor i formiddags beordret forsyninger fra Jylland.

Men de ligger nu i en rundkørsel syd for Skive og damper.

“Vi beklager,” siger Mik “Lillebror” Danielsen.

Ingen er kommet til skade under jordskælvet, og Hjemmeværnet oplyser, at de nok skal rydde op i løbet af eftermiddagen.

No Comment

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *