AK47 er mere end et våben.
Det er et ikon, som har trykket kolben godt og grundigt ned i verdenskortet.
Stormgeværet med bananmagasinet er ifølge halvpålidelige kilder ligeså berømt som Coca Cola.
Og FN’s kugleramme siger, at der findes langt over 100 millioner eksemplarer af Avtomat Kalasjnikova.
Den er husket og hyldet for sin evne til at tåle mudder, vand, sand og børnesoldater, der hader vedligeholdelse.
Men den fortjener mest af alt en medalje for at bære over med alle de idioter, der i en menneskealder har haft grabberne om pistolgrebet.
Utrænede ørkenkrigere
Den kan fortælle historier om lugten af Osama Bin Ladens fedtede kjortel.
Om følelsen af Saddam Husseins kødfyldte kind.
Den er blevet slæbt gennem ørkenstater, misbrugt af mujahidinere og man-handled af Ugandas superskurk Joseph Kony.
Den pryder flaget for den islamiske terrorgruppe Hizbollah, den Iranske Republikanske Garde og det afrikanske land Mozambique.
AK47 ved, hvornår et ladegreb bliver til et overgreb, og den har stadig ondt i kolben.
Den er det foretrukne skydevåben blandt terrorister, guerillastyrker, bander og utrænede ørkenkrigere med tvivlsom våbenbetjening.
Selv skaberne af Counter Strike har taget højde for virkeligheden. Her kan du kun få en AK, hvis du holder med terroristerne.
På et tidspunkt forsøgte Sylvester Stallone at skabe lidt vestlig balance.
Han smadrede hele den nordvietnamesiske hær med en Kalasjnikov i ’85.
Men han skød kun med løs.
Det’ så useriøst, Rambo.
Dum som en sandkage
Den er 87 centimeter lang, spytter 600 skud i minuttet, og den 4,3 kilo tunge rebelriffel kan betjenes af en halvblind 13-årig uden pegefingre.
Og det bliver den.
Klip til filmen Jackie Brown, hvor Samuel L. Jackson med flettet fipskæg giver en peptalk:
“AK47. The very best there is. When you absolutely positively got to kill every motherfucker in the room, accept no substitutes.”
Eller som Al-Qaeda siger det:
“Spray and pray.”
Og i øvrigt saver mange kolben af deres AK i Mellemøsten.
4,3 kilo er åbenbart for meget at slæbe rundt på, hvis man er dum som en sandkage og langsom i sandaler.
Et ret godt heltekvad
Den første AK47 blev skabt af en kampvognskommunist lige efter Anden Verdenskrig.
Du kender historien.
Nogle siger, Mikhail Kalasjnikov fik hjælp til designet.
Andre siger, at han fik rigtig meget hjælp.
Men historien om en krigsveteran, en selvlært våbensmed, der i en ræverød kælder på egen hånd biksede det bedste fra det tyske Sturmgewehr 44 sammen med det næstbedste fra den amerikanske M1 Garand, er et ret godt heltekvad.
Den er købt, Mikhail.
AK47 blev Sovjetunionens officielle riffel i 1951.
Siden da har den krydset en grænse flere gange, end oberst Lars Møller har fortalt om Operation Bøllebank.
I dag findes der mere end 200 forskellige skydevåben, som alle har AK47 som stamfader.
Den er listet i Guinness Rekordbog som det mest almindelige våben på planeten.
Og den bliver produceret i over 30 lande, fordi Hr. Kalasjnikov var en rigtig kommunist og aldrig tog patent på sin riffel.
Den røg i fælleskassen; Sovjetunionen.
En langskægget idiot
AK47 blev skabt til at forsvare staten mod fjender, men i dag bliver den næsten udelukkende brugt af fjender af staten.
Det er en blodig verdenssucces, der ofte popper op i nyhederne, og det er altid, altid, altid en langskægget idiot, der står og holder den.
Det havde Mikhail Kalasjnikov selv svært ved at sluge:
“Jeg er stolt af min opfindelse. Men jeg er ked af, at den også bruges af terrorister. Og jeg ville da hellere have opfundet for eksempel en plæneklipper,” sagde han i 2003 under et bønnemøde i byen Ukusk.
Det gamle Sovjetgevær er langt mere hårdfør end den amerikanske M16, som er en fucking lille følsom prinsesse, når det kommer til støv.
Hvis du halvvejs på patruljen opdager, at du har glemt at lukke støvdækslet, så glem det.
“Funkfejl!”
Og imens du knælende sidder i sandet og bakser med dit plastikvåben, kommer du i tanke om en vigtig detalje:
Det var os, der gav dem den riffel.
Os, vi – som i Vesten.
Det var os selv, der sørgede for, at AK47 kom i hænderne på de fleste af Vestens rivaler.
Efter Den Kolde Krig solgte Sovjetunionen sammen med USA flere millioner til Den Tredje Verden.
I 80’erne donerede CIA 400.000 Kalasjnikov-rifler til dem, der siden blev kendt som mujahedinere.
Og da rebellerne, frihedskæmperne, terroristerne og resten af slænget opdagede, hvad en Kalasjnikov er i stand til, ville de have flere.
Mange flere.
Som den ene talibaner sagde til den anden:
“Allahu Akbar den er go!”
Eller som citatmaskinen og Englands tidligere premiereminister Winston S. Churchill sagde med en røgring:
“The greatest lesson in life is to know that even fools are right sometimes.”
