Kampsoldater rydder Christiania for alvor


Læsetid: 4 minutter

Jeg vil forsøge at skrive så roligt som muligt.

Når jeg løfter øjnene, ser jeg bæltekøretøjer vride asfalt op. Jeg hører brølende mænd og smældende ladegreb.

Det giver ekko helt ned til Nemoland, som står i flammer.

Jeg har søgt tilflugt i rygerummet på Cafe Abegrotten. Gnisterne falder tæt udenfor vinduerne.

Jeg skriver dette med rystende hånd og sydende hoved på fire stykker jointpapir.

Et tungt knæ i ryggen

Klokken halv fire i nat fik jeg beskeden, og jeg styrtede ud på gaden.

Folk samlede sig udenfor husene og stod med tomme ansigter vendt mod himlen, der var tyk af røg.

Ved Vor Frelsers Kirke faldt gløderne som regn.

Jeg trængte gennem mængden af mennesker ved Bådsmandsstræde.

En kvinde græd.

En mand rystede aske ud af sine dreadlocks.

Andre var i færd med at rive brosten op fra fortovet.

Jeg pressede mig igennem plankeværket ind til Christiania og blev overfaldet med det samme.

Et tungt knæ i ryggen holdt mig i græsset.

“Du er vist gået forkert!” brølede en stemme, som jeg genkendte straks.

Seniorsergent Ellegaard!

Han tilbød en hånd, trak mig på fødderne og slog støv af min jakke.

Det var en slags undskyldning.

“Kaptajn Pjevs! Der var du jo,” sagde han med et træt smil.

Nemoland i flammer

De var buldret ind på Christiania en time tidligere.

Tre kampvogne, otte pansrede mandskabsvogne og 150 kampsoldater fra Slagelse, Holstebro, Aalborg og København.

Operation Ild i Piben var sat iværk, fortalte seniorsergent Ellegaard og førte mig gennem Fristadens stisystemer.

Overalt så jeg kampsoldater fylde sandsække, bygge vagttårne, bakke biler i stilling og vælte træer for at få frit skud.

Vi standsede på Mælkevejen og kiggede ind mod den store, åbne plads ved Pusher Street.

Varmen slog os i ansigtet med det samme.

Små ildkugler føg langs fliserne, der var sorte af sod. Den uendelige knitren lød som geværsalver.

Brænder i det hele af?

“Nej, kun det, der faldt sammen, da vi kørte ind,” sagde Ellegaard og trak mig hurtigt i dækning bag en container.

Et tårngevær åbnede op med en fræsende lyd.

En mand skreg i panik et sted.

Hvem skyder I på?!

“Ikke nogen. Vi gør bare plads til en helipad nede ved det der velfærdstelt.”

Nemoland?

Ellegaard trak på skuldrene.

Sammen så vi musikscenen styrte i grus og bag den, mellem flammerne, kom en Leopard 2A5 til syne.

Lugen blev åbnet, og en tommelfinger vendte opad.

En langskægget mand med bøllehat og solbriller kom løbende gennem en hæk for at redde et eller andet.

Det var en tung kasse med færdigrullede joints og to LP’er med C.V. Jørgensen.

“Voldspsykopater,” vrissede han på tilbagevejen.

Ellegaard så på mig og lagde en hånd på sit bryst.

“De savner allerede politiet, kan du mærke det?”

Spul dem væk

Jeg søgte tilflugt på Cafe Abegrotten. Her sidder jeg nu.

Den er omdannet til kommandocentral.

Herfra har kaptajn Høeberg kontakt til de 12 bemandede vagtposter, alle bilerne og spejderne ude i byen.

Vagtplanen er lagt. Alle andre er på fem minutters beredskab.

“Vi mødte meget lidt modstand, da vi ankom,” siger Høeberg og viser på kortet, hvor en gruppe morgentrætte mænd og kvinder med rødsprængte øjne forsøgte at stoppe soldaterne, Den Grå Hal.

“Små brosten har en ringe effekt på en kampvogn,” siger han og gryntegriner.

Så skratter radioen:

“65, her er 25-Oscar. Vi har indsigt på ti-tolv mand ved volden ud mod Kaninøen. Bevæbnet med brosten, 150 meter fra Sangar 8, skift.”

“25-Oscar, her er 65. Kommer de tættere på, så spul dem væk, slut.”

Han kradser sig i fuldskægget og besvarer spørgsmålet, før det er stillet:

“Vi har en vandkanon. Vi spuler dem bare ned ad volden. Det gør kun lidt ondt,” siger han og giver tegn til to gigantiske overkonstabler, der står med albuerne i baren og sutter på hver deres Monster.

De griber mig under armene, trækker mig baglæns ind i rygerummet og sætter mig hårdt på en stol.

Snafu Street

“Du skal skrive om den her operation,” siger den ene.

Jeg har ikke noget papir… 

“Brug det her,” siger den anden og giver mig fire stykker jointpapir og en flækket blyant.

De stiller sig bag mig med deres tatoverede arme over kors.

Med bittesmå bogstaver begynder jeg:

‘Jeg har søgt tilflugt i rygerummet på Cafe Abegrotten. Gnisterne falder tæt udenfor vinduerne. Jeg skriver dette med rystende hånd og sydende hoved på fire stykker jointpapir.’

“Hvem fanden tror du, du er – Herman Bang?” råber den ene og kalder på kaptajn Høeberg.

“Han gør det forkert med vilje!” siger den anden og stikker mig en familieflad.

Kaptajn Høeberg træder ind i rygerummet, tænder en cigar og sætter sig ned overfor mig.

Øjnene er mørke. Baretten sidder knivskarpt.

Han siger, at jeg skal skrive, hvad han siger:

Kære venner

Loven er lige for alle, siger politikerne, men det passer jo ikke. 

På Christiania er cannabis år efter år blevet købt og solgt uden nævneværdige konsekvenser. 

Politiet har ryddet Pusher Street så mange gange, at ordet ‘ryddet’ ikke længere betyder noget.

Cannabis er i praksis lovligt her. Det ved alle.

Det er ikke alene flabet overfor dem, der gerne vil ryge og sælge andre steder i Danmark, men det er også en invitation til os.

Vi er her for at benytte os af muligheden for at sælge ulovlige ting i fuld offentlighed. 

Vi forventer at blive mødt af politibetjente, som kun lejlighedsvis går efter købere og måske vælter en bod eller to hvert halve år. 

Præcis som christianitterne har oplevet det, ligeså længe nogen kan huske.

Vi forventer at købe området for en slik om 20-30 år.

Indtil da bor vi gratis.

Sådan er reglerne åbenbart her. 

Vi omdøber hermed Pusher Street til Snafu Street og genåbner Bådsmandsstræde Kaserne.

Vi har kun tre regler:

1. Ha’ det rart

2. Lad være med at løbe – det skaber panik

3. Ingen foto – lyssky køb og salg af dynamit, miner og momsfri Monster er stadig ulovligt