Danmark bør sætte Forsvaret ind i kampen om fred i Vestjylland.
Det foreslog folketingskandidaten Torbjørn Fristed fra Dansk Folkeparti i Sydjyllands Storkreds i morges.
Efter flere voldsomme episoder relateret til bandekonflikten i Esbjerg, skal der deles tryghed ud i vildskab, mener han:
“Det er vidtrækkende, at Forsvaret skal sættes ind. Men det er også gakket, at folk bliver skudt i danske gader. Vi må indføre demokratiske spilleregler i Esbjerg igen,” sagde han til JydskeVestkysten.
Henover formiddagen nåede forslaget til København, og så gik det stærkt.
Forsvarschef Bjørn Bisserup greb den store radio og kaldte op til alle de kaserner, han kunne huske:
“9-0, her er Bisse, sid op!”
Statsministeren erklærede Esbjerg i undtagelsestilstand og skrev en note til sit embedsværk:
“Vi går udenom FN. Det har vi gjort før.”
ESAF Hold 1 var dermed en realitet; Esbjerg Security Assistance Force.
Camp Surprice
750 kampsoldater er derfor på vej til Esbjerg, hvor seks måneders skarp mission venter forude.
Formålet med missionen er at bekæmpe al bandekriminalitet og forhindre, at Esbjerg bliver et fristed for terrorister og lømler med fuldskæg af anden etisk herkomst.
De danske soldater kommer til at bo i en lejr på havnen, ikke langt fra værtshuset Revl og Krat.
Camp Surprice, hedder lejren.
Herfra vil soldaterne gå fodpatruljer i de konfliktplagede områder i Esbjerg by, hvor de vil udbrede kendskabet til demokrati og danske kerneværdier som kolde Monster, Grundtvig og kummefrysere.
I den rækkefølge.
Der vil samtidig blive ansat civile fra lokalområdet. De skal gøre rent i lejren, sætte telte op, lave mad, spule lokummer og fylde diesel på varm-40.
Forsvarets ledelse har besluttet ikke at bruge tolke på denne mission.
“De plager altid om at komme med os hjem. Det orker vi ikke. Vi klarer os med fagter og skoleengelsk,” siger forsvarschef Bjørn Bisserup.
Lyden af ladegreb
Alle soldater har fået udleveret en lille, lamineret guide til kulturen i Esbjerg, så de ved, at man på de kanter hilser på hinanden ved at banke hovederne sammen, pande mod pande, og råbe:
“Din kutter holder med lys på!”
Det skulle gerne spare soldaterne for de værste misforståelser.
Der bliver oprettet ni checkpoints i byen, hvor biler bliver undersøgt med vanlig bitter mine, og hvor soldaterne har hjemmel til at uddele familielussinger, hvis nogen nægter at åbne handskerummet.
Soldaterne har desuden fået besked på at nedkæmpe alle personbiler, der laver hjulspind efter klokken 22.
“Vi kan ligeså godt få udryddet de tåber, når nu soldaterne alligevel er der,” siger Torbjørn Fristed fra Dansk Folkeparti, som slet ikke kan få armene ned.
Han er lige ved at få overbalance.
“Det vil forhåbentlig betyde, at banderne stikker piben ind, og der igen kommer ro i Esbjerg,” siger folketingskandidaten og begynder at hyperventilere.
Han har aldrig før prøvet at foreslå noget, der blev ført ud i virkeligheden.
Syd- og Sønderjyllands Politi glæder sig over den voldsomt hurtige assistance:
“Det bliver nemt at skabe fred og ro, når vi pludselig har så mange fede våben,” siger vagthavende Finn Sjursen med lysende øjne og tilføjer:
“Jeg kan ikke udtrykke med ord, hvor glad jeg er for lyden af et ladegreb.”