Krigsvideo: “Selvom jeg tager et bad, lugter jeg af brændt lort resten af dagen”


Læsetid: 3 minutter

Kampsoldater sover i poser, spiser af poser og skider i poser. Det ved de fleste. Men de færreste ved, hvad der sker med poserne bagefter. Tv-lægen Peter Qvortrup Geisling ved det nu, og han er ikke bare rystet, han har kvalme. 

Kampsoldaterne i Helmandprovinsen boede i bittesmå lejre uden træk og slip og kloakering. Når soldaterne havde brug for at kaste anker, foregik det ved, at en lille, sort pose blev spændt ud over en gulvspand eller en primitiv kumme bygget af træ.

I akutte situationer holdt en kammerat posen under balderne på den, der skulle skide, og så handlede det om at holde godt fast og lukke øjnene. Især hvis det var diarré.

Bagefter bandt soldaterne en knude på posen og gik ned i den nordlige ende af lejren, hvor der var oprettet et burnpit; et stort bålsted til affald og afføring.

I løbet af dagen voksede det til et lille bjerg af menneskelort, og klokken syv hver morgen blev der sat ild til møgbunken.

Glimrende vækkeur

Overkonstabel Max Vagner Jensen havde den tjans i 2011 i lejren Bridzar nord for byen Gereshk.

“Det stank ad helvede til i hele lejren, men det fungerede godt som vækkeur. Folk var lynhurtigt ude af soveposen, og de fleste ville på patrulje med det samme,” fortæller den 32-årige veteran og finder sin bærbare pc frem i sit kolonihavehus i Aalborg.

Hver dag i seks måneder brugte Max Vagner Jensen 50 liter diesel, en stump toiletpapir og en lighter til at fjerne alle beviserne på, at danske soldater har et tarmsystem.

“Jeg elskede det,” siger han og afspiller det videoklip, hvor han sætter ild til sine kammeraters morgenlune lorte:

 

Ond smittecirkel

I den anden ende af landet sidder tv-lægen Peter Qvortrup Geisling bag sit skrivebord på DR. Han har lige set videoen af Max Vagner Jensen i Helmandprovinsen, og Peter er ikke bare rystet, han er lige ved at kaste op.

“Man kan blive virkelig syg af det der,” siger han og holder sig for munden og laver synkebevægelser.

Han renser sine hænder med et tryk på en 180-liters dunk med håndsprit, der står på en europalle under skrivebordet, imens han remser forskellige bakterier og sygdomme op.

Colibakterier, smitsom leverbetændelse, gule stafylokokker og clostridium difficile – en mutantbakterie, der æder tarmen op og sætter sig i alle kropsåbninger. Især hvis den er luftbåren som røg eller damp.

Bakterien rammer udelukkende svage, ældre mennesker indlagt på hospitaler og halvnøgne soldater, der håndterer afføring uden handsker i konflikszoner i 48 graders varme.

“Man kan blive blind af det!” råber Peter Qvortrup Geisling og holder sit stetoskop truende ud i luften, inden han igen dykker ned under skrivebordet, denne gang for at spritte hele ansigtet.

“Det er en ond smittecirkel!” råber han dernedefra.

Når hunden smider pøllen

I kolonihavehuset i Aalborg tager Max Vagner Jensen det rimelig afslappet. Han har kun haft nogle få gener, efter han kom hjem fra Afghanistan.

Han drømmer af og til om menneskelort i poser, der danser rundt i ring og taler i tunger om ild og diesel og colibakterier. Det er også blevet en lidt anden oplevelse for veteranen at tænde op i grillen om sommeren. Ligesom det vækker minder, hver gang hans brune labradorhund smider en pølle, som Max derefter samler op med en pose.

“Og så lugter mit sved lidt af lort, hvis jeg løber mere end fem kilometer, men det kan jeg jo bare lade være med,” siger han glad.

Max Vagner Jensen mener, det var den bedste løsning at brænde lortene af, fordi alternativerne var værre; at lade afførringen ligge og gære i solen eller holde sig i seks måneder.

“På et tidspunkt talte vi om at kaste lorteposerne ud på den anden side af muren. Ud til de lokale. Men det er jo ikke ligefrem måden at skabe fred og demokrati på, vel?” spørger kampsoldaten retorisk og viser det motto, han fik tatoveret på venstre overarm, da han kom hjem fra Helmand:

‘Ild i lorten – ud af porten’