Kuffen i Oksbøl opruster i kampen mod koordinat-pizzaer


For et par uger siden fortalte Feltspaden, at soldater på øvelse igen kan bestille pizza på koordinater.

Pizza Italia i Oksbøl har genoplivet konceptet fra 90’erne, og ejeren, Rafed Mahmoud, fortæller, at forretningen går bedre end nogensinde.

Men nu opruster KFUM’s Soldaterhjem i Oksbøllejren.

“Vi kan ikke bare vende den anden kind til,” siger den daglige leder, Kjeld Nørgaard.

Siden 1951 har KFUM’s Soldaterhjem – eller bare Kuffen – forsødet soldaternes råkolde hverdagsliv med banankage, salmesang og røde pølser i lunken vand.

Den velkendte, hvide Citroën Jumper er blevet sat i gear mange gange rundt i øvelsesterrænet, og når skydedøren er gået op og duften af varm kaffe har bredt sig i skoven, er soldaterne altid kommet ud af busken.

Men nu er køen kortere end nogensinde.

Pandebånd med udsigt

“Det går helt ad helvede til,” siger Kjeld Nørgaard og tømmer en balje med 150 røde pølser ned i en container.

Han smækker låget i og vrisser ud mellem tænderne:

“Det går sør’me dårligt.”

I et forsøg på at lokke soldaterne tilbage til den hvide salgsvogn, har Kjeld Nørgaard taget et par hurtige beslutninger.

Åbningstiderne er blevet ændret. Kuffen har nu døgnåbent.

Der er sat IR-lys på Citroënen, så der nu kan køres mørklagt. På den måde ødelægger bilen ikke soldaternes nattesyn, når de øver sig i at være hemmelige i skoven.

Samtidig er det nemmere for soldaterne at få en pølse med brød, uden deres overordnede opdager det.

Kjeld har derfor også investeriet i natkampsbriller. Den model soldaterne kalder ‘pik i panden’, men som Kjeld Nørgaard kalder “pandebånd med udsigt.”

Kjeld har derudover besluttet, at kaffen er gratis.

“Vi regner med, de kommer løbene. Især de ældre konstabler drikker jo rask væk fire liter kaffe om dagen,” siger Kjeld Nørgaard og ser håbefuldt op mod himlen.

Pizza Italia køber militærradio

Hos Pizza Italia i Oksbøl by har de hørt om Kuffens oprustning, og ejeren, Rafed Mahmoud, pønser allerede på et modangreb.

Som det er nu, tager han imod ordrer på ottecifrede koordinater, men snart vil han også tage imod de ticifrede.

Det gør servicen langt mere præcis.

Derudover har Rafed Mahmoud fået installeret en militærradio af modellen 371 med en dedikeret kanal.

Det gør det muligt at kalde efter pizzaer direkte fra radioerne i de pansrede biler.

Rafed har samtidig planer om at købe en drone, der kan flyve pizzaerne ud i øvelsesterrænet.

“Jeg kommer til at tæppebombe Urkok Bjerge,” siger han alvorligt og tænder for Al-Jazeera i baglokalet.