Jeg husker, da du vækkede mig.
“Så er det op, Mathilde!”
Jeg fór op og slog hovedet i bunden af køjen over mig.
“Jeg hedder Mathiesen,” sagde jeg og tog mig til panden.
“Hvorfor har du ikke uniform på, dit dræn?!”
Jeg glemmer heller aldrig den fredag, hvor du dømte vores stue uduelig og beskidt fire gange i træk.
Vores weekend forsvandt minut for minut.
Så fandt du en nullermand på en radiator. Så var der skidt under proppen i håndvasken. Så lå der en død flue bag gardinet.
Pludselig stod du med et tomt magasin og påstod, at du havde fundet det på toilettet.
“Hvad er det her for noget! En våbendel!”
Som straf beordrede du os i kedeldragt.
Alle cigaretskodder rundt om kompagnibygningen skulle indsamles, før vi fik weekend.
Hvordan kunne du overhovedet være i det humør i så lang tid, Ellegaard?
På en sjaskvåd skydebanedag, hvor jeg lå med albuerne i tre grader koldt vand og skød med et maskingevær, satte du dig på hug i mudderet, trak øreproppen ud af mit venstre øre og kommenterede min gennemblødte uniform med ordene:
“Bare rolig, Mathilde, man kan ikke blive våd under huden.”
“Jeg hedder Mathiesen,” sagde jeg.
Jeg husker dine små foredrag alt for godt.
Du havde været i Bosnien og Irak, og det snakkede du højt og længe om, når vi var tvunget til at vente.
For eksempel når du med din nazistiske lillefinger kontrollerede vores rifler efter øvelserne og sendte dem på kammer, hvis fingeren stadig var ren.
Det var den sjældent.
Du havde set det hele, tygget drøv på livets værste kendsgerninger, og nu vidste du alt om ondskab, håndvåben og miner på lur.
“Pistoler,” sagde du.
“Det eneste, man kan bruge dem til, er at kæmpe sig tilbage til den riffel, man aldrig nogensinde skulle have smidt.”
En dysekanon derimod. Forsvarets kraftigste håndvåben.
Den var genial.
Tre brisantgranater temperet præcist, så render terroristerne sgu ingen steder.
Man må bare ikke fyre mere end 14 granater af om dagen, for kanonen kan smadre de indre organer, og den betaler med et trælår hver eneste gang.
Det går jeg forfanden stadig rundt og husker på, selvom jeg har været cykelsmed i 11 år!
Du sagde: “Man må aldrig give op. Benene kan altid tage ét skridt mere.”
Det kunne du sagtens sige.
Det var jo os, der oksede rundt i terrænet i seks timer med to panserminer i rygsækken i mørke i snevejr i Oksbøl.
Du derimod sad i en varm jeep og tilberedte pølser over en engangsgrill med radioen tændt og tobak i piben.
“I kalder bare,” sagde du.
Det har jeg svært ved at tilgive.
Du holdt en tale, da værnepligten sluttede. Det var næsten ikke til at holde ud.
Den civile verden fik én over nakken.
Det, der ventede os nu, var langhårede, sløve mennesker med en hverdag uden indhold, en tyndfed krop uden evner og et tungsind uden lige.
Du sluttede af med dit motto:
“Forvent altid det værste, så bliver du aldrig skuffet.”
Bagefter trykkede du os i hånden én efter én.
“Bliv klippet,” sagde du til Clausen.
‘”Styr på stumperne,” sagde du til Abildgaard.
“Tænk, tast, tal,” sagde du til Keld.
“Nu kan du sove længe, Mathilde,” sagde du til mig.
“Jeg hedder Mathiesen,” sagde jeg.
“Det skal du ikke bestemme,” sagde du.
“Jo,” sagde jeg.
“Nu skal jeg.”
