Livgarden gejler sig op til Jordens undergang og fylder ting i tomme tasker


Læsetid: 2 minutter

Det er en kontroversiel beslutning.

Men den skal tages.

Store trusler kræver modige soldater, der bider tænderne sammen og gør det nødvendige for at holde verden i vater.

Siden begyndelsen af 1900-tallet har vagttasken hængt gejlet og tom på hoften af Livgardens stolte mænd og kvinder.

Hele vejen op gennem to varme verdenskrige og en enkelt kold, under Studenteroprøret, 9/11, Muhammed-krisen, og dengang Bertel Haarder sprang i luften på tv, er vagttasken forblevet tom og ubrugt, men superflot.

Det er slut nu.

Fra på mandag putter Livgarden ting i deres tomme tasker.

Beslutningen er truffet på baggrund af “operative forhold og et ændret trusselsbillede,” skriver Forsvaret i et forbavsende roligt tonefald.

Det er klimaforandringerne, den sjette masseuddøen.

Jorden ophører snart med at eksistere – as we now it.

Man skal vælge sine kampe med omhu, og nu er tiden kommet.

Rape whistle

Vandstanden stiger, maden slipper op, folk er desperate, solsorten uddør, og Fyn forsvinder.

Ragnarok venter lige rundt om hjørnet.

Livgardens vagttasker skal fyldes med ammunition, plaster, brintoverilte, gaffatape, morfin og en såkaldt rape whistle indkøbt fra USA efter gældende regler for udbud mellem NATO-styrker.

Og nu kommer det kontroversielle: Vagttasken kan ikke åbnes uden at ødelægge den skinnende overflade.

Den krakelerer simpelthen, hvis man putter noget i tasken.

Det skaber et dilemma.

Skal Livgarden være flotte, eller skal Livgarden redde verden?

Det har chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst og kammerherre Mads Rahbek, ligget søvnløs over i næsten tre dage:

“Ved at bruge tasken aktivt, vil gejlingen blive ødelagt,” siger han og vrider sin baret i hænderne.

Obersten ved godt, at det er en voldsom beslutning at tage; at stoppe med at gejle, bare fordi truslerne stiger, og verden snart styrter.

Han har derfor drøftet beslutningen med Hendes Majestæt Dronningens Adjudantstab, der har orienteret Hendes Majestæt Dronningen.

Og Majestæten var lige ved at sige nej, men så hørte hun om solsorten, der forsvinder, og hvordan vandet ligesom siver ind i under fundamentet på Amalienborg:

“Så lad gå. Fyld De bare ammunition i ammunitionstasken.”

Spejlblank

Den hårde beslutning tog en rundtur på kommandovejen.

Første stop: Chefen for Vagtkompagniet, major Søren P. Østergaard, der straks fokuserede på det positive:

“Vagttaskerne skal stadig være rene, pæne og blankpudsede, men når vi nu vælger at benytte taskerne med et operativt formål for øje, skal taskerne være funktionelle og ikke spejlblanke.”

Livgarden sløjfer altså det spejlblanke til fordel for det blankpudsede.

Javel.

Det er nemt at forstå.

Enkelte gardere har givet udtryk for, at de hellere vil skydes og forbløde på slotspladsen end at åbne vagttasken for at genlade deres riffel og standse apokalypsen.

De lider af pudsesyge og får en smule trøst af oberst Mads Rahbek og major Søren P. Østergaard.

De er begge enige om, at garderne selvfølgelig fastholder gejling af vagtstøvler, sabelskeder og puds af messing.

“Så slem er truslen jo heller ikke.”

Pyha.