I den seneste måned har hashtagget #metoo bredt sig fra sexchikane i USA til en international kampagne om overgreb mod kvinder i hele verden.
Fra Harvey Weinstein til Kevin Spacey til Peter Aalbæk.
Fra klamme mænd i Hollywood til en gris i Zentropa – og nu til Forsvaret.
Lasse ”Nulle” Nielsen var vognkommandør i Irak og sygehjælper i Afghanistan.
I dag fortæller den tidligere overkonstabel om de hundredvis af gange, han følte sig seksuelt krænket i jobbet som kampsoldat.
”Ham, jeg boede med i Irak, onanerede konstant. Jeg kunne mærke det i madrassen. Hver nat så han tysk porno uden at mute lyden,” siger den 31-årige veteran.
På patruljerne i byen Basra var det heller ikke ualmindeligt, at Lasse drejede rundt om et hjørne og pludselig stod foran et menneske, som havde besluttet sig for at hive op i kjortlen og skide lige der.
”Det sætter sig et særligt sted i sindet, når man ser den slags ting.”
I Afghanistan gik det helt galt.
De afghanske soldater lagde an på Lasse ved at putte blomster ned i piben på hans riffel, når han sov.
En britisk kaptajn lod bevidst sine nøgne balder snitte Lasses nøgne balder under et bad i Armadillo-lejren.
Og tre afghanske mænd skreg af grin over Lasses skægvækst, fordi han ikke har nogen.
”De spurgte, om jeg havde en fisse,” hvæser han ud mellem tænderne.
Lasse ændrede vaner i forsøget på at undgå flere overgreb.
Han gjorde sig klam. Gik sjældent i bad. Holdt op med at børste tænder. Fravalgte stramtsiddende tøj og gik patruljer med ketchup i mundvigen og kommenost i armhulerne.
I nødsituationer kastede han sig i det nærmeste mudderhul.
”Hellere mudder på tøjet end en diller i øjet,” som Lasse siger.
En nat i Helmandprovinsen skulle Lasse afløse to afghanske soldater i det nordlige vagttårn i lejren Keenan. Da han kom op i tårnet, var den ene soldat i gang med oralsex på den anden.
Ingen af dem kiggede ud i terrænet, som de burde.
”Jeg ville bare væk derfra, men min kampvest hang fast i det øverste af stigen. Jeg kunne slet ikke få den fri. Det eneste, jeg kunne gøre, var at lukke øjnene og forsøge at tænke på noget rart. Det tolkede de to afghanere, som om jeg ville lege med.”
Lasse ”Nulle” Nielsen fik stoppet overgrebet ved at tage ladegreb på sin riffel og råbe: ”Ad!”
Den ene afghaner satte sig på hug bagerst i vagttårnet og tørrede sig om munden med sit ærme. Den anden afghaner trak bukserne op, kiggede på Lasse og hviskede:
”Don’t shoot, handsome boy. Not yet.”
Nu, næsten syv år efter, sidder Lasse med en sær smag i munden.
Det er svært at placere et ansvar. Der var så mange krænkelser. Så mange ulækre billeder på nethinden med så uoverskueligt mange mennesker involveret.
”Det lå ligesom bare i kulturen. Alt var søbet ind i klamhed,” siger Lasse ”Nulle” Nielsen og sukker.
Feltspaden er blevet kontaktet af 18 andre soldater fra Søværnet, Flyvevåbnet og Hæren. Mænd og kvinder, der fortæller lignende historier fra deres missioner.
Kun Lasse ”Nulle” Nielsen ønsker at træde frem i fuld offentlighed med et dæknavn.