De ældste konstabler i delingen er i dårligere humør end deres yngre kolleger, viser en ny opsigtsvækkende undersøgelse.
De yngste konstabler derimod er bedst til at holde gejsten oppe, se fremad og håbe på det bedste.
Det viser en spørgeundersøgelse fra Dansk Insitut for Humørsvingninger ifølge Dagbladet Information.
Undersøgelsen konkluderer, at der er større sandsynlighed for, at en ældre overkonstabel-1 er en brokrøv, der farer i flint over det mindste og mister besindelsen, hvis der ikke er mere kaffe.
Samtidig afslører resultaterne af undersøgelsen, at ældre konstabler ofte er de første til at råbe nejtak, når de får ordre på at grave stående skyttehuller.
De skammer sig ikke engang over det.
De har tendens til at kritisere ledelsen, pudse støvler overfladisk, modarbejde nye officerer og håne de yngste konstabler for at være dumme og unge og uvidende.
Dødningehoveder
1.450 professionelle soldater har deltaget i undersøgelsen, og de ældste konstabler var nemme at spotte i undersøgelsen.
Flere havde tegnet dødningehoveder i stedet for at besvare spørgsmålene.
Andre havde spildt kaffe over arkene og skrevet “fjols” i et hjørne.
En enkelt havde besvaret alle spørgsmål med sætningen:
“Hvorfor skal jeg svare på det her bullshit?”
Det var en overkonstabel-1 fra Oksbøl Kaserne, som ifølge forskerne er den kaserne i Danmark, hvor der er flest bitre konstabler.
Holstebro, Slagelse og Almegårds Kaserne ligger på en delt andenplads.
Ugidelige i regn
Tallene afslører mere præcist, at 89 procent af de ældste konstabler i en deling kan være bitre i helt op til 10 timer om dagen.
Typisk i det tidsrum, hvor de er på arbejde.
47 procent af dem irriterer andre soldater ved at være overdrevent sarkastiske og/eller ugidelige – især hvis det regner.
30 procent taler ofte om, hvor godt det var, dengang Søren Gade var forsvarsminister – til stor frustration for alle andre.
I alle kategorier er tallene simpelthen højere for ældre konstabler end for yngre medlemmer af delingen.
Forskerne vil til næste år undersøge, hvorfor nyuddannede officerer er så irriterende, og om det passer, at de har hule knogler.
Add Comment