Seniorsergent Ellegaards nytårstale til alle værnepligtige


Læsetid: 3 minutter

 

Rekrutter!

Velkommen til Danmarks vigtigste arbejdsplads.

Jeg ved, at mange af jer har meldt jer frivilligt, fordi jeres far eller mor også gjorde det. Det er en slags familietradition. Sådan er det tit i Livgarden, har jeg bemærket.

Men selvom din far engang stod helt stille i fjorten dage foran et slot med en halv bjørn på hovedet, betyder det ikke, at du kan finde ud af noget som helst i uniform.

Selvom din mor gravede et perfekt stående skyttehul i frostvejr i Haderslev i 1977, så ved du stadig ingenting om Forsvaret.

Dit ophav betyder intet her. Og hvis du er kommet for at imponere dine forældre, så lad mig slå én ting fast: De er her ikke.

Det er dine våde øjne, jeg ser ind i. Det er dit trætte ansigt, jeg råber af. Hvis du allerede savner dine forældre, kan du fint aflevere uniformen til et ungt menneske, der forlængst har fattet, at forældre dør, og så er man alene.

Hos mig er der kun ét køn

Hvert år møder jeg unge, værnepligtige mænd, der elsker våben. Et helt teenageliv har de slået fiktive mennesker ihjel med mus og tastatur, og nu står de i uniform for første gang og savler. De kan dårligt vente med at fyre en rigtig riffel af.

Til jer vil jeg sige: Tør jer om munden. Vi kan ikke bruge jer til noget.

Et våben er et værktøj. Intet andet.

En riffel kan ikke få en pik til at se større ud, og ligesom en pik hives et våben kun frem, når betingelserne er til det.

Det er kun svært at forstå, hvis man er en abe i forvejen.

De kvindelige værnepligtige bliver hvert år flere og flere. Mange af dem har et mindre ligestillings-projekt, der pisker rundt i deres hjerner, har jeg bemærket. De vil bevise, at de er ligeså gode som mændene eller i hvert fald bedre end deres far.

Til jer vil jeg sige: Velkommen til. Det er rigtig godt at se jer. Men der er allerede ligestilling i min butik.

Jeg råber aldrig af en kvinde. Jeg råber aldrig af en mand. Jeg råber af en uniform, der ligner pis, en skytte uden evner, jeg råber af beskidte støvler, latterlige skyttehuller, og jeg råber af folk, der giver op.

Hos mig er der kun ét køn: Soldater.

Jeg siger tingene, som de er, og jeg går ind for kollektiv afstraffelse. Hvis jeg pisser på dig, pisser jeg på alle. Hold op med at føle dig speciel. Din baret sidder ligeså dumt som alle de andres.

Kujoner lyser op

I løbet af værnepligten vil I lære at være sultne for alvor, trætte for alvor og våde for alvor. I vil rette ind til højre, lære at tænke, taste og tale, og I vil hurtigt forstå, at forkortelsen ENDEX betyder weekend og tørre bukser.

I vil få fortalt, at smerte kun er en svaghed, der forlader kroppen, men de færreste af jer vil forstå det.

Med mindre I bliver ansat.

Gør I det, træder I for alvor ind i en verden, der kan tilbyde jer alt; mad og tøj, en seng, gode kammerater og masser af meningsfulde opgaver til 14 kroner i timen.

Ingen har nogensinde haft behov for mere.

Men en kontrakt i det danske forsvar udleveres kun til de soldater, der forstår, at det kun er okay at give op, hvis man er en taber i forvejen.

Livet som soldat er én lang rejse ind i samfundets sidste helle for stolthed og ære. Et mægtigt univers, hvor man aldrig svigter, aldrig giver op, og hvor man aldrig går ned på grej.

Der findes to slags mennesker: Dem, der handler, og dem, der tøver. Måske tilhører I den første gruppe. Men det gode ved den her branche er, at kujoner lyser op som en bar røv i en mørk skov.

De bliver altid opdaget og sat på et tog tilbage til det civile samfund, hvor ligegyldige dræn hører hjemme.

Jeg ønsker alle værnepligtige et godt og lykkebringende nytår.

I får brug for det!