Pårørende i åbent brev til politikere: “Giv mig en krig!”


Læsetid: 2 minutter

Kære politikere

De sidste 20 år har været fantastiske. Den ene krig har afløst den anden, og min mand har været sendt ud til stort set det hele.

Makedonien, Kroatien, Bosnien, Irak og to gange til Afghanistan.

Jeg har i alle årene arbejdet som korrekturlæser for et mindre forlag, og da det sagtens kan klares hjemmefra, har det været skønt at have huset for mig selv.

Nu er min mand mere hjemme end nogensinde, og det tærer på vores forhold. Han sidder bare i stuen og glor på billeder af støvede ørkner og store bomber, der falder og falder.

Han er gået helt i stå og drømmer kun om at komme ud igen, men der er ligesom ikke nogle gode krige tilbage.

Der er selvfølgelig Kosovo og Irak, men det har min mand pure afvist: ”Der løfter man bare jern og står på vagt, og Irak er blevet en højskole med al den undervisning,” siger han.

Det er svært at finde en ordentlig krig nu om dage.

Når min mand har været udsendt, har jeg sørget for vores to unger, repareret bilen, renset tagrenden, købt fødselsdagsgaver, solgt vores motorcykel, skovlet sne og holdt huset i orden. Den slags.

Det lyder af meget, men det er slet ikke så svært.

Samtidig har min mand betalt halvdelen af vores udgifter, og jeg har aldrig haft så meget tid til mig selv.

Mit liv var perfekt, indtil I politikere begyndte at trække kampsoldaterne hjem.

Vi har prøvet alt. Endda parterapi.

I sidste måned foreslog jeg min mand at søge ind i Søværnet, fordi de jo sejler hele tiden. Men det fik ham til at smadre sofabordet og flytte på hotel i tre uger.

Selvom det var rimelig rart, er det jo ikke en holdbar løsning.

Jeg kender nærmest heller ikke min mand længere. Han er blevet kæmpestor og pumpet, og hans tænder er helt ødelagt af Monster.

Han sidder bare i sofaen og spiser feltrationer med en poncholiner om sig, imens han vrøvler om medaljer og anerkendelse og røvsyge øvelser i Oksbøl, der godt nok varer i 14 dage, men bagefter har han så fri i 14 dage, fordi afspadsering ikke kan udbetales.

Det er et helvede at bo sammen med en kriger, der ikke må slås.

Jeg savner de stille stunder. Den nemme hverdag. De korte samtaler over satellit-telefonen.

Giv mig en krig, bare en lille en.

Dorte Norr Andersen, Slagelse