Pingo anholder russiske agenter bag giftangreb i Salisbury og flyver dem til London


forsvarsgalleriet.dk
Læsetid: 2 minutter

Betjente i den britiske parlamentsbygning mødte her til morgen ind til et overraskende syn.

På bagtrappen sad to trætte russere bagbundet og med et stykke A4-papir tapet på deres jakker.

“Please deliver to Theresa May,” stod der med kongeblå kuglepen.

I går udstedte Storbritannien en europæisk arrestordre på de to russere, der går under navnene Alexander Petrov og Ruslan Boshirov.

De tilhører Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU, lyder det.

Ifølge Scotland Yard står de bag mordforsøget på den tidligere russiske dobbeltagent, Sergej Skripal, og hans datter, der blev fundet bevidstløse på en bænk i den sydengelske by Salisbury 4. marts i år.

Siden har de britiske myndigheder forsøgt at finde og fange de skyldige.

Den jagt er indstillet her til morgen.

Mindre end 24 timer efter arrestordren røg ud, sad de to forslåede russere med jetlag og øm røv på en bagtrappe midt i London.

Skyhook

I 60’erne udviklede CIA en metode til at hente folk ud af brændpunkter med fly.

Uden at lande.

Ved hjælp af en lysende ballon og en 50 meter lang elastisk wire, kunne flyene hale soldater, spioner og sensitivt materiel ombord på fly i luften.

Manøvren kaldes Skyhook.

Meget tyder på, at det er den manøvre, Kronprinsen har brugt i nat i udkanten af Moskva.

Den tidligere frømand Jumper fortæller, at kronprins Frederik ringede i fredags og spurgte efter brugsanvisningen til netop Skyhook.

Han havde smidt sin egen væk.

“Det er ret vigtigt at få bundet de rigtige knuder, hvis man skal løfte to personer op i et fly,” siger Jumper, der sidder i en sofa i Ballerup og damper af efter en løbetur.

“Især hvis de ikke har lyst.”

I går sagde den britiske premierminister, Theresa May, at hun vil slå hårdt ned på Ruslands handlinger:

“Vi vil – sammen med vores allierede – bekæmpe Ruslands barbariske angreb med alle midler!” sagde hun og læste listen med anti-russiske midler højt for parlamentet.

Den er 19 sider lang.

Derefter udstedte Theresa May arrestordren på de to russere, selvom de russiske myndigheder aldrig har udleveret borgere til retsforfølgelse i andre lande.

“Men Pingo arbejder jo slet ikke med den slags direktioner,” siger Jumper og sparker løbeskoene af.

“Dårlig ryg”

I søndags kom det frem, at kronprins Frederik er blevet opereret for en diskusprolaps på Rigshospitalet.

Han går nu derhjemme og heler.

“Derfor må det forventes, at Kronprinsens officielle aktiviteter i de næste par uger bliver aflyst,” skrev Kongehuset i en kortfattet pressemeddelelse.

Siden har Kronprinsen ikke løbet ét eneste motionsløb på grund af “rygproblemer”.

Men det er løgn.

Danmarks kommende kongeryg har det fint.

“Det kan jeg bekræfte,” siger en mangeårig, kongelig livvagt, som ønsker at være anonym og derfor ringer med hemmeligt nummer.

“Kronprinsen forlod slottet i går aftes, og da han kom hjem her til formiddag, spiste han en stor bøf og gik i seng. Han er sund og rask,” siger livvagten, som ikke vil kommentere på, hvor Kronprinsen har været i nat.

“Men han havde vodka med hjem, vink, vink,” siger han og lægger på.

 

“Han er iskold” – den sande historie om Pingo