Specialstyrker

Pingo giver digterdrengen Yahya Hassan en olfert under Royal Run i Aarhus

forsvarsgalleriet.dk
Læsetid: 3 minutter

 

Den medieglade Aarhus-digter, Yahya Hassan, viste storform i dag. Først afbrød han TV2 NEWS midt i en live-sending. Senere fik han en rusketur og en olfert af Kronprinsen

Yahya Hassan begyndte sin mandag formiddag lidt anderledes end de fleste.

Han afbrød reporteren Kristian Holt fra TV2 NEWS midt i en spændende fortælling om, hvor mange flasker vand, æbler og boller, der stod klar i målområdet på Frederiks Allé i Aarhus.

Ind fra venstre kom digterdrengen, Yahya. Iført lilla løbetop, solbriller og en fin, ny frisure; et undercut med mørkt strit i toppen.

Han så hurtig ud.

Han strøg dansende henover asfalten, lige op i Kristian Holts ansigt:

“Hvad sker der, chef? Velkommen til Aarhus. Det er min by, det her. Det er ikke Kronprinsens,” sagde den voldsdømte digter, som, selvom han stod foran et kamera, også filmede med sin egen telefon.

Bare for at få det hele med.

“Det’ til instagramz,” sagde han med stød på z’et og en hånd i hoften.

Se klippet fra TV2 NEWS her

Efter først at have svinet reporter Kristian Holt for at “spille dum”, forsvandt den aarhusianske torden-digter ind i folkemængden.

Yahya Hassan ville løbe med Kronprinsen.

Det skulle han aldrig have gjort.

Pingo giver olfert

Over 70.000 danskere har i dag løbet ‘One Mile’ med kronprins Frederik i landets fem største byer.

Efter Aalborg ventede Aarhus, og selvom Kronprinsen har døjet lidt med rygproblemer, var der masser af overskud, da løbet blev skudt i gang, og folket fulgte efter den kommende konge ud i Aarhus’ gader.

Yayha Hassan havde svært ved at følge med på den 1,6 kilometer lange strækning, men ved Park Allé indhentede han alligevel Kronprinsen.

“Det er min by, ikke din!” råbte han ind i hovedet på kronprins Frederik, som på et splitsekund gik i Pingo-mode.

Han greb Yahya Hassan i buksekanten og trak til, og mens Kronprinsen fortsatte med at løbe, løftede han Yahya Hassan op, en halv meter over asfalten, og gav ham en olfert så hård, at digterens baller gik igennem de sorte træningsbukser.

Ballerne hang blege og ru – som et slasket æg i en æggedeler.

Kronprinsen løftede Yayha Hassan over sit hoved og sagde henkastet til den livvagt, som løb ved siden af:

“Der er sgu poesi i luften, kan du mærke det?”

Herefter læssede han Yahya Hassan af i et springvand ved Rådhuset.

En enkelt tilskuer hjalp den forkomne digter med at få træningsbukserne trukket forsigtigt ud af den ømme røv.

Alle andre grinede og hujede af Kronprinsen, der fortsatte i let løb op til målstregen, hvor han fik et bifald og en stor, tung bøf.

 

“Han er iskold” – den sande historie om Pingo

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Født i 1976 i Jelling. Blev udsendt til Helmandprovinsen i 2012 som delingsfører for 35 afghanske soldater i Camp Shorabak. Det var hans første og eneste udsendelse. Han taler aldrig om det.

Indtil sin opsigelse underviste han på Kampskolen i aftrækkerteknik med middelmådig succes.

Kaptajn Pjevs bor i dag i Køge, hvor han sælger støvler, høreværn og barduner fra en ladcykel bag stationen.

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Feltspaden på Instagram

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.