Forsvaret udvider Oksbøl skyde- og øvelsesterræn med mere end det dobbelte.
Det skriver DR Sydvest.
Terrænet bliver udvidet fra 6.000 til 14.000 hektar, og soldaterne skal fremover afholde øvelser i baghaven til 8.500 sommerhuse i Varde Kommune.
Det bekymrer overkonstabel Allan ‘Jalle’ Jespersen.
“Vi kommer meget tæt på de civile, deres råben og skrigen, deres kagearme og mangel på diciplin,” siger han og hoster ned i sin Monster.
“Det’ sgu ærgerligt, vi kun skyder med løs,” siger han for sig selv og smiler alvorligt.
Forsvaret forstår godt soldaternes bekymringer, men udvidelsen er nødvendig, fordi trusselsbilledet mod Danmark har ændret sig, fortæller forsvarsminister Trine Bramsen.
“I de kommende år skal Danmark deltage i meget alsidige missioner rundt omkring i verden. Det kræver flere soldater og mere plads. Vi er desværre nødt til også at træne meget tæt på de civile,” siger ministeren.
Sammen med udvidelsen af øvelsesområdet bliver der også lagt 125 kilometer kampvognsspor igennem den fredede natur og rundt om sommerhusene i området.
Det bekymrer især de soldater, der i årevis har levet isoleret på Oksbøl Kaserne uden kontakt med andre end soldater.
“Vi er ikke vant til at have civile i terrænet. Jeg valgte i sin tid Oksbøl, fordi her er fred og ro, dejlig skøn natur og soldater. Kun soldater,” siger oversergent Lennart Wernemacht og sparker nervøst til en kasse 12-7.
“De civile tror jo forhelvede, at alt kan diskuteres!” råber han op mod Oksbølskyen og forsvinder ind på Kuffen.
21 overkonstabler har netop sendt et bekymringsbrev til forsvarsminister Trine Bramsen.
Soldaterne foreslår at kampvognsporerne i det mindste bliver flyttet, så de slipper for at glo på solbadende, blegfede, slappe gokker, der hører Dodo and the Dodo’s og griller tør kylling, imens de arbejder hårdt på at skaffe fred til verden.
Brevet slutter med sætningen:
“Vi er soldaterne, der kommer til at redde de civile, når verden springer i luften. Det er vores job. Men indtil det sker, har vi intet behov for at lære de civile bedre at kende. Tværtimod. Vores erfaring siger os, at de kun er i vejen.
Slut.”