“Styr dig selv!”


Læsetid: 3 minutter

Fire officerer sidder på Kuffen og taler om, hvor mange penge de kunne tjene udenfor hegnet.

To LMG-skytter sætter albuerne i sneen og sigter på den samme mor & barn-skive.

En overkonstabel trykker baretten på plads og siger til sig selv, at den sidder bedre end forsvarschefens.

Alle har lige åbnet dagens første Monster, og Forsvaret er omlagt til en styrelse.

Det er formiddag i Borrislejren.

2. gruppe står rundt om ammunitionsbordet og venter på, at 1. gruppe bliver færdig med at indskyde.

Frandsen har lige fortalt om den drøm, han havde i nat om Trine Bramsen.

De var gift.

Han kom sent hjem efter øl på garagen, og Trine gav ham en kæmpe skideballe i køkkenet, imens han forsøgte at skifte batterier i sin pandelampe i lyset fra emhætten.

Hun råbte op om svigt og tillid, imens han hang ind over komfuret.

Kæft, hun var sur.

“Det underlige var, at jeg faktisk godt kunne lide det,” siger Frandsen, som ikke længere forstår sig selv.

Tasker bliver åbnet og lukket.

Magasiner bliver fyldt.

“Du skal herremeget holde en pause fra Twitter,” siger Thomsen og føler sig som en rigtig kammerat.

“Jeg har faktisk haft den samme drøm om Søren Gade,” siger Hansen og banker sne ud af et magasin.

Alle står helt stille og stirrer på Hansen.

En fasan svæver lydløst ud over terrænet.

“I det mindste var hans skandaler til at forstå,” siger sergent Havle og retter op på den akavede stemning.

“Jeg kan ikke mærke mine tæer,” siger Meyer og hopper på stedet, imens han kigger op mod skydelinjen, hvor Nielsen er ved at forklare Holmgård forskellen på styrelse og forsvar.

“Styrelse,” siger Nielsen og tager handskerne af, så han bedre kan illustrere.

“Det er, når man siger nejtak til shots, fordi man skal op og på arbejde. Forsvar er derimod, når man tager de nødvendige shots for at holde gruppen i live.”

Holmgård forstår ingenting, fordi han fucking ikke vil forstå.

“Du er den værste buddy, jeg nogensinde har haft,” siger Nielsen og mener det og tømmer et magasin fra hoften.

En fasan dratter ned fra himlen og lander i en tot sneklædt lyng.

Holmgård er færdig af grin.

“Styr dig selv!” siger han og tager ladegreb.

Han kan se en svane længere ude.

”Hooooooold inde!” råber oversergent Hulstrøm og standser ulykken.

“Kuf-vognen er her!” skriger Frandsen ud over ammunitionen.

Alle løber ned mod den hvide bil, imens de rytmisk chanter:

“Svin, gris, svin, kage, pølse. Svin, gris, svin, kage, pølse.”

Meyer er den første til at bestille:

“Tre kogte nisseben, men uden Trine,”  siger han.

“Ha!” fnyser Kuf-fatter og serverer tre røde pølser og et stykke brunsviger.

“Man kan sgu ikke få uden Trine. Hun skal altid med.”

Meyer kigger spørgende rundt på de andre.

De nikker; indforstået.

“Ellers bliver hun bare sur,” hvisker Frandsen med halvfed på.

Det er formiddag i Borrislejren.

To LMG-skytter sætter albuerne i sneen og sigter på den samme mor & barn-skive.

Fire officerer sidder på Kuffen og taler om, hvor mange penge de kunne tjene uden for hegnet.

Alle har lige åbnet dagens første Monster, og Forsvaret er omlagt til en styrelse.

 

“Den fedeste kovending ever”