Sverige rustes til dommedag: “Sätt mobilen på ljudlöst och lägg köttbullar i frysen”


Foto: Kaptajn Pjevs
Læsetid: 2 minutter

Russerne kommer. Vandstanden stiger. Radiatoren går ud. Nettet går ned. Propagandaen flyder, og benzinen slipper op.

Hvad vil du gøre?

Det giver de svenske myndigheder svaret på i en ny pjece.

4,7 millioner svenske husstande modtager i næste uge 20 siders katastrofe-skriv, som kommer til at give de ældre borgere et sugende koldkrigs-mavesår, mens de yngste borgere vil skimme siderne og tænke:

“Fan, jag missade sista öresundståget.”

Tryksagen hedder “Hvis krisen eller krigen kommer” og indeholder gode råd og påbud ved alvorlige ulykker, ekstremt vejr, hackerangreb, militære konflikter, invasioner fra rummet, og hvis IKEA går konkurs.

Ved et terrorangreb opfordres svenskerne til:

  • Sätt mobilen på ljudlöst. Mobilsignalen kan röja en person som gömmer sig.
  • Larma polisen och meddela, om du har vatten i toalettet
  • Lägg köttbullar i frysen

I pjecen gør myndighederne det klart, at alle mellem 16 og 70 år kan blive indkaldt til at hjælpe i tilfælde af krig, og at modstanden aldrig stopper, hvis landet bliver besat.

“Vigtig information til borgere i Sverige,” står der på forsiden af pjecen

Källkritisk!

Svenskerne skal være opmærksom på propaganda, og ikke tro på alt, hvad de hører.

De må ikke sprede rygter, løbe på gangene, råbe for sjov eller tale grimt til nogen, de ikke kender.

Det kan være en ven i nød.

Svenskerne skal tage sig i agt for fake news, syltede agurker uden datomærke, og de bliver nødt til at droppe al ønsketænkning og fremover være kildekritiske.

“Källkritisk!” råber pjecen flere steder.

Har svenskerne ikke bygget en bunker endnu, er det en god ide, men ellers handler det om at samle mad til mindst tre måneder og låse sommerhuset, inden man kører ud i skoven.

Man kan eventuelt tænde lys i gangen, så det ser ud, som om der er nogen hjemme.

Lille tip.

Hembränt sidoläge

Når flammerne står højest, når terroristerne æder sig igennem de svenske forstæder, når toilettet tørrer ud, købmanden lukker, trafikken går i stå, og Sverige synker i grus, vil læsere af denne pjece være forberedt.

De vil åbne døren til en godt gemt bunker, krybe dybt ned i landskabet og smide sig ned i det, som alle andre kalder NATO-stilling, men som svenskerne kalder: “hembränt sidoläge.”

Hvis alt fejler, kan svenskerne tage Øresundsbroen til Danmark, men det er en absolut nødløsning, understreger de svenske myndigheder.

De arbejder i øjeblikket på et nyt katastrofe-skriv – denne gang en folder – som giver gode råd til et liv i Danmark i krisetider.

Den har arbejdstitlen:

“At leva mellan rasister i en krisperiod.”

Sveriges myndigheder forventer Dommedag den 21. april næste år. De slår samtidig fast, at de intet har imod den dato og heller ikke ønsker at støde nogen, som har fødselsdag den dag.

Det er blot objektiv fakta om en tilfældig søndag, hvor det bliver rigtig slemt i Sverige.