“Vi så ned på de civile, på muglåg, jordbærhjelme og Livgarden”


Læsetid: 4 minutter

Vi så ned på de civile. Når vi stod i en cirkel i en skov og fortalte røverhistorier, blev de civile ikke omtalt særlig pænt.

De var civile gokker, der flimrede rundt udenfor hegnet i et virvar af dårlige ideer og tomme argumenter.

Det var langhårede væsner, der sad i timelange møder uden indhold og som havde travlt med at lave ingenting og blive tykke imens.

De forstod ikke virkeligheden, som vi gjorde.

Vi var realisterne, der så verden, som den var: Brutal.

En verden fuld af fælder og hævnaktioner. En verden, hvor det onde tit vinder over det gode, fordi retfærdighed kun er noget, der sker på film.

De civile så verden som et skønt sted, hvor kærligheden altid vinder, og hvor det gode altid besejrer det onde ved hjælp af blide, humane og frem for alt økologiske våben.

Vi var soldaterne, der kunne redde de civile, når verden sprang i luften. De civile ville bare være i vejen.

Våben i oliebad

De værste civile var pacifisterne og de fede.

De fede havde mistet kontrollen og givet op. Det var mennesker, som helt tydeligt var ligeglade med, hvordan de så ud, og hvordan de bar sig selv fremad.

De havde ødelagt deres muligheder for at gøre en fysisk forskel, og der er næsten ikke noget værre end kontroltab og slappe arme.

Pacifisterne var helt udenfor rækkevidde.

De var følsomme væsner vokset op i en beskyttet tilværelse uden smerte og med en underlig ide om, at alle problemer kan løses med en lille dialog og en pude i ryggen.

Det eneste, vi kunne stille op, var at lade være med at hjælpe dem, når krigen brød ud.

Det ville være en slags gestus.

De ville sidde helt pacifistiske i deres små stuer, kuglerne ville piske om ørerne på dem, og de ville prøve at samtale freden frem, byde granaterne på kaffe, og vi ville ikke gribe ind.

Vi ville ikke hjælpe dem.

Måske ville vi lave en lille fredsdemonstration foran deres huse og med slogans på papskilte påpege uretfærdighederne og kræve handling fra politikerne, mens vores våben lå derhjemme i et oliebad.

Klar til at redde dem, der allerede havde fattet, hvorfor en soldat skal have et gevær.

Sådan havde vi det med de civile.

Jordbærhjelme og muglåg

Vi hakkede også på hinanden internt i Hæren. Alle var overbevist om, at de var ansat i det bedste kompagni i det bedste regiment.

Jeg var dragon, kampsoldat med sort baret i Jydske Dragonregiment.

Det lå der en ære i.

Artilleristerne med deres grønne baret blev kaldt muglåg; en flok sløve padder, der stod flere kilometer fra frontlinjen og trak i en snor i en kanon, mens de åd roulade og så på stjerner.

Sådan har jeg i hvert fald hørt, at det foregår.

Militærpolitiet blev kaldt jordbærhjelme, fordi de havde en rød baret.

Det var veltrænede maskiner fra Aalborg, som enten var for dårlige til at komme ind på Politiskolen, og derfor forbandet magtliderlige, eller også bare direkte dumme og netop derfor egnet til Politiskolen.

Og så var der selvfølgelig gardehusarerne, som vi altid fnyste af, når de kom gående med en rygsæk, hvor der i siderne var surret to ridestøvler fast.

Det var et regiment fuld af bestøvlede hestesoldater, som troede, at de var små grever.

Prinsens Livregiment havde et vildsvin i deres regimentsmærke og gik derfor under navnet Midtjysk Ornecentral. Deres regimentsbygning i Skive hed slet og ret Svinestalden.

Telegraferne i Fredericia, også kaldet Teletubbies, kunne to ting: hejse en stor antenne og spille World of Warcraft. Det var de så virkelig gode til, men det var det eneste, de kunne.

Ud over at gå med et muglåg.

De bornholmske spejdere betragtede vi næsten som civile; en flok uregerlige og usoignerede drengerøve med økuller og troldeskæg.

Men det værste var at være livgarder. Det var der noget bøsset over.

At stå og stirre ud i luften med en halv bjørn på hovedet, skinnende støvler og et gevær, der aldrig blev brugt, det var da en virkelig fesen måde at bruge sit liv på.

Og så endda i København.

Jord mellem tænderne

Jeg ved også godt, hvad der blev sagt om os dragoner.

Vi var et regiment fuld af bonderøve, der kørte motocross, havde tribal-tatoveringer, jord mellem tænderne og grimme kærester. Sådan noget.

Og så lignede vi pis, når vi forsøgte at gå i takt.

Det sidste er rigtig nok. Vi stank til at gå i takt.

Det var direkte pinligt, da vi kom hjem fra Afghanistan og skulle marchere gennem Holstebro by, hvor alle de civile stod og smilede langs gågaden, børnehavebørn havde flag i deres små hænder, bedsteforældre stod med våde øjne, og vi sjoskede bare derudaf som skoleelever på vej til bussen.

Men det var ligegyldigt.

Vi var jo dem, der kæmpede, skød, sparkede døre ind, kørte på vejsidebomber og ordnede alt det, de andre ikke kunne finde ud af.

I hvert fald ikke ligeså godt som os.

Det var da lige meget, at vi ikke kunne gå i takt og pudse støvler som Livgardens pyntedrenge, når vi nu var så skidegode til at slås.

Det kunne overhovedet ikke røre os, at en flok bøsser var bedre til at marchere, så længe vi var bedre på kamppladsen.

Og det var der ikke nogen, der var i tvivl om.

I vores kompagni.

 

Jens Sølund Andersen, tidligere overkonstabel og udsendt to gange til Afghanistan. Han kører i dag pengetransport i Midtjylland.