Tommy Holland er sergent i en ørken fuld af badedyr og drinks


Læsetid: 5 minutter

Han var kampsoldat i syv år; sergent med to missioner i Helmand og en enkelt i Irak. Men under en øvelse i Brikby fik Tommy Holland knust sit knæ, og så pludselig var festen forbi. I dag bruger den 34-årige tidligere gruppefører alt det, han lærte i Hæren, som turistguide i Egypten.

Tommy Holland kommer haltende op ad trappen i klipklapper og badebukser.

Han snupper en æske tændstikker i receptionen, inden han synker ned i en lænestol ved siden af en enorm kaktus.

En tjener kommer over.

“Alles gut?”

Tommys øjne bliver smalle og mørke.

“Radiergummi!” siger han hårdt og bestiller en rom og cola.

Der er to ting, du skal vide om Tommy Holland: Han er ubegribeligt beruset, og han hader, når folk tror, han er tysker.

Radiergummi

På vej tilbage til hotelværelset, imens vi går forbi restauranterne, pool-bordene og storskærmen, der viser Britain’s Got Talent, imens solen forsvinder bag et bjerg på horisonten, fortæller Tommy, at næsten 70 procent af Jungle Aqua Parks 8100 værelser er lejet ud til tyskere.

Personalet på hotellet og alle sælgerne ude i byen taler efterhånden ligeså godt tysk som arabisk.

Det er røvnederen, synes Tommy Holland.

“På den måde er det jo lykkedes for Tyskland at erobre hele verden,” siger han tørt og holder nøglekortet op foran hoteldøren.

Bip.

Pletvis beduinbeboet

Hotellet er all-inclusive.

Alle får et plastikarmbånd trykket om håndleddet ved ankomst, og så er baren fri, maden fri, og der er sol, sommer og vandland til alle.

Tommy Holland har haft sit armbånd på i fire år.

Som guide for rejseselskabet Bravo Tours har den tidligere sergent boet i værelse 5013 siden november 2014.

Et værelse med udsigt til tyrkisgrønt klorvand, blå parasoller, liggestole og mandshøje plastikdinosaurer med tvivlsom oprindelse.

Jungle Aqua Park er ét af i alt 34 hoteller, der ligger side om side på en bred asfaltvej lidt udenfor byen Hurghada, Egypten.

Mod øst blinker Det Røde Hav, mod vest kun ørken; stenet, gold og pletvis beduinbeboet.

Først efter 2 timers kørsel dukker der græs og palmer op af sandet, inden det hele skranter ned i Nilen, der bred og brun skærer Egypten i to.

Tommy Holland tænder lyset over skrivebordet og ventilatoren – propellen i loftet.

Han sætter sig på dobbeltsengen med et træt suk.

“Det bedste ved Egypten…” siger han og sparker klipklapperne af.

“Man må ryge overalt. Man må køre markræs i ørkenen, og man kan få en virkelig god tan og sygt billige smøger.”

En ørken er en ørken

I 2013 faldt Tommy Holland ned fra en stige under en øvelse i Brikby.

Han landede uheldigt på asfalten foran Rådhuset.

Højre underben vendte den forkerte vej, og knæet blev aldrig sig selv igen.

Tommy Holland søgte ud i det civile, hvor han fik job i Føtex i Varde.

Men det blev hurtigt for koldt, for kedeligt, for leverpostej for Tommy.

I dag arbejder han som turistguide i Egypten, hvor han bruger alt det, han lærte i Hæren som sergent:

At leve i en rygsæk.

At møde på arbejde med en promille på halvanden.

At holde styr på en gruppe, der aldrig hører efter.

At finde vej på et kort.

“Fremgangsmåden er jo nøjagtig den samme i en afghansk ørken som i en egyptisk ørken. En ørken er en ørken er en ørken,” siger Tommy Holland og vrider hovedet af en vandflaske.

Han rejser sig og trækker i en hvid skjorte, arbejdstøjet.

“Klar,” siger han til sig selv i spejlet.

Lommer fulde af penge

Hver tirsdag lander 20 danske turister i lufthavnen med en pakkeløsning fra Bravo Tours under armen.

20 blegansigter med lommerne fulde af penge og kun en uge til at bruge dem.

Det er Tommy Hollands job at hente dem, køre dem til hotellet, vise rundt i området og introducere dem for all inclusive på egyptisk.

Og det er tirsdag i dag.

Bussen holder allerede og venter på Tommy.

I lufthavnen stiger en flok jyder på bussen, lige ankommet fra Billund.

Ældre mænd og kvinder i nye sandaler, børnefamilier med lyst hår og små rygsække, en dagplejemor, en mekanikermand, en præst, fire søskende fra Kolding og en familie på ni, der fejrer en 50-årsfødselsdag.

Tommy Holland stiller sig forrest i bussen og puster ned i mikrofonen.

Køreturen tilbage til hotellet tager otte minutter, og det spiller perfekt med en sikkerhedsbriefing.

“Jeg håber, jeres flyvetur var god,” begynder Tommy og kigger ned på sit huskeord:

VANSÆLHAVBAD.

Plastik og postevand

Tommy fortæller om VANdet, der ikke må drikkes fra hanen, fordi det giver dårlig røv.

Der skal købes flaskevand, og forseglingen skal altid kontrolleres, for sælgerne fylder tit vandhanevand på gamle flasker og sælge dem som nye.

“Stol på ingen!” råber Tommy og taler mere om SÆLgerne.

De står altid klar, hvor turistbusser gør holdt og knipser billeder af templer, oldgamle gravpladser og statuer af guder med hoveder som katte.

Sælgerne sælger potter, nøgleringe, magneter, sko, urer og dvdfilm om solguden Ra og Det Gamle Rige, og det hele er fake, kopi, pap og papir.

“Ikke en krone værd,” siger Tommy Holland og fortæller om reglerne ved Det Røde HAV.

Selvom den vestlige verden og briterne især har stjålet så groft fra Egyptens hellige huler, at Tutankhamuns grav næsten er tom, selvom turister dagligt køber kilovis af souvenirs; tæpper, lysestager, små pyramider og skarabæer af sten fra Kongernes Dal, selvom egypterne sælger ud af deres tøj, tørklæder, smøger og hieroglyfer, så gud nåde og trøste den, der snupper en sten fra Det Røde Hav og putter den i sin kuffert.

Det er bare et no-go.

“De går amokos i lufthavnen,” siger Tommy Holland og griber fat om et sæde, fordi bussen skal over et bump ved et checkpoint.

Lalandia for voksne

Og en sidste ting:

BADning i hotellets 251 forskellige pools og soppebassiner skal ophøre ved solnedgang og må først genoptages klokken 0900 dagen efter.

“Forstået?!” siger Tommy og kigger rundt på sit publikum.

Halvdelen sidder og sover, resten kigger ud af vinduerne, ud på guldfarvede hotelfacader, på små, fedtede butikker, på unge mænd med uglet hår og skæve tænder iført uniform og AK47.

De kigger ned på sandet, ud på palmerne, på plastik-aberne, solsengene, og de beskidte mannequiner, de kigger ned på smilende børn, fulde russere og fløjtende, vinkende, stirrende mænd, og de ser det frodige græs, som hver dag bliver vandet af hundredvis af egypiske gartnere for turisternes skyld, for deres skyld, og de har aldrig set nogen lignende, og de smiler til hinanden i bussen og peger, og de hører overhovedet ikke efter, hvad Tommy Holland han siger.

“Velkommen til Lalandia for voksne,” siger han og sætter sig ned og holder mund.

Alles gut

Tommy Holland tænder en cigaret og ryger den første tredjedel i ét langt drag.

Når han har fri, sidder han altid med fødderne i poolen en times tid, inden han går i baren og går i stå, imens solen går ned, og varmen fordamper og bliver til kolde, klare stjerner på en kulsort himmel.

Det er en god måde at slutte dagen af på, synes Tommy.

“Hotellet minder på mange måder om Camp Price i Helmandprovinsen,” siger han og masserer sit højre knæ.

Jungle Aqua Park har buffet tre gange om dagen, der er softice og masser af støv, sol og vagttårne.

Der er folk ansat til at spritte lokummer, lave mad, fikse klimaanlægget, vaske op og vaske ned, før næste omgang grillet kylling bliver serveret, ædt og skyllet ned med tyndt øl, der selvfølgelig er tysk.

Bortset fra det med øllet, bor Tommy Holland i Camp Price, synes han.

Bare uden skudhuller i væggene og taliban på lur.

Det er da nemt.

Savner du slet ikke noget?

Den gamle sergent ryster på hovedet og asker i poolen.

“Alles gut,” siger han så.

“Alles gut.”