To LMG-skytter sigter på den samme mor & barn-skive og taler om sexisme.
Fire sergenter sidder på Kuffen og diskuterer brugen af lyddæmpere på film.
Tre konstabler har lige åbnet kultursektionen i Weekendavisen.
Kusmi-teen er grøn.
Det er formiddag i Borrislejren, og Brigadens presseofficer er faret vild på ringvejen.
Han kører bare rundt og rundt, indtil journalisten fra Weekendavisen peger på en flok konstabler, der løber hujende efter en Kuf-vogn og siger:
“Her har vi vidst været før.”
Presseofficer Morten Lind hugger bremserne i.
“Satans!” siger han og kigger på kortet.
Imens står 2. gruppe rundt om ammunitionsbordet og venter på, at 1. gruppe bliver færdig med at indskyde.
Frandsen har lige fortalt om Måneskinssonaten; Beethovens legendariske sonate i cis-mol, som sagtens kan høres på en skydeøvelse, men som helst skal nydes til en flaske Chateau La Lagune årgang ’95.
“De stille, bølgende akkorder bliver bare ved og ved,” siger Frandsen og kysser sine fingerspidser.
Tasker bliver åbnet og lukket. Magasiner bliver fyldt.
“Har I en yndlingssang i højskolesangbogen?” spørger Thomsen.
“Du kom med alt det der var dig…” synger Hansen og banker et magasin mod sin hjelm.
“… og sprængte hver en spærret vej, og hvilket forår blev det…” nynner Thomsen videre og holder rytmen på sin fragvest.
“Det rigtige spørgsmål er vel, om EU er ved at ødelægge vores folkestyre?” siger Birk, som ellers aldrig siger noget.
Alle står helt stille og tænker efter.
“Spiller vi bridge igen i aften?” siger Meyer, der står og kigger op mod skydelinjen, hvor Nielsen er midt i en spådom.
Han mener, at det amerikanske senatsvalg den 5. januar vil vise, om Biden kommer til at føre en midtersøgende eller stærkt venstreorienteret politik.
Holmgård er uenig.
“Joe Biden er moderat, og han har jo faktisk lovet at være præsident for hele USA,” siger han og tager ladegreb på demokratisk vis.
En beskidt GD 270 ruller op mod skydebanen.
“Journalisten er her!” skriger Frandsen ud over ammunitionen.
Oversergent Hulstrøm råber oppe ved skydelinjen:
“Hooooold iiiinde!”
Alle klasker sig i ansigtet og slår dybden ud af kinderne.
Brigadens presseofficer, Morten Lind, slukker motoren og tager journalisten fra Weekendavisen i hånden.
Soldaterne stimler sammen om journalisten og Morten Lind, imens de rytmisk chanter:
“Pik, røv, Monster, fisse. Pik, røv, Monster, fisse!”
Morten Lind holder godt fast i journalistens hånd.
Det er meget sjældent, at civile får lov til at komme så tæt på de vilde konstabler.
Meyer træder frem og snuser til journalisten, der tager chancen:
“Hvad mener du om NATOs kritik og om din brigade?” spørger han.
Meyer slår sig tre gange i brystet.
“Det må du spørge mine chefer om,” bøvser han og kigger på presseofficeren, som smiler lettet.
“Pik,” råber Hansen og hanker op i sit grej.
Oversergent Hulstrøm befaler skydningen i gang igen, lige da et skybrud rammer terrænet.
Journalisten løber i læ.
Presseofficeren løber efter.
Han spørger, om journalisten har fået, hvad han skal bruge.
Journalisten svarer, at han savner lidt dybde; at det er, som om soldaterne ikke åbner op, når presseofficeren holder ham i hånden på den måde.
Det er ikke derfor, mener Morten Lind:
“De er konstabler: Det er ‘ud at skyde, drik nogle Monster, knep nogle kællinger’. Ikke for at tale dem ned, men det bliver sgu nok ikke så meget dybere end det, du har fået,” siger han og starter GD’en igen.
“Men de er dygtige, det er de sgu.”
Det er formiddag i Borrislejren.
Tre konstabler har lige åbnet kultursektionen i Weekendavisen.
To LMG-skytter sigter på den samme mor & barn-skive og taler om sexisme.
En presseofficer farer vild på ringvejen, og Kusmi-teen er grøn.
