Lillebror forlader aldrig sit hjem uden bøllehat, Wiley X-briller og et multitool i bæltet.
Det siger han som det første, da vi mødes.
Den mangeårige hjemmeværnsmand åbner motorhjelmen på den sorte Mercedes Vito, der holder beredskabsparkeret på Vordingborg kaserne.
Han kontrollerer olie, dæktryk, blinklys og retter på sit smalle overskæg i sidespejlet, inden han smækker motorhjelmen i.
Det brede smil afslører et stort mellemrum mellem fortænderne.
Bilen er klar.
Lillebror er kører for brigadegeneral Jette Albinus.
Det har han været siden Albinus blev stabschef i Hjemmeværnskommandoen sidste år.
I dag begynder jagten på en såkaldt kernefortælling.
Første stop er Skive, Jylland.
Lillebror knipser som tegn til, at jeg skal sætte mig ind i bilen, bagerst.
“Albinus er på trapperne,” råber han og starter motoren.
Soldater for sjov
Brigadegeneral Jette Albinus har haft uniform på det meste af sit liv.
Siden ’88 har ryggen været rank, og det mørke hår sat i en stram hestehale.
Hun har været luftrumskontrolofficer, chef for Veterancenteret, lærer på Forsvarsakademiet, og hun har en master i Idræt og Velfærd ved Københavns Universitet.
I Bosnien blev hun kaldt ‘Store A’, i Afghanistan hed hun ‘Sylen’, men de fleste kalder hende ‘Javel-Jette’.
Det er det eneste svar, hun kan lide.
Det næste halve år skal hun besøge alle Hjemmeværnets distrikter for at redde værnets kæntrede ry fra at synke.
Det er fordommen om våbenliderlige weekendkrigere, der suger kaffe, parkerer biler og bliver tykke imens, der skal ændres.
“Folk melder sig, fordi de gerne vil være soldater i deres fritid og gerne vil gøre en forskel. Og sådan skal de helst ses. Ikke som nogen, der leger soldater for sjov,” siger Jette Albinus og lyder pludselig træt.
Lillebror ved udmærket godt, hvorfor Hjemmeværnets image halter:
“Fædrelandsfølelsen er væk, væk, væk!” brøler han og banker i rattet.
“Men vi er også nødt til at kigge indad,” siger Albinus og kigger ned i sine hænder.
“Hvem skal have mulje!” råber Lillebror og peger frem mod en rasteplads og en Monarch, der nærmer sig.
Værd at kæmpe for
Vi finder et bord i hjørnet med udsigt til en tom legeplads.
Lillebror går op og bestiller.
Jette Albinus læner sig ind over bordet og hvisker:
“Det her er en dårlig ide.”
Monarch?
“Nej, kernefortællinger. Slogans, mottoer, små videoer på nettet,” siger hun og lægger armene over kors.
“Det eneste, der betyder noget, er, hvordan vi som soldater opfører os. Resten er pap.”
Hvorfor skal I så på roadtrip?
“Det hele kommer oppefra, fra mine chefer: Generalmajor Garly og Søren Espersen. Efter Forsvaret fik en kernefortælling i 2016, har de to været vilde efter, at Hjemmeværnet også skulle have en.”
Hun tager sig til hovedet.
“Fordi noget er værd at kæmpe for,” vrænger hun og gør stemmen dyb.
Han venter på dommen
Lillebror kommer ned med en bakke fuld af mad og drikke; tre kyllingeburgere, bådkartofler, masser af mayo og tre kopper kaffe.
Han klemmer sig ind ved siden af Albinus og skal lige til at sætte gaflen i et stykke kylling, da han spærrer øjnene op og begynder at knipse ud i luften.
Lillebror har fået en ide til en kernefortælling:
“Hjemmeværnet – fordi russerne kommer om lidt!”
Albinus smiler opgivende.
“Det er dit bedste bud indtil videre, Lillebror,” siger hun.
Vi spiser i stilhed.
Jette Albinus skriver et par stikord til dagens møde på Skive kaserne.
Lillebror køber dagens BT og går på toilet.
To minutter efter kommer han løbende tilbage til bordet og river sine Wiley-X-briller med et vildt smil:
“Hjemmeværnet – Det bedste er ikke for godt!”
Han stiller sig med hænderne i siden og venter selvtilfreds på dommen.
“For det første skal du lyne dine bukser, for det andet er det Legos motto, din knold,” siger Albinus og vender tilbage til sine noter.
Hjemme er bedst
Vi ankommer til Skive kaserne i regnvejr.
Lillebror bakker bilen fint på plads ved bygning 15.
Her bor et hærhjemmeværnskompagni med hele baduljen; kommando, infanteri og bevogtning.
23 soldater sidder nu bænket i bygningen til en snak om værdier og slogans. Resten er enten på arbejde, på Jobcentret eller i skole, lyder meldingen.
Jette Albinus taler sig igennem høflighederne:
“Tak, fordi I kom. Tak for den varme velkomst. Jeg har altid holdt meget af Skive.”
Så begynder hun:
”Det at skabe en kernefortælling er en lang proces. Det er i dialog med hinanden, at vi bliver skarpe på, hvad Hjemmeværnet betyder for os. Det er her, vi kan koge vores følelser og værdier om Hjemmeværnet ned til få, skarpe ord og sætninger, som vi alle kan identificere os med.”
Hjemmeværnssoldater bliver beskyldt for at være soldater for sjov, weekendkrigere med lommerne fulde af kage, men de har én ting tilfælles med resten af Forsvaret:
De får opgaver oppefra, og de brokker sig over dem.
Men kun i pauserne.
Sådan er det for alle – generaler, konstabler, ansatte og frivillige.
Men i dag gælder det mest for Jette Albinus.
Det er kun, hvis man lytter godt efter, at man kan høre, hvor meget hun hader ordet kernefortælling.
Kør!
Lillebror sidder klar i bilen, da mødet er overstået.
Det flyder med tom emballage fra Beef Jerky på instrumentbrættet.
Han river det hele ned i sin bøllehat, da brigadegeneralen træder ud ad døren.
Hun siger farvel til de sidste, sætter sig på passagersædet og smider sin baret ved gearstangen.
Lillebror trækker bøllehatten godt ned om ørerne, starter bilen og siger med et suk:
“Ude godt – Hjemmeværnet bedst.”
“Kør nu bare forhelvede.”
“Javel, Jette.”
