Litteraturen er fyldt med unge mænd i krig.
I den forstand er der intet nyt under solen i overkonstabel Sebastian Pløkkers debut, Hele lejren griner.
Men herfra centrumvender solen.
Og forstanden.
Bogen består af 21 historier, der meget præcist viser, hvad der sker, når soldater keder sig i krig.
Der er konstablen, som får fyldt sin FAB i Irak med indholdet fra tre pulverslukkere, imens han er på vagt.
Der er sergenten, som kryber i seng med et brøl, fordi vognkommandøren har gemt tre camelspidere i soveposen.
Og hængt et kamera op i loftet.
Og der er historien om sygehjælperen, som halvvejs på en patrulje i Helmand opdager, at kun de fire første patroner i hvert magasin er skarpe.
Resten er løse.
Og mens gruppen krampegriner på taget af et compound, står der en talibaner i den anden ende og tager sig til brystet og takker Allah.
“Det’ sgu groft, alligevel.”
Skattekort i støvle
Hele lejren griner er en samling skørt genkendelige historier om livet i en krigszone, hvor alt er på spil – også fornuften.
I en tid hvor det er svært at grine af krig, tager bogen bajonetten i den anden hånd og stikker den durk i maven på sig selv og raller sig igennem en halv kliché:
“Vi har kun den krig, vi selv laver sjov i.”
Som da en konstabel i Helmand stripser hele QRF’ens hjelme til et telt i Camp Price.
Da alarmen går, opstår der tumult.
Efter støvet har lagt sig, og alle endelig sidder på bilerne, er én hjelm forsvundet, og teltet er revet i småstykker.
Den samme konstabel nupper en nat sin gruppeførers fragvest, hjelm og Oakley-briller og graver det hele ned i et hjørne af lejren Armadillo.
Da sergenten bliver vækket to timer senere for at gå patrulje, ligger der et skattekort i hans ene støvle.
Kortet er endda brændt i hjørnerne.
Vrider skulderen af led
Sebastian Pløkker skriver godt og lige ud af posen, men til tider bliver historierne lidt for løgner.
I en ni sider lang fortælling med titlen FUT får en dansk deling kampsoldater tilsendt boksehandsker fra Danmark til Camp Price i Helmand.
De arrangerer en turnering i støvet bag velværdsteltet.
Hele lejren er tilsyneladende klar over, at danskerne “tæver løs på hinanden for at holde sig i form.”
To får hjernerystelse.
En anden vrider skulderen af led.
Kampene bliver først stoppet, da en sygeplejerske fra felthospitalet hiver fat i kompagnichefen, som i øvrigt selv står og klapper ved ringsiden:
“Det kan da ikke være meningen, at vores soldater skal smadre hinanden inde i lejren!”
Usandsynligt?
I den grad.
Underholdende?
100 procent.
Ikke flere bønner
Troværdigheden er dog helt på plads i den sidste historie, hvor en dansk operation i Afghanistan beskrives i detaljer.
Danskerne har kæmpet det meste af aftenen, da de graver sig ned for natten og kalder FADSUM.
Det står hurtigt klart, at to delinger mangler ammunition.
Og her pranker bataljonschefen sine folk godt og grundigt, da han kalder op og fortæller dem, at de må undvære bønner til riflerne, fordi der skal spares på brændstoffet.
Det’ kongesjov læsning.
