Hæren

Dåseskjul: “Vi kører hende ud i skoven, hvor hun hører hjemme”

Læsetid: 5 minutter

Hun kan høres, længe før hun kan ses.

Det er den rullende lyd af bælter mod asfalt og en hæs dieselmotor, der synger ud over de natsorte marker.

Og så kommer hun endelig til syne med sine fine, runde lygter.

Den pansrede mandskabsvogn M113; den kantede dronning.

Eller bare Dåsen.

Vognkommandøren, overkonstabel Hansen, kravler ned i bilen og smider telehjelmen i et sæde, imens rampen sænkes og rammer jorden.

“Skal du med?” siger han og smiler, som kun en overkonstabel, der lige har stjålet en pansret mandskabsvogn, kan smile:

Bitterstolt.

Klokken er 04.37, og vi rumler af sted mod nye sejre.

Vi skal dybt ind i velkendte skove i Jylland i forsøget på at redde en pensioneret dåse fra panserkirkegården.

“Vi kører hende ud i skoven, hvor hun hører hjemme,” siger Hansen i telehjelmen.

Den gamle dåse

Den 9. oktober sidste år lagde Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI, et opslag på Facebook:

“Udfasning af PMV M113 er i fuld gang,” skrev de.

Det legendariske bæltedyr var dermed fortid, dødvægt, tabt panser.

På et depot i Brørup stod mandskabsvogne i livløse, lange rækker. Klar til skrot eller museum.

Det var enten eller.

FMI lavede kort sagt en halv Indiana Jones på Dåsen:

“It belongs in a museum! Øhm.. og i jern og metal.”

 

Redningsaktion

Flere konstabler, især de lidt ældre modeller, forsøgte i tiden op til udfasningen at gøre oprør.

Uden succes.

En gruppe panserinfanterister i Holstebro nægtede pure at stige ombord på andre køretøjer end M113.

Det holdt 14 dage.

De manglede et sted at sidde, et sted at sove, og de savnede lugten af diesel, klynkede de.

Det var uværdigt.

Og en dyseskytte begyndte krafted’me at synge Joni Mitchell:

“Don’t it always seem to go… that you don’t know what you’ve got till it’s gone”

Det var et lavpunkt i Hærens historie.

Cirka samtidig sad to overkonstabler i Horsens og planlagde en redningsaktion af deres gamle M113.

“Det lyder helt åndssvagt,” siger overkonstabel Hansen.

“Men vi havde det, som om det var os, der blev udfaset og skrottet.”

Dåsen med nummerpladen 42.931 skulle reddes fra depotet i Brørup.

Det kunne ikke diskuteres.

Millennium Falcon

Overkonstabel Markussen. Med to s’er i kussen.

Det er sådan, han præsenterer sig selv.

Han sidder i kørerhullet og tænker på gamle dage.

Det var ham, der begyndte at kalde Dåsen for Millennium Falcon.

Det navn fik hun, da hun var med i Helmand og hver dag trak dem gennem sandet som en vaskeægte champ.

Nu holder hun her på et depot i Brørup; en fucking skændsel.

Markussen lyner ned i kørerdragten, tænder en smøg og gør, hvad han har gjort så tit:

Drejer to klik for at få tænding på; tester støvsugeren.

Forvarmer, indtil lampen slukker; trykker startknappen helt ind.

Markussen ved præcis, hvordan motoren skal lyde og ryste i sædet.

Hun har det fint, heldigvis.

Gear vælges.

Frem vælges.

Kør!

Dåsen er et meget rastløst væsen, hvis man spørger Markussen.

Hvis Dåsen opholder sig for lang tid det samme sted, begynder bælterne at hænge, og puderne revner.

Panseret bliver simpelthen blødt, og det’ døden for Dåsen.

Og så er man da en idiot, hvis man parkerer den på et museum.

Sådan har han det, Markussen.

“You cannot tame, what is wilde,” siger han i telehjelmen, som om det er ham, der har fundet på det.

Panser på afveje

Det begynder at regne.

“Luk lugen,” råber Hansen.

De to overkonstabler sætter sig i bilen.

I ly af regnen gør de status.

De har 273 feltrationer, et hærkort over terrænet i Oksbøl, og der er masser af diesel i tanken.

De skal igennem Føvling, Gørding og Endrup inden solopgang.

De små, affolkede byer, hvor alle træerne hælder mod øst, og hvor ingen studser over et stykke panser på afveje.

“Det skal nok gå,” siger de til hinanden.

Børsmosekrydset

De er på vej mod terrænet i Oksbøl, det endeløse ingenmandsland og Dåsens naturlige habitat.

Overkonstabel Hansen står i tårnet og tænker på gamle dage.

Dengang de gemte sig for en leopard-kampvogn og tre piranhaer.

De holdt i et pissekoldt vandhul ved Børsmosekrydset i over seks timer.

Til sidst kunne de ikke længere ses på termisk, og Hansen rystede sig meget, at han opgav at ryge.

Men da de endelig åbnede op på fjenden i flanken, var det ventetiden værd.

Infanteriet skød i alle retninger.

To piranhaer satte sig fast i mudderet.

Det var episk.

Og dåsen, ja, hun trak sig stille og roligt bagud og op af vandet.

Det er det, overkonstabel Hansen står og tænker på i tårnet, da han får øje på Feltspadens udsendte i vejkanten.

“Skal du med?” siger han og smiler, som kun en overkonstabel, der lige har stjålet en pansret mandskabsvogn, kan smile:

Bitterstolt.

Da Markussen rækker bagud fra kørerhullet, trækker i håndtaget og hæver rampen, kommer en lille tatovering til syne på hans underarm.

Tre små, grønne bogstaver: DBF.

Dåsens Befrielsesfront.

“Vi er kun lige begyndt,” siger overkonstabel Hansen.

Nu smiler han ikke mere.

 

En sidste rusketur i dåsen

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Født i 1976 i Jelling. Blev udsendt til Helmandprovinsen i 2012 som delingsfører for 35 afghanske soldater i Camp Shorabak. Det var hans første og eneste udsendelse. Han taler aldrig om det.

I 2014 overså en dyseskytte sin højrebegrænsning i terrænet ved Borris. Brisantgranaten sprang otte meter fra Kaptajn Pjevs. Hans højre øre har siden været tavs. Indtil sin opsigelse underviste han på Kampskolen i aftrækkerteknik med middelmådig succes.

Kaptajn Pjevs bor i dag i Køge, hvor han sælger støvler, høreværn og barduner fra en ladcykel bag stationen.

Email: pjevs1976(a)gmail.com