I dag på Feltspaden.dk – og udelukkende på Feltspaden, fordi kun Feltspaden har modet – vil vi fortælle historien om en overvægtig, gammel dame, du har brug for at kende lidt bedre.
Moderen over dem alle.
På den anden side af Atlanten kalder de hende Browning M2, og i røgfyldte våbenkamre bliver det hvisket:
Ma Deuce.
Man skal ligesom sige det helt fremme i læberne:
… Ma Deuce.
Hun har ikke bare været i flere krige end dig, hun har været i flere krige end alle dine venner tilsammen.
Hun er moderen over alle maskingeværer, og i år kan hun fejre 100 års jubilæum som alle soldaters yndlingsmor.
John gunner op
Tæt på slutningen af Første Verdenskrig står den amerikanske general John ‘Black Jack’ Pershing i en kold skyttegrav et eller andet sted i Frankrig.
Han hører den lidt for velkendte lyd af små projektiler, der bliver mast flade på fjendes nye panser.
Smak, smak, smak!
Han drømmer om et våben, der kan være det samme, som de bedste mødre back in the States:
Hårdfør, viljestærk og bred om røven på den gode måde.
Våbenfabrikanten John Browning får ordren og går ud i sin lade i Utah, hvor han griber et maskingevær, som han tidligere har pillet ved i 1917.
Planen er at gunne det lidt op.
Alle hører jazz
John Browning er hurtig på fingrene, men bagud på tid.
Han bliver først færdig med den nye model i cirka samme sekund, som Første Verdenskrig slutter.
Verden ligger i ruiner, og nu er der ingen, som står og mangler en tung dame, der kan gå igennem ild, vand og panser.
Vi er i 1920’erne. Alle hører jazz. Det hele er ligesom blevet tyndere og mere kind-til-kind.
Kun en håndfuld M1921 – som maskingeværet hedder på det her tidspunkt – bliver solgt til U.S. Coast Guard, som håber på, at det vandkølede, 12,7-spyttende tunge drøn kan få fly til at dratte ned fra himlen.
Det er 100 år siden nu.
Stiv dolk
Herfra går det stærkt.
Da Anden Verdenskrig begynder, findes der godt 11.000 eksemplarer.
Da Anden Verdenskrig slutter, bliver der taget ladegreb på over 2 millioner.
Undervejs er hun blevet modificeret et par gange.
Ladegrebet er for eksempel gjort nemmere at håndtere, og hun kan nu båndfødes både fra venstre og højre.
Hun er klar til kamp i alle stillinger på jorden, ombord på fly, skibe og pansrede biler.
Som en amerikansk v-mekker med stiv dolk konstaterer sidst i 40’erne:
“It suppresses! It’s a sniper! It’s a sidearm for tanks! It’s the Browning M2, and it goes with literally everything.”
Danske soldater får det tunge maskingevær i hænderne i 1950, og manualen er stadig nem at forstå:
“Med to tommelfingre holder du aftrækket nede og siger: Die, motherfucker, die.”
Det er en kort byge.
Som en lille gud
Mange tidligere soldater har fortalt den samme historie om, hvordan en led sergent tvang dem til at løbe fem kilometer med et TMG i affutage.
De fortæller altid med et smil, at det overhovedet ikke var særlig sjovt.
Det er ligesom historien om, hvordan en pumpet infanterist skød byger fra hoften i Borris og delte himlen i to.
Det er løgn, det hele.
Men det er rigtig nok, at selv når man skyder med løs, føler man sig som en lille gud.
Det er også rigtig nok, at mange tusind soldater hvert år brænder nallerne på piben, og de kan lide det.
Maskingeværet er præcist ud på 1.800 meter. Både dag og nat.
Det kan skyde med fuldskarp, panserbrydende, panserbrand og sporlys, og alle skydeledere har gentaget sætningen:
“Maskingeværets primære anvendelsesområde er således bekæmpelse af køretøjer, ikke personel. Men det er hun fan’me også god til!”
The Kraut Mower, fifty-cal, TMG, Browning M2.
… Ma Deuce.
Der er kun én regel: Don’t mention the weight.
Mor går amok.
forsvarsgalleriet.dk
