Værnsfælles

Den lynhurtige guide til partiernes forsvarspolitik

Læsetid: 6 minutter

Socialdemokratiet sender kun soldater ud i verden på brede flertal, og veteraner krammes, passes på og bæres i en kongestol resten af livet.

Partiet har fire mærketrusler: Terror, Putin, cyberangreb og flygtninge – når de kommer i flok.

Socialdemokratiet sætter danskernes tryghed først, og som der står i det røde reglement:

“Det vil vi tage alle midler i brug for at sikre.”

Det er ret mange midler.

 

Dansk Folkeparti elsker værnepligten og forsvarsforbeholdet, fordi amerikanerne er bedre til krig end EU.

Der samarbejdes med demokratiske og fredselskende nationer på den farlige side af grænsebommen, så længe Danmark bliver ved med at være Danmark med stråtag, rød-hvide hindbærroulader, LEGO og jantelov.

Hvis ikke vi kan beskytte os selv, kan vi heller ikke hjælpe andre.

Det’ klart.

 

I Venstre er forsvaret “i stand til at operere i egne af verden, hvor der stilles store krav til mandskab, materiel og logistik.”

Det drejer sig om den jyske tundra.

Partiet var med til det seneste forsvarsforlig, men de er lidt i tvivl om, hvor mange penge de styrkede styrkerne med.

“Cirka 13 milliarder kroner,” siger de og tilføjer et perspektiv:

“Det er en stigning på 20 procent.”

Det er let at forstå.

Venstre elsker værnepligten, USA og Europa, og veteraner krammes, passes på og bæres i en kongestol resten af livet.

 

“Men det hele har været noget lort i mange år!” råber Enhedslisten og prikker en øm, rød finger igennem tre brændpunkter:

Irak, Afghanistan og Libyen!

Demokrati kan aldrig indføres med bomber, og derfor bekæmper Enhedslisten kampfly, kastestjerner og tung mortér.

Pengene bruges på velfærd i Danmark og nødhjælp, konfliktløsning og genopbygning ude i verden.

Bare klimaet ikke lider overlast.

 

Radikale Venstre er bange for at være alene.

EU og USA er den sikre vej til en fredelig, stabil og vandtæt verden.

Radikale Venstre er også bange for cybertrusler, Trump, Rusland, diktatorer med olie og det, der er værre.

Derfor er forsvaret højteknologisk og moderne, og værnepligtigen er dømt ude, afskaffet, helt væk.

“Vi er jo faktisk i det 21. århundrede,” siger Morten Østergaard og løfter en pegefinger.

Tvang er det nye lort, og krig er sidste udvej.

Derfor er forsvarsforbeholdet afskaffet, så danske soldater kan passe på Danmark og hjælpe ude i verden.

 

Hos Det Konservative Folkeparti kommer frihed, demokrati og sikkerhed aldrig af sig selv.

Det kræver en aktiv indsats, en benhård vilje og tre fleksible værn, der kan trækkes hårdt i alle led uden at gå i stykker.

Antallet af værnepligtige er mere end fordoblet, og de tre fregatter er opdateret med et vindtæt kompas og et spritnyt piratnet.

De danske soldater passer på Danmark og hjælper ude i verden, og de har altid FN og NATO med.

 

I Socialistisk Folketparti er det hele blevet for meget.

Der er for mange krige, for mange døde, for mange flygtninge og for meget grej købt af suspekte typer på det sorte marked.

Der bliver serveret etik morgen, middag og aften, så alle kan få fred og ro.

Dansk udenrigspolitik er mindre krigerisk, FN og EU spiller en større rolle i konflikternes kortspil, og samarbejdet er tæt, tæt, tæt.

Forsvarsforbeholdet er hverken afskaffet eller beholdt, men det bliver eddermame diskuteret.

 

Liberal Alliance mener, at danske soldater skal passe på Danmark og hjælpe til i verden.

Det har de selv fundet på.

Forsvarsforbeholdet er væk, så vi for alvor kan komme ud og ruske i de internationale banditter.

Forsvaret er toptunet, kun det nyeste og bedste grej er godt nok, og derfor er værnepligten droppet.

“Det er spild af Forsvarets, de unges og samfundets tid,” siger de alvorligt og trykker skatten ned.

 

Alternativet elsker fred.

Det er kun okay at bruge vold, når Danmark skal forsvares.

Istedet for at slås, fokuserer vi på at forstå, hvorfor andre mennesker bekriger hinanden, så vi kan lære, hvordan vi hjælper dem, der er i live bagefter.

Alternativet ser terrorisme som et problem.

Men det duer ikke, at vi krænker terroristernes rettigheder eller sætter ild til for mange huse, imens vi forsøger at bekæmpe dem.

“Vi skal udvise en helhedsorienteret tilgang til sikkerhed,” siger de i plenum.

EU og FN dyrkes, vandes og beskæres i nænsomme faconer.

Men USA hilser vi kun på af ren høflighed.

De er dårlige til konfliktløsning, rettigheder og at standse krige, før de begynder.

De er også virkelig dårlige til det grønne.

Badr!

 

Ny Borgerlig har trukket deres forsvarspolitik ud af håret på Donald Trump.

Danmark er stadig med i NATO, men nu som et medlem, der betaler fuld pris.

Forsvarsbudgettet er hævet til to procent af BNP i 2025.

Ny Borgerlige har også købt alt det grej, soldaterne mangler, og værnepligten er på mindst ni måneder for både mænd og kvinder.

Alle nedlagte kaserner er genåbnet, og Danmarks territorium bliver forsvaret meget bedre – både herhjemme og i Arktis.

Blandt andet fordi ubådene er tilbage i vandet.

 

Kristendemokraterne slår i bordet og får FN op på dupperne.

FN er styrket og effektiviseret, for på den måde er FN bedre til at dele fred ud i verden.

Amen!

Partiets forsvarspolitik fylder otte linjer, og her er én af dem:

“Det danske forsvar skal have en kvalitet og et omfang, så det kan overholde internationale forpligtelser.”

Det er nemt at forstå, men det kan tolkes på ret mange måder.

Ligesom biblen.

 

Hos Klaus Riskær Pedersen er forholdet til Rusland vendt vrang og “normaliseret.”

Danske soldater passer på Danmark først, og derefter hjælper de ude i verden,

Vi er kun med i væbnede konflikter i det internationale landskab, hvis det er fuldstændig umuligt at snige sig udenom.

Og hvis det kan betale sig.

Forsvarsforbeholdet er fjernet af økonomiske årsager, som ingen kan gennemskue.

 

Stram Kurs holder sin forsvarspolitik tæt ind til kroppen af frygt for spionage fra fremmede magter.

Men Rasmus Paludan har skabt en slags civil hær, fordi det er tilladt for alle at bære våben.

“Så længe de lever op til særlige krav om god moral og en årlig skydeprøve,” siger han.

Ingen ved, hvad skydevåbnene skal bruges til, men partilederen beroliger befolkningen:

“Reglen gælder jo kun for folk med ren straffeattest og dansk pas.”

Pyha.

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Født i 1976 i Jelling. Blev udsendt til Helmandprovinsen i 2012 som delingsfører for 35 afghanske soldater i Camp Shorabak. Det var hans første og eneste udsendelse. Han taler aldrig om det.

Indtil sin opsigelse underviste han på Kampskolen i aftrækkerteknik med middelmådig succes.

Kaptajn Pjevs bor i dag i Køge, hvor han sælger støvler, høreværn og barduner fra en ladcykel bag stationen.

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Feltspaden på Instagram

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.