JOBANNONCE 13.09.2018
Medarbejder til ventestilling med højt til loftet
Til en infanterideling søger vi en ny kollega.
En væsentlig del af dine arbejdsopgaver bliver at vente.
Det skal du derfor have flair for.
Andre opgaver er at løbe langt og længe med tunge ting på ryggen uden nogen særlig grund.
Du skal også kunne skyde.
Ikke nødvendigvis særlig godt, men du skal kunne se forskel på en pistol og en riffel og undlade at ramme os andre.
Din løbeform er underordnet.
Du vil blive ansat i et kompagni fuld af overkonstabler, som kun løber for kage.
Du vil få en afvekslende hverdag, inde og ude, hvor du sammen med dine kolleger skal forsøge at få det bedste ud af det bras, I bliver beordret til af jeres delingsfører.
Der vil være dage på garagen, hvor du ikke ved, hvad du skal lave, indtil du har fri.
Vi forventer derfor, at du kan drikke fire liter kulsort kaffe om dagen.
Mindst.
Hæren arbejder ofte sammen med andre nationer – England, USA, Tyskland, Norge og mange flere.
Det er ikke et krav, men kun en fordel hvis du kan engelsk.
Især når briterne skyder artilleri.
Ellers skal du bare være god til at dukke dig.
Din baggrund betyder ikke det store. Vi tænker, at du måske har gået i folkeskole eller gymnasiet, og nu ved du ikke lige, hvad du skal stille op med dit liv.
Du kan også bare komme direkte fra gaden.
Det vigtigste er, at du er et tomt hylster af et menneske, som vi kan fylde al mulig militær ind i.
Hæren er en arbejdsplads med højt til loftet.
Der er meget langt fra den yngste kontabel til den øverste chef.
Det er derfor afgørende, at du ikke undersøger, hvad du kan få i løn andre steder.
I Hæren er der alligevel ingen, der kan høre det, hvis du brokker dig.
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte vores kommandokontor.
Du kan også komme forbi til en uformel snak.
Bare spørg efter Rasmus ‘Lussing’ Grundal.