Tobias Lindholm har lavet årets mest afslappede danske film om de udfordringer, mange soldater møder, når de bliver civile.
I filmen ‘Freden’ møder vi Kasper Godte Frandsen. En tidligere oversergent, som efter 11 år i Hæren flytter til Herfølge for at begynde et nyt liv.
Kasper spilles af Pilou Asbæk, som for fjerde gang i træk har hovedrollen i en film af Tobias Lindholm.
Allerede i filmens første scene sidder man helt ude på kanten af stolen, da Kasper går en tur i Brugsen.
Han mangler mælk og rugbrød.
Da Kasper træder ind i den afkølede frugt og grønt-afdeling, begynder en indre monolog, som er et bærende element i filmen.
Vi hører Pilou Asbæks blide stemme:
“I Brugsen er der små sprinklere, der puster vand over æbler og pærer. Dét er da et rigt land.”
Der er kø ved kassen. En anden kunde råber:
“Kan I forhelvede ikke åbne en ny kasse?!”
Den indre monolog fortsætter:
“Jeg hedder Kasper. Jeg har været i krig fire gange. Jeg har masser af tid i Brugsen.”
Stort kørekort
Herfra går det over stok og sten og direkte ned på Jobcenteret.
I næsten 20 minutter sidder vi sammen med Kasper, der forsøger at fortælle en jobkonsulent, hvilke komptencer han har.
Han har været idrætsbefalingsmand, næstkommanderende og har arbejdet med efterretninger i Helmandprovinsen.
Han har et godt overblik og kan forholde sig i ro i pressede situationer.
Jobkonsulenten siger: “Du har stort kørekort, kan jeg se.”
Kasper nikker og får udleveret et ansøgningsskema til budfirmaet UPS.
“Men det er jo varevogne,” siger Kasper.
Jobkonsulenten smiler og siger: “Hvis du kan køre lastbil, kan du jo også køre sådan en.”
Så er jobbet på plads, og Kaspers fremtid i det civile ser allerede mere lys og fredelig ud.
De civile
Filmen stiller alle de gode spørgsmål.
Vil en tidligere kriger altid være kriger?
Hvorfor går civile så pokkers langsomt, når de samtidig siger, at de har travlt?
Kan man blive ved med at sige “de civile”, efter man selv er blevet en?
Selvom realisten Tobias Lindholm afskyr metaforer, har han skabt et rammende udtryk for absurditeten i at finde fred i freden.
Han tegner et billede af et lille land i en fortravlet hverdag med udfordringer, som for “de civile” føles betydningsfulde, men som for Kasper føles ligegyldige.
Den tidligere oversergent forsøger at passe ind i det samfund, som han engang blev født i, men som han ikke længere føler sig hjemme i.
En ispose på
Filmens klimaks udspiller sig på en løbetur ved Skovkirkegården i Herfølge.
Her vrikker en kvinde om på sin ankel, og Kasper kommer hende til undsætning.
Han ved præcis, hvad han skal gøre.
Benet skal op, og der skal en ispose på.
En ispose, som Kasper har med i sin daypack.
Uden at røbe for meget har kvinden brune øjne, og dem kan Kasper godt lide at kigge ind i.
I de sidste ti minutter af filmen er vi med Kasper på arbejde.
Han deler pakker ud, beredskabsparkerer og synger med på Michael Learns To Rock i bilen.
Tobias Lindholm viser i solidaritet med soldaterne, at krigens regler ikke kan oversættes til et civilt liv.
At det både er halvsvært og kedeligt at blive civil, men at der også findes lyspunkter.
Æblerne i Brugsen er for eksempel afkølede.
‘Freden’ er uden tvivl årets vigtigste danske film og sandsynligvis også den bedste.
Filmen har premiere den 15. september i alle landets biografer.
