Hæren

Forsvaret forarger: Søger folk, der kan “skide i en pose”

Læsetid: 2 minutter

Forsvaret har valgt at ændre en jobannonce.

Det er sket, efter Kristeligt Dagblad fik nys om fadæsen. 

”Vores kernekompetencer er at sove i en pose, spise fra en pose og skide i en pose – så råt, så simpelt og så enkelt er det!”

Sådan lød det indtil i formiddags i et stillingsopslag fra Jydske Dragonregiment, der søger en ny delingsfører til en kampenhed.

Ansøgeren skal ifølge opslaget være ”bevidst om disse vigtige pose-kompetencer.”

Tømmer ryggen 

“Vi sover ude, spiser hurtigt og skider effektivt. Det er sådan, man vinder en krig,” siger oversergent Henrik Viljegaard og slår stolt i bordet. 

“Men er det nødvendigt med et så dramatisk ordvalg?” spørger journalisten fra Kristeligt Dagblad.

Henrik Viljegaard tager en dyb indånding: 

“Ja, for når vi tager i krig, er det hverken for at sove godt, spise godt eller skide rart. Vi gør det for at vinde over fjenden. Punktum.”

“Du synes slet ikke, at ‘skide i en pose’ er for meget i et jobopslag?”

“Vi kan da godt kalde det at pakke en dej i plastik. Er det bedre?”

“Ikke rigtig.”

“Vi tømmer ryggen i en pose?”

“Det’ lidt voldsomt.”

“Vi laver pøller i poser så?” 

“Det er lidt bedre, ja.” 

At slå pap ihjel 

Oversergent Henrik Viljegaard rejser sig op og lyner sine jakke. 

Han skal gå nu. 

“Jeg skal på skydebanen og øve mig i at slå ihjel,” siger han og river sin kampvest op fra gulvet.  

“Hvad siger du?!!” siger journalisten og spærrer øjnene op. 

Oversergenten rømmer sig. 

“Jeg mener: Jeg skal vedligeholde mine kompetencer i en liggende stilling med et stykke værktøj, der kan ændre karakteren på en papskive.”

“Pyha,” siger journalisten og smiler.  

Siden Kristeligt Dagblad har været i kontakt med Forsvaret om jobopslaget, er ordlyden om at skide i poser blevet ændret.

Nu hedder sætningen:

“Vores kernekompetencer er at sove i en pose, spise fra en pose og skræve over en pose, til posen ændrer karakter – så råt, så simpelt og så enkelt er det!”

Om skribenten

Kaptajn Pjevs

Født i 1976 i Jelling. Blev udsendt til Helmandprovinsen i 2012 som delingsfører for 35 afghanske soldater i Camp Shorabak. Det var hans første og eneste udsendelse. Han taler aldrig om det.

Indtil sin opsigelse underviste han på Kampskolen i aftrækkerteknik med middelmådig succes.

Kaptajn Pjevs bor i dag i Køge, hvor han sælger støvler, høreværn og barduner fra en ladcykel bag stationen.

Nyhedsbrev

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi. Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.

Feltspaden på Instagram

Om dette websted

Feltspaden leverer skarpe kommentarer og hårdfør journalistik om det danske forsvar.

Feltspadens indsigtsfulde historier er skrevet på ren fantasi.

Enhver lighed med virkeligheden er en fejl, som vi ikke har fået rettet endnu.